Interview · Højskole 50+

Interview · Højskole 50+

Hvorfor tager man afsted igen?

Første gang Lotte pakkede kufferten og tog afsted med Global Contact, gik turen til Nepal. Siden er hun rejst til Bolivia, og lige nu står hun foran sit næste eventyr: otte uger i Vietnam.

Men sådan begyndte det ikke.

Før den første rejse var der nemlig en del, Lotte var usikker på. Kunne hun klare turen? Hvordan ville det være at rejse så langt væk? Og hvad nu, hvis noget ikke gik som planlagt?

Vi har talt med Lotte om den første rejse, hvorfor hun bliver ved med at tage afsted, og hvad hun har fundet ude i verden.

Det begyndte med Nepal

Da Lotte første gang fandt Global Contact, ledte hun efter en måde at kombinere højskolelivet med det at rejse længere ud i verden.

Sammen med Majken fra Global Contact begyndte hun at se på mulighederne. Valget faldt på Nepal, hvor Lotte først skulle være en del af et højskoleophold og derefter fortsætte videre på egen hånd som frivillig.

Inden afrejse fyldte især én ting: sproget. Lotte var nervøs for, hvordan hun skulle klare sig, når hun stod langt hjemmefra og ikke altid kunne finde de rigtige ord.

Og hun beskriver selv sin usikkerhed med et glimt i øjet:

“Jeg kan fare vild i en telefonboks.”

Men hun vidste også, at hun ikke stod alene. Først skulle hun rejse sammen med en dansk gruppe, og når hun fortsatte videre, stod lokale kontakter klar til at hjælpe hende.

“Jeg tror nok, jeg tænkte, at de første tre uger var lidt en beskyttelse. Der var nogle andre danskere, og jeg kunne lidt gemme mig i mængden.”

Det viste sig hurtigt, at Lotte godt kunne finde sin egen måde at være i det på.

“Det kunne jeg sgu da godt finde ud af”

Da Lotte kom hjem fra Nepal, havde hun ikke fået mindre lyst til at rejse.

Tværtimod.

Da vi spørger hende, hvad der ved den første rejse fik hende til at tage afsted igen, kommer svaret hurtigt:

“Jeg tror, jeg fandt ud af: Det kunne jeg sgu da godt finde ud af.”

Siden gik turen til Bolivia. Og selvom der stadig kan være ting, hun er usikker på inden en rejse, er noget anderledes nu.

Hun ved, at hun kan spørge Majken til råds. Og for Lotte betyder det meget bare at vide, at hjælpen er der, hvis hun får brug for den.

En fødselsdag med kage i hele hovedet

Lotte til sin fødselsdag i Nepal
Lotte til sin fødselsdag i Nepal

Der er mange øjeblikke fra Nepal, Lotte stadig husker. Men ét får hende til at lyse lidt ekstra op.

Hun havde fødselsdag under opholdet.

Pigerne på det hjem, hvor hun var frivillig, havde arrangeret en surprise og fået lavet en kage til hende. Og så skulle Lotte selvfølgelig introduceres til den lokale fødselsdagstradition: Først tager man selv en bid af kagen, så får en anden en bid. Resten ender i ansigtet.

“Jeg husker det hele som bare godt, godt, godt. Det var simpelthen så fantastisk.”

Siden er det næsten blevet en tradition for Lotte at være ude i verden omkring sin fødselsdag.

Men det er ikke kun kagen, hun husker. Hun fortæller også om pigerne, hun lærte at kende, og om deres evne til hele tiden at finde løsninger med det, de havde. Da der manglede strikkepinde, blev eger fra gamle cykelhjul eksempelvis taget i brug.

Det er den slags møder, der bliver siddende længe efter hjemrejsen.

“Et vidne til mit rejseliv”

Når Lotte har skullet finde sin næste rejse, har Majken været en vigtig sparringspartner. For hende handler det ikke bare om at finde en destination. Det handler om at lære den enkelte rejsende at kende og finde et ophold, der passer til både interesser, ønsker og de praktiske rammer.

Med Lotte har det betydet, at de gennem årene har kunnet bygge videre på de erfaringer, hun allerede har gjort sig.

“Det handler ikke så meget om præcis, hvor Lotte skal hen, men om at tilpasse projekterne til hendes person,” fortæller Majken.

På den kommende rejse til Vietnam har de eksempelvis fundet et sted at bo med elevator, så Lotte ikke skal bruge kræfter på trapper hver dag. En lille praktisk løsning, men en løsning, der giver hende mere frihed til at bruge energien på det, hun faktisk er rejst ud for.

Og efter flere rejser er relationen blevet noget særligt for Lotte:

“Du er blevet lidt et vidne til mit rejseliv.”

Hun behøver ikke begynde forfra hver gang. Majken kender hendes historie og ved, hvad der er vigtigt at tage højde for.

Næste stop: Vietnam

Nu står Lotte foran sin tredje rejse med Global Contact.

I Vietnam skal hun arbejde med børn med handicap. Det glæder hun sig særligt til, fordi hun selv har en socialpædagogisk baggrund og gennem mange år har arbejdet med blandt andet mennesker med kognitive udfordringer.

Men denne gang skal der også ske noget nyt.

Efter opholdet vil Lotte bruge 14 dage på at rejse rundt på egen hånd.

“Jeg er sådan en Lotte, der er ved at rykke op i 2. klasse.”

Fra at være nervøs for sproget og have brug for trygheden i en gruppe til selv at planlægge fly og glæde sig til at sætte sig på et tog og rejse videre alene.

Lotte mener faktisk ikke, at de store rejser behøver høre ungdommen til. For hende er der noget særligt ved at opleve verden senere i livet:

“Gør det. Du har et helt andet overskud, du har nogle helt andre erfaringer, og du får lov til at opleve noget helt andet, end du havde regnet med.”

Måske er det næste gang dig, der pakker kufferten.

Læs mere om Højskole 50+ i Nepal
Læs mere om frivilligt arbejde i Vietnam

Vil du vide mere

Vi svarer meget gerne på dine spørgsmål. Kig forbi et af vores infomøder eller kontakt en af vores dygtige koordinatorer, som kan hjælpe dig med stort og småt.

Kom til infomøde

Kom forbi til en af vores gratis infomøder, hvis du vil lære mere om programmet og møde nogle af vores frivillige.

Kontakt os

Majken
Majken Kiaby (hun/hende) 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv klogere på hvilke oplevelser du får, hvis du rejser med os.

Vi starter med at sende dig på en velkomstrejse. Derefter sender vi dig kun få, men relevante mails.
Navn