Program
Uge 1: Kultur, sprog og samfund
Gennem undervisning, udflugter og teambuilding bliver vi klogere på Latinamerika og får vores første oplevelser sammen som hold. Du får masser af spanskundervisning, så du lettere kan begå dig i lokalområdet. Samtidig får du et første indblik i kulturen, historien og samfundet omkring dig.
Undervisning
- Introduktion til højskolen, lokalområdet i Suchitoto og hinanden.
- Niveauinddelt spanskundervisning.
- Introduktion til Latinamerikas historie, politik og samfund, hvor vi sætter El Salvador i en større sammenhæng og lærer om FN's verdensmål i Latinamerika.
- Workshop om kulturforståelse, kulturmøder, forskelle og vores egne perspektiver.
Aktiviteter
- Race to Suchitoto, hvor vi løser opgaver og udforsker lokalområdet.
- Vi besøger lokale markeder, caféer og butikker, hvor vi afprøver vores spansk i praksis.
- Besøg hos veteraner fra borgerkrigen, der bringer historien tæt på gennem personlige fortællinger.
- Udflugt til den økologiske park El Conquera med smuk natur og rig biodiversitet.
Vi tager forbehold for mindre ændringer i programmet.
Uge 2: Frivillighed og social forandring
I anden uge sætter vi fokus på, hvordan vi kan gå fra at forstå verden til selv at være med til at skabe forandring. Vi arbejder med frivilligt arbejde og prøver kræfter med at undervise i engelsk på en lokal skole.
Undervisning
- Spanskundervisning med fokus på fraser og samtaler, vi kan bruge på skolen.
- Introduktion til frivilligt arbejde med børn i udsatte positioner, hvor vi taler om relationer, ansvar og etik.
- Workshop i interkulturel forståelse med fokus på samarbejde og kommunikation på tværs af kulturer.
Aktiviteter
- Forberedelse af lege, øvelser og kreative aktiviteter for eleverne.
- Undervisning og aktiviteter på skolen.
- Fælles refleksion over mødet med børnene og skolen, hvor vi deler vores oplevelser og nye perspektiver.
Vi tager forbehold for mindre ændringer i programmet.
Uge 3: Ligestilling og menneskerettigheder
I tredje uge dykker vi ned i nogle af de globale udfordringer, der præger både El Salvador og resten af verden. Vi undersøger ulighed, klimaforandringer og køn og møder inspirerende mennesker, der arbejder aktivt for forandring.
Undervisning
- Spanskundervisning hver morgen, hvor vi udvikler vores sprogfærdigheder og bruger dem aktivt i mødet med andre.
- Undervisning i klimaretfærdighed og sammenhængen mellem klima, ulighed og globale forskelle.
- Undervisning i køn og ligestilling, hvor vi taler om kønsroller, rettigheder og forskellige perspektiver på ligestilling.
Aktiviteter
- Besøg hos en lokal organisation, hvor vi møder engagerede unge, der arbejder for at fremme kvinders og unges rettigheder, muligheder og indflydelse i samfundet.
- Workshop i kreativ aktivisme med fokus på, hvordan kunst og kreativitet kan skabe opmærksomhed og forandring.
- Weekendophold med besøg og overnatning hos en lokal familie.
Vi tager forbehold for mindre ændringer i programmet.
Uge 4: Storbylivet og afrunding
Du kan nu en del spansk og har lært en masse om Latinamerika og dig selv! I den sidste uge ser vi nærmere på storbylivet og forskellige sider af det salvadoranske samfund, samtidig med at vi fordyber os i et interesseprojekt.
Aktiviteter
- Workshop om aktivisme i praksis, hvor vi omsætter nogle af de temaer, vi har arbejdet med, til en konkret aktion eller et projekt.
- Besøg i et shoppingcenter, hvor vi reflekterer over forbrug og forskelle i livsstil og hverdagsliv.
- Sidste spansktime med afsluttende præsentationer af det, vi har lært.
Afslutning
- Fælles evaluering og refleksion, hvor vi ser tilbage på opholdet, de vigtigste oplevelser og det, vi hver især tager med os videre.
- Forberedelse til næste skridt, hvor vi gør os klar til hjemrejse, videre rejse eller eventuelt frivilligt arbejde.
- Afslutningsmiddag, hvor vi hygger os sammen og fejrer de fire uger på højskolen.
Undervisningen
Kurset kombinerer den danske højskoletradition med et globalt indblik. Vi bruger samfundet omkring os som klasseværelse, så du både får indblik i hverdagslivet i El Salvador og bliver tryg ved at rejse i Latinamerika. Du lærer også gennem oplæg, workshops, udflugter og egne erfaringer.
Vi arbejder med forskellige temaer, som du bliver introduceret til af højskolens undervisere. Herefter tager vi ofte ud og møder mennesker, der har emnet helt inde på livet. Du hører derfor ikke kun om, hvordan det er at være kvinde i El Salvador, men får også mulighed for at møde kvinder, der kæmper for deres rettigheder.
Sprog fylder også en del i programmet, og du får daglig spanskundervisning. I bliver inddelt på mindre hold ud fra, hvor meget spansk I kan i forvejen. Undervisningen er deltagerorienteret og uformel. Du skal fx en tur på markedet og prøve dit spansk af.
På højskolen afholdes der også andre kurser og aktiviteter for lokale aktivister og frivillige. Du får derfor rig mulighed for at møde andre globalt indstillede unge, blandt andet i højskolens frivilligdrevne café. Her kan du øve dit spansk over en kop kaffe!
Hvad inkluderer prisen?
Køber du den samlede pakke med ophold og fly, er følgende inkluderet i prisen:
Generelt
- En koordinator i Danmark, som støtter dig gennem hele dit ophold
- Varetagelse af logistiske og administrative opgaver
- Introdage i København (inkl. undervisning, kost og logi)
- 24-timers nødtelefon
- Certifikat efter udfyldt evaluering
Prisen inkluderer ikke
- Visum
- Vaccinationer og evt. malariapiller
- Transport til/fra introdage og evt. hjemkomstweekend i København
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring kan tilkøbes, når du bestiller dit ophold
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke (du meldes ind ved bestilling af ophold)
Under højskolen
- Flyrejse til højskolen
- Fælles afhentning i lufthavnen ved ankomst
- Fælles transport til lufthavnen efter kurset
- Kost og logi under hele kurset
- 4 ugers program med undervisning og udflugter
- Lokale undervisere
- Al transport og entré, som er en del af programmet
Mere om rejsen
Hvem kan deltage
Kurset er for alle mellem 18 og 25 år. Hvis du rejser ud som frivillig til Latinamerika gennem os, kommer du automatisk på dette højskoleophold. Men du kan også tage kurset som starten på din egen rejse i regionen eller som et spændende højskoleophold på en måned og så rejse hjem igen.
Undervisningen foregår på engelsk, og du skal derfor kunne forstå og tale engelsk på almindeligt skoleniveau.
Hverdagssproget på højskolen er spansk, og det er også det sprog, du møder alle steder i samfundet. Du behøver ikke kunne spansk for at tilmelde dig. På højskolen er der ofte både nogle, der slet ikke kan spansk i forvejen, og nogle, der kan lidt. Du lærer spansk på et lille hold med andre på samme niveau som dig. Glæd dig til at opleve, hvordan sproget åbner en ny verden!
Intro og ankomst
Intro:
Du starter dit højskoleophold med to dages fælles intro i København. Her lærer du de andre på holdet at kende, og I bliver forberedt på rejsen gennem temaer som frivillighed, ulighed og kulturmøder.
Din landekoordinator fra kontoret i Danmark giver dig praktisk information om opholdet, så du er godt klædt på. En tidligere deltager kommer også og fortæller om sine oplevelser, og du får mulighed for at stille en masse spørgsmål. På tredjedagen er der fælles afgang fra Kastrup Lufthavn.
Ankomst:
I flyver til hovedstaden San Salvador, hvor I bliver hentet og kørt til højskolen i den smukke by Suchitoto, ca. 3 timer væk.
Sådan bor du
Du bliver indlogeret på højskolen i kønsopdelte værelser med 4-6 andre, og I deler toilet og bad. Højskolen er et gammelt hotel i kolonistil med flere terrasser og en gårdhave.
Fritiden
Der er program på kurset alle hverdage ca. kl. 9-16, men sen eftermiddag, aften og weekender har du fri til at gøre, hvad du har lyst til.
Midt på dagen holder vi siesta med halvanden times frokostpause, hvor du kan slappe af og tage en dukkert i en af vores pools. Om eftermiddagen kan du slentre rundt i det hyggelige, brostensbelagte Suchitoto, gå på café eller gå en tur ned til den smukke sø i nærheden.
I weekenderne er der tid til længere ture og til at udforske landet. Du kan for eksempel tage til kysten for at sejle eller surfe.
Dine undervisere kan give dig gode idéer og hjælpe med planlægningen. Typisk tager man af sted sammen med nogle fra holdet.
Frivilligt arbejde
Højskolen forbereder dig til frivilligt arbejde og har derfor mange elementer, der fokuserer på at bo, rejse og arbejde i regionen. Det gælder fx kulturmøder, undervisningsforberedelse, hjemmebesøg hos en familie, arbejdet med børn og betydningen af frivillighed i en latinamerikansk kontekst.
Samtidig giver kurset dig også viden om landet og regionen gennem emner som historie, den politiske situation, fattigdom og ulighed, migration, verdensmålene og kulturforståelse. Kurset er derfor relevant for alle, der er interesserede i El Salvador og Latinamerika.

