Jeg arbejdede hos en medieorganisation i Ramallah. Her var jeg med til at lave nogle interview på engelsk, og så fik jeg også lov til at filme dele af forskellige dokumentarfilm. Efter noget tid tog jeg også selv initiativ til at lave en lille kortfilm, og det endte med, at arbejdspladsen tog opgaven vildt meget til sig.

Jeg arbejdede på et program for gadebørn. Det startede, fordi en lille dreng døde, da han spiste giftigt affald. Projektet var oprindeligt uddeling af mad, men omfatter nu også undervisning. ”Smile Africa” hjælper 400 børn i alle aldre.

I hverdagen tog jeg ud i Manila, som faktisk er en ret vestlig hovedstad, med de andre frivillige. Vi shoppede og gik på café, og det var en vild kontrast til slummen. I min ferie kom min familie ned og så stedet, og vi var også på en fantastisk dykkertur.

Jeg arbejdede for et snedkerfirma med at udvikle undervisning i engelsk for otte snedkere. Jeg lærte dem noget basis og noget fagsprog relateret til værktøj, materialer og at drive en forretning. Jeg havde taget aftenskole i portugisisk hjemmefra og en lille ordbog med, men jeg syntes, det var meget svært.

Jeg boede i Phnom Penh, så der var altid noget at lave. Vi fik mange lokale kontakter, som tog os med til yoga eller dans, og vi mødte også andre frivillige, der boede hos vores værtsfamilie, som vi lavede forskellige aktiviteter med.

Udover når arbejdet lykkedes som underviser, så var det bedste at komme ud og bo i et fremmed land. Jeg boede ikke hos en værtsfamilie, men hos organisationen. Det var lidt som et kollektiv. Det var fedt at mærke, at man selv kunne, og at man kunne se at arbejdet gjorde en forskel.