Interview · Højskole 50+
Interview · Seniorrejse til Nepal
Sådan bliver en seniorrejse til
For Luna handler en god rejse ikke kun om, hvad du ser, men om hvem du møder undervejs.
En god rejse begynder længe før afgang
Når du står i Nepal og møder en lokal organisation, besøger en landsby uden for Kathmandu eller sætter dig til rette efter en dag fuld af nye indtryk, ligger der allerede mange måneders arbejde bag.
En af dem, der får det hele til at hænge sammen, er Luna Bhattarai.
Luna bor i Bhaktapur og beskriver sig selv som feministisk aktivist. Hun har arbejdet med Global Contact siden 2012 og er i dag en af dem, der står bag vores seniorrejser til Nepal og sørger for, at både de store oplevelser og de små detaljer hænger sammen.
Mere end et program på et stykke papir
Transport, overnatning og tidsplaner skal selvfølgelig fungere.
Men det er kun en del af Lunas arbejde.
Hun finder også de lokale eksperter, organisationer og mennesker, som deltagerne skal møde, planlægger besøg og læringsaktiviteter og tænker over, hvordan det hele bliver til én sammenhængende rejse.
For Luna er især mødet med mennesker vigtigt.
"Jeg vil gerne have, at deltagerne møder lokale, lærer, hvordan de faktisk lever, og kommer i kontakt med organisationer og eksperter her."
Samtidig skal der være plads til at fordøje det hele.
Derfor bliver programmet sammensat med både oplevelser og møder, men også naturture, fritid, filmaftener og sociale stunder. Målet er ikke at nå mest muligt, men at skabe en rejse, hvor der er tid til både at opleve og reflektere.
Nysgerrig. Forbundet. Meningsfuld.
Da vi bad Luna beskrive rejsen med tre ord, valgte hun:
Curious.
Connected.
Meaningful.
Nysgerrig, fordi hun gerne vil have deltagerne til at stille spørgsmål og opleve Nepal uden for de gængse turistruter.
Forbundet, fordi så meget af rejsen handler om mødet med lokale mennesker og om at dele erfaringer.
Og meningsfuld, fordi hun håber, at deltagerne kommer hjem med mere end billeder.
"Jeg vil gerne have, at de rejser hjem med nye perspektiver, refleksioner og en dybere forståelse af Nepal og de mennesker, der bor her."
Det går begge veje
Noget af det, Luna selv glæder sig mest til, er faktisk ikke én bestemt seværdighed.
Det er at møde den næste gruppe.
Hun oplever, at seniorerne kommer med stor nysgerrighed på Nepal, men også med deres egne livserfaringer og historier. Og det gør mødet interessant for begge parter.
"Det er aldrig en envejsudveksling. De kommer for at lære af os, men jeg lærer mindst lige så meget af deres historier og den måde, de ser verden på."
En af hendes yndlingsdele af rejsen er turen ud af Kathmandu, hvor gruppen møder lokale og får et indblik i livet i landsbyerne.
Det er her, hun ser deltagerne træde ind i en helt anden hverdag end deres egen.
Og næsten hver gang opstår der noget, hun ikke kunne have planlagt hjemmefra.
Hvis du overvejer Nepal...
Luna har ét råd:
"Kom med et åbent sind, nysgerrighed og lyst til at prøve noget anderledes. Du behøver ikke være en erfaren rejsende. Du skal bare være villig til at træde lidt uden for din komfortzone."
For hendes håb er ikke bare, at du kommer hjem og har set Nepal.
Hun håber, at du har mødt landet.
At du har fået øje på både de udfordringer, mennesker står over for, og den varme, styrke og evne til at tilpasse sig, som hun selv ser omkring sig.
Og først og fremmest, at nogle af de perspektiver, du får med undervejs, bliver hos dig længe efter, at rejsen er slut.

