Vigtig info om praktik!
Fra 2024 arrangerer Global Contact kun praktikophold for socialrådgivere i Grækenland!
Som del af strategiske omprioriteringer, fokuserer vi praktikprogrammet. Det vil sige, at vi ikke opretter nye praktikophold for socialrådgivere i andre lande end Grækenland i 2024. Fra og med næste år kan du derfor kun rejse på praktik som socialrådgiver til Grækenland med Global Contact. De øvrige praktikophold bliver afholdt som planlagt i 2023.
Hvis du har spørgsmål til ændringen, er du velkommen til at kontakte os på: globalcontact@ms.dk eller 77310022
Praktik som socialrådgiver i Uganda
I Uganda vil du som socialrådgiverstuderende arbejde på et krisecenter for voldsramte kvinder i byen Mubende, Gulu eller Nebbi. Det besluttes af vores partner i Uganda. Det er et one-stop-center til kvinder som er blevet udsat for kønsbaseret vold. Centret tilbyder blandt andet juridisk hjælp, psykosocial støtte, kriseindgreb, juridisk repræsentation, medicinske henvisninger, rehabilitering og husly.
Der arbejder både juridisk personale, socialarbejdere og rådgivere, som er specialiseret i kønsbaseret vold og sagsbehandling på stedet.
Engelsk og Lugandi er de officielle sprog i Uganda, men der vil være en del kvinder på centret som primært taler lokale sprog. Her kan du få hjælp fra dine engelsktalende kollegaer.
Læring under praktikken
På centret vil du blive en del af de daglige aktiviteter, hvor du vil arbejde ved siden af både lokale socialrådgiver og den juridiske afdeling. Sammen med dine kollegaer er du med til at støtte centrets mission om at give kvinderne et sikkert rum til at hele, lære og ændre situationen til fordel for sig selv, deres familier og lokalsamfund.
Du kan assistere dine ugandiske kollegaer i rådgivningssessioner, i det omfang sprogbarrieren tillader. Du kan også tage del i workshops som centret afholder og få indblik i hvordan centret arbejder med at få kvinderne reintegrerede i lokalsamfundet. Derudover vil du have nogle mere administrative opgaver såsom skrive rapporter om centrets sociale arbejde og ad hoc-opgaver på centret.
Igennem dit arbejde på centret vil du få indblik i hvordan man både socialt og juridisk, arbejder med kønsbaseret vold i Uganda.
Sådan bor du
I Uganda vil du blive indlogeret hos en værtsfamilie som bor meget tæt på dit arbejde. Her vil du få et værelse som du deler med en anden studerende. Badeværelset deles oftest med hele familien.
Størstedelen af dine måltider vi blive serveret hjemme hos familien, og her vil du sikkert komme til at smage Ugandas nationalret posho, som er en majsgrød med bønner eller grøntsager.
Som udgangspunkt vil du kunne gå på arbejde på under en halv time.
Fritid
Når du har fri, kan du udforske Mubende. Du kan bruge din værtsfamilie til at give dig gode insider tips om hvor man kan få den bedste posho eller den populære ret chapati, som er madpandekager med fyld. Det er en lidt mindre by, men som har alt hvad du har brug for i form at supermarkeder, apoteker og caféer.
I weekenderne har du mulighed for at tage på længere ture. I Uganda finder du Afrikas højeste bjergkæde, verdens længste flod og kontinentets største sø. Her kan du rafte ned ad Nilen eller se de sjældne bjerggorillaer i Bwindi nationalpark. Mange studerende vælger også at tage på weekendsafari, hvor du bl.a. kan se de sjældne løver som klatrer i træer.
Rejsens forløb
Når du tager din praktik i udlandet gennem Global Contact, får du en kontaktperson her på kontoret, som du kan kontakte under hele dit forløb. Vi finder en praktikplads, der matcher din uddannelse, og sørger for afhentning i praktiklandet. Inden dit praktikophold starter, skal du desuden igennem et introforløb, der klæder dig på til at indgå på den lokale arbejdsplads.
Introkursus
Du starter din praktik med et 1 eller 2 dages introkursus, hvor du møder din danske koordinator og bliver forberedt på dit praktikophold. Introkurset finder sted i København hos Mellemfolkelig Samvirke og bliver afholdt af vores introteam, der har mange års erfaring med at forberede studerende på at tage deres praktik i udlandet. Du vil ca. 3 uger før kurset modtage en mail fra introteamet med praktiske informationer. Til introkurset vil du få undervisning i interkulturel kommunikation og konflikthåndtering. Du vil få redskaber til at overkomme udfordringer, gribe muligheder og blive klædt på til, hvad der venter dig. Alt sammen for at sikre, at du får det bedst mulige praktikophold.
Højskole i Kenya
Har du valgt et praktikophold til Østafrika, og rejser du i 8 uger eller mere, fortsætter du efter introkurset i København til et skræddersyet 6-dages højskoleophold i Kenya, der forbereder dig på kulturen og praktikken. Højskolen i Kenya fungerer som en kulturel indføring med fokus på dit fag, som vil ruste dig bedre til at indgå på en lokal arbejdsplads. Undervisningen linker teori og praksis ved brug af lokalområdet, hvor I vil besøge steder, der matcher din profession. Formålet med højskolen er således at give dig en blød landing og en indsigt i den kontekst som dine patienter, klienter samt kollegaer, kommer fra.
Ankomst i praktiklandet
Når du ankommer til det land, hvor du skal være i praktik, vil du blive hentet i lufthavnen af vores lokale samarbejdspartner. Du vil altid have en lokal kontaktperson, som kan hjælpe dig under dit praktikophold samt en lokal faglig vejleder tilknyttet din arbejdsplads. De første dage af dit praktikophold vil du modtage en 1-2 dages introduktion med din lokale kontaktperson, hvor du vil blive introduceret til lokalområdet, kulturen og din arbejdsplads. Din kontaktperson vil kunne snakke engelsk ligesom, der altid vil være mindst én, hvor du bliver indlogeret, som kan det.
Uganda på Instagram
Hvad inkluderer prisen?
Køber du den samlede pakke med ophold og fly er følgende inklusiv i prisen.
Generelt
- Praktikkoordinator i Danmark, som støtter dig gennem hele dit ophold
- Praktikplaceringer der opfylder dine læringsmål
- Detaljeret information om rejsen
- Introdage i København, inklusiv undervisning, kost og logi
- 24 timers nødtelefon
- Administrationsgebyr til Global Contact
- Dokumentation på praktikforløb efter endt ophold
- Dækning fra Rejsegarantifonden ifm. konkurs
Prisen inkluderer ikke
- Visum og evt. tilladelser
- Vaccinationer og evt. malariapiller
- Transport til lufthavnen efter endt ophold
- Transport til/fra introdage i København
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring kan tilkøbes, når du bestiller dit ophold
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke (du meldes ind ved bestilling af ophold)
Højskole i Kenya (For praktik i Østafrika over 7 uger)
- Flyrejse til højskole
- Fælles afhentning i lufthavn ved ankomst
- Kost og logi under hele kurset
- 6 dages program med undervisning og udflugter
- Lokale undervisere
- Al transport og entré som er en del af programmet
- Transport videre til destination for din praktikplacering
Under praktikken
- Flyrejse til Uganda
- Afhentning i lufthavn ved ankomst
- Lokal kontaktperson
- Introduktion i Uganda
- Indlogering under hele opholdet
- Kost under hele opholdet (tilsvarende hvad de lokale spiser)
- Administrative udgifter til praktikplacering
- Flyrejse hjem (du kan vælge at udskyde, hvis du vil rejse videre efter endt ophold)
Afslut dit på Zanzibar
Bliv genforenet med dine højskolevenner som afslutning på dit ophold i Østafrika.
Du kan nu forlænge dit ophold med 1 uge på Zanzibar i Tanzania, hvor du kan mødes med dine venner fra højskolen, udveksle fortællinger og tage på fælles ekskursioner som Blue Safari og Spice Tour.