Praktik som bioanalytiker i Vietnam
I Vietnam sender vi bioanalytikerstuderende et af de største offentlige hospitaler i Hanoi.
Under praktikken vil du rotere mellem flere forskellige specialer på laboratorierne baseret på dine ønsker og hospitalets behov. Tidligere studerende har bl.a. været på biokemisk-, hæmatologisk-, mikrobiologisk- og patologisk afdeling.
Der tales Vietnamesisk på hospitalerne og kun nogle af lægerne og sygeplejerskerne kan engelsk. Mange af de unge, lokale studerende kan dog engelsk, og kan hjælpe med at oversætte journaler og prøveresultater.
Læring under praktikken
Der vil være en del observation i starten, men så snart du er faldet til i de nye omgivelser vil du få opgaver som blodprøvetagning, indsamle og analysere vævsprøver, molekylær undersøgelse af sygdomme, som kan være anderledes end dem du kender fra laboratorierne herhjemme. Opgaverne varierer alt efter hvilke afdelinger du er på.
Udover de laboratoriemedicinske opgaver, vil du også få indsigt i hospitalsvæsenet og patientkulturen i Vietnam. I Vietnam vil du f.eks. kunne opleve, at patienternes familier hjælper meget mere til med plejen under indlæggelsen.
Sådan bor du
Du vil blive indlogeret i en lille lejlighed centralt i Hanoi sammen med studerende fra andre fagretninger. Lejlighederne er i forskellige størrelser, hvor man kan bo op til fire sammen. Alle lejligheder har køleskab og kogeblus.
Lejlighederne er pæne efter vietnamesisk standard, men naturligvis anderledes end du er vant til herhjemme. Familien, der bor i ejendommen, vil hjælpe dig med at komme godt på plads efter ankomst, og de hjælper dig også hen på hospitalet den første dag.
Du vil bo ca. en halv times gå-gang fra din arbejdsplads. Det er muligt at tage en bus, hvis du foretrækker det.
Fritid
Når du har fri, kan du udforske Hanoi. Her kan du slentre rundt ved markederne i de gamle kvarter eller gå en tur i en af de mange parker. Om aftenen er det oplagt at spise på nogle af deres billige, men virkelig gode gadekøkkener.
I weekenderne kan du også tage lidt længere væk og fx tage på en sejltur i det imponerende Halong Bay, hvor hundredvis af små kalkstensøer tårner sig op af vandet. Eller du kan tage på en smuk vandretur blandt rismarkerne i Vietnams nordlige bjerge.
Rejsens forløb
Når du tager din praktik i udlandet gennem Global Contact, får du en kontaktperson her på kontoret, som du kan kontakte under hele dit forløb. Vi finder en praktikplads, der matcher din uddannelse, og sørger for afhentning i praktiklandet. Inden dit praktikophold starter, skal du desuden igennem et introforløb, der klæder dig på til at indgå på den lokale arbejdsplads.
Introkursus
Du starter din praktik med et 1 eller 2 dages introkursus, hvor du møder din danske koordinator og bliver forberedt på dit praktikophold. Introkurset finder sted i København hos Mellemfolkelig Samvirke og bliver afholdt af vores introteam, der har mange års erfaring med at forberede studerende på at tage deres praktik i udlandet. Du vil ca. 3 uger før kurset modtage en mail fra introteamet med praktiske informationer. Til introkurset vil du få undervisning i interkulturel kommunikation og konflikthåndtering. Du vil få redskaber til at overkomme udfordringer, gribe muligheder og blive klædt på til, hvad der venter dig. Alt sammen for at sikre, at du får det bedst mulige praktikophold.
Højskole i Kenya
Har du valgt et praktikophold til Østafrika, og rejser du i 8 uger eller mere, fortsætter du efter introkurset i København til et skræddersyet 6-dages højskoleophold i Kenya, der forbereder dig på kulturen og praktikken. Højskolen i Kenya fungerer som en kulturel indføring med fokus på dit fag, som vil ruste dig bedre til at indgå på en lokal arbejdsplads. Undervisningen linker teori og praksis ved brug af lokalområdet, hvor I vil besøge steder, der matcher din profession. Formålet med højskolen er således at give dig en blød landing og en indsigt i den kontekst som dine patienter, klienter samt kollegaer, kommer fra.
Ankomst i praktiklandet
Når du ankommer til det land, hvor du skal være i praktik, vil du blive hentet i lufthavnen af vores lokale samarbejdspartner. Du vil altid have en lokal kontaktperson, som kan hjælpe dig under dit praktikophold samt en lokal faglig vejleder tilknyttet din arbejdsplads. De første dage af dit praktikophold vil du modtage en 1-2 dages introduktion med din lokale kontakperson, hvor du vil blive introduceret til lokalområdet, kulturen og din arbejdsplads. Din kontaktperson vil kunne snakke engelsk ligesom, der altid vil være mindst én, hvor du bliver indlogeret, som kan det.
Hvad inkluderer prisen?
Køber du den samlede pakke med ophold og fly er følgende inklusiv i prisen.
Generelt
- Praktikkoordinator i Danmark, som støtter dig gennem hele dit ophold
- Praktikplaceringer der opfylder dine læringsmål
- Detaljeret information om rejsen
- Introdage i København, inklusiv undervisning, kost og logi
- 24 timers nødtelefon
- Administrationsgebyr til Global Contact
- Dokumentation på praktikforløb efter endt ophold
- Dækning fra Rejsegarantifonden ifm. konkurs
Prisen inkluderer ikke
- Visum og evt. tilladelser
- Vaccinationer og evt. malariapiller
- Transport til/fra introdage i København
- Transport til lufthavnen efter endt ophold
- Afbestillings- og rejseforsikring kan tilkøbes, når du bestiller dit ophold
- Medlemskab af Mellemfolkeligt Samvirke (du meldes ind ved bestilling af ophold)
Under praktikken
- Flyrejse til Vietnam
- Afhentning i lufthavn ved ankomst
- Lokal kontaktperson
- Introduktion i Vietnam
- Indlogering under hele opholdet
- Administrative udgifter til praktikplacering
- Flyrejse hjem (du kan vælge at udskyde, hvis du vil rejse videre efter endt ophold)

