Praktik som sygeplejerske i Tanzania
I Tanzania samarbejder vi med en række større offentlige hospitaler, placeret i området omkring Arusha og i Moshi, som begge ligger lige ved foden af Kilimanjaro. På disse hospitaler vil du arbejde ved siden af lokale studerende og muligvis også internationale studerende.
Som studerende på et hospital i Tanzania vil du kunne rotere mellem forskellige afdelinger, bl.a. pædiatrisk, psykiatrien, obstetrik og gynækologi eller på medicinsk kirurgisk afdeling.
Swahili og engelsk er de officielle sprog i Tanzania, men der er ikke mange, der taler engelsk. De fleste af dine kolleger er dog engelsktalende, og journalerne skrives også på engelsk, men mange af patienterne taler kun swahili og stammesprog. Du skal derfor være forberedt på at træne din non-verbale kommunikation med patienter, samt være opsøgende med spørgsmål til dine kollegaer, hvis der er noget, du ikke forstår.
Læring under praktikken
Du kommer til at indgå i hverdagen på hospitalet, hvor der i starten vil være en del observation. Med tiden vil du få mere ansvar. Opgaverne vil afhænge af hospitalets behov, hvilken afdeling du er på, dine egne ønsker og selvfølgelig dine læringsmål. Typiske opgaver er for eksempel vejning af børn, at tjekke blodtryk og diagnosticering af sygdomme i samarbejde med personalet.
Du vil møde patienter med andre typer af sygdomme end hvad du er vant til at møde på et dansk sygehus. Det kan fx være sygdomme som meningitis, malaria og tuberkulose, som er almindeligt forekommende i Tanzania.
Sådan bor du
Du bliver indlogeret hos en lokal familie tæt på din arbejdsplads. Her vil du som udgangspunkt få et værelse til deling med en anden studerende. Det er meget givende at bo hos en familie, som bliver din indgang til det lokale samfund, du skal bo i.
Familien fungerer som den trygge base, og det er også her du vil spise størstedelen af dine måltider. Det er en fantastisk måde at opleve det lokale køkken i Tanzania på, og du skal helt klart forvente at spise en eller to nationalretter – heriblandt Østafrikansk chapati og ugali.
Som udgangspunkt bor du i gåafstand fra arbejdet. Nogle familier bor lidt længere væk, og her vil du som regel køre på arbejde med familien.
Start praktikken på højskole i Kenya
For sundhedsfaglige praktikanter, der skal til Østafrika, starter praktikken med et skræddersyet seksdages højskoleophold i Kenya. Højskolen forbereder dig og dine medstuderende på både kulturen og praktikken. Højskolen er desuden meritgivende, hvilket vil sige at den tæller med som del af din praktikperiode.
Højskolen i Kenya fungerer som en både faglig og kulturel indføring til det østafrikanske sundhedssystem. Højskolen vil dermed ruste dig bedre til at indgå på en lokal arbejdsplads. Undervisningen linker teori og praksis ved brug af lokalområdet, hvor I vil besøge steder, der matcher din profession.
Formålet med højskolen er at give dig en blød landing og en indsigt i den kontekst som dine patienter, klienter og kollegaer kommer fra.
OBS: Højskolen er som udgangspunkt obligatorisk for ophold til Østafrika, men afholdes kun hvis der er nok tilmeldinger. Hvis højskolen aflyses, vil du få et tilsvarende beløb trukket fra din pris.
Fritid
Som sygeplejestuderende vil du oftest have fri tidlig eftermiddag, og her kan du bruge tiden på at udforske det område du bor i. I både Moshi og Arusha finder du caféer, supermarkeder og restauranter. Begge områderne ligger ved foden af Kilimanjaro, hvor du vil have adgang til meget smuk natur.
I weekenderne kan du tage ud på lidt længere udflugter. Tanzania er kendt som destinationen for safarier, og du vil finde rigeligt med nationalparker, hvor du kan se det vilde dyreliv. Du kan også tage ud til kysten og besøge Tanzanias kystlandsbyer. Her kan du finde flotte strande med pastelfarvet vand, palmer og massive baobabtræer.
Hvad inkluderer prisen?
Køber du den samlede pakke med ophold og fly er følgende inklusiv i prisen:
Generelt
- Praktikkoordinator i Danmark, som støtter dig gennem hele dit ophold
- Praktikplaceringer der opfylder dine læringsmål
- Detaljeret information om rejsen
- Introdage i København, inklusiv undervisning, kost og logi
- 24 timers nødtelefon
- Administrationsgebyr til Global Contact
- Dokumentation på praktikforløb efter endt ophold
- Dækning fra Rejsegarantifonden ifm. konkurs
Prisen inkluderer ikke
- Visum og evt. tilladelser
- Vaccinationer og evt. malariapiller
- Transport til lufthavnen efter endt ophold
- Transport til/fra introdage i København
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring kan tilkøbes, når du bestiller dit ophold
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke (du meldes ind ved bestilling af ophold)
Højskole i Kenya
- Flyrejse til højskole
- Fælles afhentning i lufthavn ved ankomst
- Kost og logi under hele kurset
- 6 dages program med undervisning og udflugter
- Lokale undervisere
- Al transport og entré som er en del af programmet
- Transport videre til destination for din praktikplacering
Under praktikken
- Flyrejse til Tanzania
- Afhentning i lufthavn ved ankomst
- Lokal kontaktperson
- Introduktion i Tanzania
- Indlogering under hele opholdet
- Kost under hele opholdet (tilsvarende hvad de lokale spiser)
- Administrative udgifter til praktikplacering
- Flyrejse hjem (du kan vælge at udskyde, hvis du vil rejse videre efter endt ophold)
Afslut dit ophold på Zanzibar
Bliv genforenet med dine højskolevenner som afslutning på dit ophold i Østafrika.
Du kan nu forlænge dit ophold med en uge på Zanzibar i Tanzania, hvor du kan mødes med dine venner fra højskolen, udveksle fortællinger og tage på fælles ekskursioner som Blue Safari og Spice Tour.