Undervisningen
Undervisningen og oplevelserne i Vietnam foregår primært uden for højskolen, hvor vi tager på ture rundt i området og møder lokale, som giver os indsigt i vietnamesisk kultur og samfund. Vi besøger lokale organisationer, grupper og enkeltpersoner.
Vi bruger ikke meget tid på skolebænken, for vi tror på, at det er i mødet med vietnameserne, at vi lærer mest og får oplevelser, der bliver hos os længe efter, vi er kommet hjem.
Mere om rejsen
Hvem kan deltage
Sommerhøjskolen i Vietnam er for dig, der er 18-29 år og har lyst til at lære om det vietnamesiske samfund, samtidig med at du får en fantastisk sommerferieoplevelse sammen med andre unge.
De fleste deltagere er danskere på 18-25 år, men alle er velkomne op til 29 år. Højskolen er åben for alle, uanset hvor man er fra, så du kan også være heldig at få højskolevenner fra andre steder i verden.
Al undervisning foregår på engelsk med lokale undervisere og på et niveau, hvor alle kan være med. Hvis der er internationale deltagere på højskolen, taler I også engelsk uden for undervisningen, så alle kan være med i samtalerne – både i undervisningen og i fritiden.
Intro og ankomst
Intro:
Dagen inden din afrejse fra Danmark møder du dine nye højskolekammerater til en introdag i København. Her bliver I rystet godt sammen og forberedt på rejsen og opholdet i Vietnam. På afrejsedagen kan I tage sammen til lufthavnen, hvorfra I rejser samlet af sted.
Ankomst:
Når I lander i Hanoi, bliver I hentet i lufthavnen af en af højskolens ansatte og kørt til højskolen.
Sådan bor du
Når du rejser til Vietnam, bor du i vores samarbejdsorganisations fælleshus i udkanten af Hanoi. Frivillighuset er et stort hus i fem etager, hvor du sover i køjeseng og deler værelse med andre højskolekammerater og muligvis internationale frivillige. Det giver gode muligheder for at udveksle erfaringer og knytte nye venskaber.
I stueetagen har vores partnerorganisation kontorer, så det er nemt at få hjælp og få et indblik i deres daglige arbejde. Huset har også fællesområder, hvor du kan slappe af og tilbringe tid med de andre deltagere.
Fritiden
I Hanoi kan du udforske byen, drikke vietnamesisk kaffe på gadecaféerne eller slentre gennem markederne i de gamle kvarterer. Byen byder også på spændende museer, hvor du kan dykke ned i Vietnams historie, herunder Vietnamkrigen. I weekenderne kan du tage på trekkingture i Nordvietnams smukke bjerge eller besøge Ha Long-bugten, der er kendt for sine omkring 2.000 kalkstensøer og er udnævnt til et af verdens syv nye naturvidundere.
Mad og drikke
I fælleshuset i Hanoi spiser du sammen med de andre højskoledeltagere og internationale frivillige. Her nyder du velsmagende vietnamesisk mad tilberedt af vores lokale kok. Menuen byder på traditionelle vietnamesiske retter som forårsruller, krydrede risretter, supper og wokretter.
Hvad inkluderer prisen?
Køber du den samlede pakke med ophold og fly, er følgende inkluderet i prisen:
Generelt
- En koordinator i Danmark, som støtter dig gennem hele dit ophold
- Varetagelse af logistiske og administrative opgaver
- Introdage i København inklusive undervisning, kost og logi
- 24-timers nødtelefon
- Certifikat efter udfyldt evaluering
Prisen inkluderer ikke
- Visum
- Vaccinationer og evt. malariapiller
- Transport til/fra intro i København
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring (kan tilkøbes, når du bestiller dit ophold).
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke (du meldes ind ved bestilling af ophold)
Under højskolen
- Flyrejse til og fra højskolen (du kan også selv stå for flyrejsen. I så fald får du besked om, hvornår du senest skal ankomme til Hanoi)
- Fælles afhentning i lufthavnen ved ankomst
- Kost og logi under hele kurset
- 2,5 ugers program med undervisning og udflugter
- Lokale engelsktalende undervisere
- Al transport og entré, som er en del af programmet
- Fælles transport til lufthavnen efter kurset

