Værtsfamilien

Når du rejser ud med os, både som frivillig og praktikant, kommer du ofte til at bo hos en værtsfamilie. En helt almindelig lokal familie, som du bor, spiser og lever sammen med. De bliver din familie, mens du er afsted, og det er en unik mulighed for at komme helt tæt på den lokale kultur. 

Der er ikke to familier der er ens, og derfor er det svært at fortælle, hvordan det bliver hos netop din værtsfamilie. Men vi har talt med en masse frivillige, så vi kan give dig en smagsprøve på, hvordan det er at bo med en værtsfamilie.

værtsfamilie

Det unikke ved at bo hos værtsfamilier

Det bedste ved at bo hos en værtsfamilie er, at den kultur som er fremmed, når du ankommer, bliver velkendt og hverdagsagtig. Det er gennem hverdagen hos familien, at du får indsigt i, hvordan de lokale lever, spiser og bor. Mange bliver inviteret med til familiefester, kirkebesøg og weekendture – oplevelser du aldrig ville have fået som almindelig turist.

Vi har snakket med tidligere frivillige om, hvad de syntes var fedt ved at bo hos en værtsfamilie.
 

 


Det bedste ved at bo hos en værtsfamilie er at man bliver så meget en del af det. De bliver ens familie og ikke bare et sted man har husly.

Niels Frederik, frivillig i Tanzania


Man får en enestående mulighed for at komme helt tæt på kulturen på ret kort tid. Nogle af de bedste oplevelser jeg har haft indtil videre, har været på grund af min værtsfamilie.

Laura, frivillig i Palæstina

Sådan bor du

De værtsfamilier, som du kan komme til at bo hos, er ganske almindelige familier i det land du rejser til. Husene, som familierne bor i, er meget forskellige. Du kan komme til at bo i alt fra lerhuse, til træhytter og murstenshuse. Det kommer helt an på, hvor du rejser hen.

Hos værtsfamilierne bor i ofte to og to sammen. I får et værelse for jer selv, hvor i kan trække jer tilbage, når i trænger til at slappe af. Se den lille film med klip og billeder fra forskellige huse og værelser de frivillige har boet i.
 


Jeg boede sammen med to andre danske piger, hvor vi havde vores eget værelse og badeværelse. Familiens grund var rimelig stor. De boede i stueetagen, og vi boede ovenpå, men vi var altid velkommen, der hvor familien boede. Familien ejede en restaurant, som også var på grunden. Her spiste vi de fleste af vores måltider – for det meste sammen med familien.

Caroline, frivillig i Cambodja

En del af familien

Langt de fleste ender med at lære deres værtsfamilie rigtig godt at kende og bliver en del af familien. Mange familier er gode til at invitere dig med til alt muligt. Og det er bare med at sige ja, også selvom det kan være overvældende, fordi det er her, du får de unikke oplevelser, som man ikke får som almindelig turist. 

Karens værtsfamilie

Karen og hendes værtsfamilie

Hvordan var det at bo hos en værtsfamilie?
Det var fedt, at vi boede i et rigtigt hjem. Jeg synes, det var nice, at man blev en del af en lokal familie, så man virkelig fik en lokal side af det hele, og så kunne jeg også godt lide, at man lærte folk i området at kende gennem familien. Det var hyggeligt, at man havde nogle lokale venner, ligesom man har herhjemme.

Hvad lavede du sammen med familien?
Vi legede tit med lillesøsteren på ni år og var ellers med i kirke med moren og hendes søster. Vi blev også inviteret med til en tiårs fødselsdag ved den ene fætter. Det var en rigtig børnefødselsdag med kage slikposer og det hele. 

Karen, frivillig i Tanzania
 

Carolines værtsfamilie

Caroline i hendes værtsfamilie i Cambodja

Hvordan var det at bo hos en værtsfamilie?
De var alle sammen meget imødekommende og søde og rare. Man kunne virkelig mærke, at de ville en det bedste, og jeg synes at man hurtigt faldt til og blev en del af deres hverdag og de en del af min. Så på den måde var det rart og hyggeligt at blive en del af en anden familie.

Har du et godt råd til kommende frivillige?
Det vigtigste er, at man skal give det lidt tid, for det kan jo godt være en meget stor omvæltning at skulle bo sammen med mennesker, du slet ikke kender, i så lang tid. Men hvis man lige giver det et par dage, så kan det blive virkelig fantastisk! 

Caroline, frivillig i Cambodja

Hvad hvis man ikke bor hos en værtsfamilie? 

Det er ikke alle de frivillige og praktikanter vi sender ud, som bor hos en værtsfamilie. Der er også nogle steder, hvor du bor i et hus med andre frivillige eller bor der, hvor du arbejder.  

Disse steder vil du typisk kommer i endnu tættere kontakt med dem på arbejdspladsen og få nære relationer med dem du arbejder med. Du får stadig dit eget værelse og og nogle af stederne, kan der også være lokalt ansatte som bor på stedet. 

Her fortæller Mia, der var frivillig i Colombia, om hvordan det er at bo sammen med de andre frivillige uden en værtsfamilie. 

Instagram når man ikke bor hos en familie