Praktik som sygeplejerske i Grækenland
Som sygeplejestuderende i Grækenland får du mulighed for at opleve sygepleje i en europæisk kontekst, hvor du arbejder med nogle af de mest sårbare patientgrupper i samfundet. Du bliver en del af sundhedstilbud, der yder behandling og omsorg til blandt andet flygtninge, migranter og socialt udsatte borgere.
Praktikken foregår primært i Athen og Thessaloniki, hvor du indgår i det daglige arbejde på klinikker og sundhedsprojekter. Her arbejder du side om side med sundhedsfagligt personale og får et unikt indblik i, hvordan sygepleje udøves i krydsfeltet mellem sundhed og humanitært arbejde.
Hverdagen under dit praktikophold
FAGLIG OG PERSONLIG LÆRING
Under dit praktikophold i Grækenland bliver du en del af hverdagen på en klinik, hvor du arbejder med patienter, der ofte befinder sig i komplekse livssituationer. Praktikken tilrettelægges ud fra dine fagkrav og læringsmål, så du får et relevant og studiegodkendt forløb.
Du vil få indblik i primær sundhedspleje, triage, patientkontakt og tværfagligt samarbejde. Samtidig arbejder du i et sundhedssystem, hvor sociale og kulturelle faktorer spiller en stor rolle i behandlingen. Det giver dig nye perspektiver på både sygepleje, etik og din egen rolle som kommende sygeplejerske.
PRAKTIKPLADSER I ATHEN
I Athen har du mulighed for at komme i praktik på sundhedsklinikker, der arbejder med udsatte og marginaliserede grupper, herunder flygtninge, migranter, hjemløse og borgere uden adgang til det offentlige sundhedssystem. Praktikopholdene foregår i et internationalt og tværfagligt miljø, hvor sundhed, forebyggelse og sociale indsatser er tæt forbundet.
Klinik med fokus på sundhed og folkesundhed
På denne placering bliver du en del af en klinik, der arbejder med primær sundhedspleje og forebyggelse. Patientgruppen består primært af flygtninge, migranter og andre borgere i sårbare livssituationer, som ikke har adgang til det offentlige sundhedssystem.
Du vil få indblik i forskellige medicinske specialer og arbejde med patientforløb, sundhedsundersøgelser og basale sygeplejeopgaver. Derudover kan du få erfaring med sundhedsformidling og indsatser relateret til blandt andet kvinders sundhed, ulighed i sundhed og adgang til behandling.
Der er mulighed for bolig til ca. 430 euro om måneden, hvis der er ledige pladser. Du bor typisk på delt værelse med en anden praktikant, men der kan i perioder være mulighed for eget værelse. Hvis der ikke er plads, hjælper vi dig med at finde en god bolig.
Klinik med fokus på akut og opsøgende arbejde
Denne placering har et stærkt fokus på akut behov og opsøgende sundhedsarbejde. Du vil arbejde med patienter, der lever i meget udsatte situationer, herunder hjemløse og borgere uden fast tilknytning til sundhedssystemet.
Du får erfaring med triage, basale undersøgelser, støtte til behandling og samarbejde med et team, der også arbejder uden for klinikken. Praktikken giver et realistisk indblik i, hvordan sundhedsindsatser tilpasses mennesker med komplekse behov.
Der tilbydes ikke bolig på denne placering, men vi hjælper dig med at finde et godt og trygt område at bo i.
PRAKTIKPLADSER I THESSALONIKI
I Thessaloniki kan du komme i praktik på organisationer, der arbejder i krydsfeltet mellem sundhed og sociale indsatser. Her møder du især børn, unge, familier, flygtninge og andre borgere, som oplever barrierer i forhold til adgang til sundhed.
Klinik med fokus på primær sundhedspleje og opsøgende arbejde
Her bliver du en del af en klinik, der tilbyder sundhedsydelser til sårbare grupper – både gennem konsultationer og opsøgende arbejde. Patientgruppen inkluderer blandt andet hjemløse, migranter og borgere i ustabile livssituationer.
Du vil arbejde med triage, basale sygeplejeopgaver, patientkontakt og støtte til behandling. Samtidig får du indblik i, hvordan man arbejder tværfagligt for at sikre helhedsorienteret pleje.
Bemærk at denne placering kun er ledig fra maj til september.
Organisation med fokus på børn, unge og sundhed
Denne placering har særligt fokus på børn og unge i udsatte positioner, herunder uledsagede mindreårige, flygtninge og familier med begrænset adgang til sundhedstilbud.
Du bliver en del af et tværfagligt team og får erfaring med både kliniske opgaver og forebyggende arbejde. Det kan være støtte til konsultationer, vaccinationer, sundhedsoplysning og aktiviteter, der styrker viden om sundhed, hygiejne og trivsel.
Praktikken giver et stærkt indblik i, hvordan sundhed, sociale forhold og livsvilkår hænger sammen – særligt for børn og unge.
Der tilbydes ikke bolig på praktikpladserne i Thessaloniki, men vi hjælper dig med at finde bolig i et godt område.
SPROG OG KOMMUNIKATION
Klinikkerne arbejder ofte med tolke, så der vil som udgangspunkt være mulighed for oversættelse i patientforløb. Samtidig får du styrket dine evner inden for nonverbal kommunikation og relationsarbejde. Mange af patienterne taler dog kun græsk, urdu eller farsi, og der kan derfor opstå sprogbarrierer i mødet med patienterne.
HVAD SKAL DU MEDBRINGE?
Når du skal i praktik i Grækenland, er det vigtigt, at du er forberedt på at indgå i en anderledes hverdag end den danske. Du skal selv medbringe uniform og arbejdstøj, og det er en god idé at have basale remedier som håndsprit og evt. eget udstyr med.
Du modtager en pakkeliste i god tid inden afrejse, så du kan forberede dig bedst muligt.
FRITID I ATHEN OG THESSALONIKI
Du har som udgangspunkt fri i hverdagsaftenerne og i weekenderne, hvor du kan udforske din nye by og området omkring.
I Thessaloniki kan du gå en tur i den gamle bydel og nyde udsigten over byen eller opleve de mange historiske seværdigheder fra romersk og byzantinsk tid. Byen er kendt for sit levende café- og restaurantliv, hvor du nemt kan mødes med andre studerende og frivillige. I weekenderne kan du tage til strandene i Chalkidiki eller tage på vandretur i Mount Olympus.
I Athen møder du en by, hvor historie og moderne storbyliv går hånd i hånd. Her kan du opleve ikoniske seværdigheder som Akropolis og Parthenon, gå på opdagelse i Agora eller besøge Nationalarkæologisk Museum. Byen byder også på hyggelige kvarterer som Plaka, gode strande og udsigtspunkter som Lykabettus.
Hvad inkluderer prisen?
Her får du et hurtigt overblik over alt det, der følger med i dit praktikophold – og det, du selv skal sørge for. Vi gør det let og overskueligt, så du ved præcis, hvad der er inkluderet. Så kan du trygt glæde dig til rejsen.
Du kan læse mere om hvordan dine penge er fordelt her.
GENERELT
- Praktikplaceringer, der matcher dine faglige læringsmål
- Detaljeret information om rejsen og praktiske forhold
- Online intro 2–3 måneder før afrejse
- 24 timers nødtelefon
- Dokumentation for praktikforløb efter endt ophold
- Dækning fra Rejsegarantifonden
UNDER PRAKTIKKEN
- Lokal kontaktperson i Grækenland
- Kontaktperson hos Global Contact
- Online introkursus
- Administrative udgifter til din arbejdsplads
PRISEN INKLUDERER IKKE
- Flybilletter og rejseforsikring (kan tilkøbes)
- Kost under hele opholdet
- Logi under hele opholdet (kan tilkøbes på få placeringer)
- Visum og eventuelle arbejdstilladelser
- Vaccinationer og medicin
- Transport til og fra lufthavnen
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke
- Erhvervsforskning

