Om os Kontakt os

At være ung under fremmede himmelstrøg

Af Clara Bendix

De forgange fire måneder i Østen har været de bedste i mit 20-årige liv. I starten af januar 2011 rejste jeg gennem Mellemfolkeligt Samvirke ud som volontør til Nepal og Vietnam. Den første måned tilbragte jeg i Nepal, som skulle være springbræt og danne rammen om min videre placering som volontør i Vietnam. I Nepal gik jeg sammen med 19 andre danske unge i skole hver dag og lærte om at arbejde som volontør, om social forandring, sociale strukturer, mødet med fremmede kulturer, globalisering, kommunikation, menneskerettigheder, projektplanlægning og mange andre problemstillinger, der knytter sig til at være volontør gennem MS. Denne måned stod ikke blot på teoretisk undervisning. Vi fik sat teorien i perspektiv ved at komme ud og i praksis opleve og få sat billeder på de historier og teorier, vi havde suget til os fra vores facilitatorer.

Vi besøgte bl.a. buddhistiske munke, hvor vi blev undervist i buddhismens syn på individet, og hvordan man lærer at elske og acceptere alle mennesker for dem, de er. Vi besøgte et børnehjem med børn, der var forældreløse, eller hvis forældre ikke havde økonomisk overskud/ressourcer til at tage varer på deres børn.
Vi var ude og observere skolegang og undervise på en nepalesisk primary school. Vi var på the-uddeling i Kathmandus endnu mørklagte gader klokken 5 om morgenen, hvor vi støttede et projekt, Heartbeat, der bl.a. en gang om ugen uddeler the og morgenmad til alle Kathmandus gadebørn. Vi var på slumbesøg i et slumkvarter i Kathmandu, hvor vi boede hos familier og fik indblik i fattige familiers levevilkår og gøren i hverdagen. Og listen fortsætter. Alt dette havde til formål at ruste os til det videre forløb, og personligt har det givet mig en masse ballast med i bagagen.

I Vietnam er det et stort tabu at have et handicappet barn i familien, fordi hele familien mister status og omdømme.

Da det fantastiske månedslange ophold i Nepal var slut, og jeg skulle videre til Vietnam, havde jeg en kæmpe motivation og et mod så stort, at jeg følte, jeg var klar til at hjælpe hele verdenen ud af nød og elendighed. Min start i Vietnam var præget af uforudsete forhindringer, men ved at tænke og handle selvstændigt og i tide, fik jeg arrangeret overflytning til et projekt i en provins, Hai Duong uden for Vietnams hovedstad Ha Noi - et center for social velfærd, der huser fysisk og mentalt handicappede børn og babyer, der er ofre for Agent Orange under Amerikanerkrigen. På centeret både boede og arbejdede jeg sammen med to andre danske volontører, og her knyttede jeg tætte bånd til børnene. Børnene er placeret på dette center, fordi de er forældreløse eller fordi forældrene ikke har økonomisk overskud til at tage sig af dem, og i de fleste tilfælde fordi de i en eller anden grad lider af et fysisk eller psykisk handicap.

Frivilligt arbejde i Vietnam med handicappedeI Vietnam er det et stort tabu at have et handicappet barn i familien, fordi hele familien mister status og omdømme. Centeret huser i alt ca. 500 børn i alderen 6-30 år. De fleste bor der hele ugen. Nogle har intet familie at komme hjem til i weekenderne og bor der derfor hele året rundt. Jeg oplevede centeret som en isoleret verden for sig, et fængsel for børnene og uden nogen fornemmelse for den virkelige verden udenfor murene. Mange vietnamesere der bor i Hai Duong provinsen, er helt uvidende om centerets eksistens, fordi det er meget tabubelagt at arbejde med handicappede børn og lønnen er ringe. Derfor snakker ingen om centeret.

Vores opgave i hverdagen var at undervise børnene i engelsk, men mange af dem er underudviklede og syge, hvilket gør, at en stor del lider af koncentrationsbesvær. Derfor besluttede vi at lægge vægt på det sociale fællesskab og de sociale færdigheder hos børnene. Vi arbejdede med dem gennem kreativitet, som lege, samarbejdsøvelser, tegning m.m. Ingen på centeret talte engelsk, hvorfor vi hurtigt lærte at kommunikere gennem alternative metoder som kropssprog og mimik – og selvfølgelig det vietnamesiske, som vi lærte hen ad vejen. Vi startede et projekt op, hvor vi hver dag lavede humørskemaer til dem, med henblik på at børnene skulle lære at udtrykke deres følelser – en helt ny og uvant færdighed for dem. Det var tydeligt at mærke hvordan det enkelte barn rykkede sig udviklingsmæssigt, fordi de pludselig kunne finde ud af at give udtryk for en masse følelser og frustrationer. Den tillid, omsorg og interesse, vi viste dem i det daglige samvær, styrkede deres tillid til sig selv.

Rejs ud i dit sabbatår og lav frivilligt arbejde i VietnamVi boede på centeret og levede nærmest dør om dør med børnene, hvilket betød, at vi kom tæt på dem på en måde, som var helt unik. Jeg føler virkelig, at det var mine børn, og jeg ville gøre alt for dem. Vi har så mange gode oplevelser og minder med børnene, men på samme tid har jeg også mindre gode oplevelser med hjem. Oplevelser der virkelig har sat sine spor dybt i min sjæl og har rørt noget så dybt i mig, og som har motiveret mig til at kæmpe for de fortabte små sjæle.  Jeg har oplevet, hvordan børn er blevet tæsket, låst inde, udnyttet til børnearbejde, og hvordan deres rettigheder bliver krænket på det allergroveste.

Jeg har efter flere grumme oplevelser lært nødvendigheden af at bearbejde den vrede og den choktilstand, man kan havne i, og vende det til noget konstruktivt. Ved at bruge de dårlige oplevelser og de følelser forbundet hertil, håber jeg, det kan blive et springbræt og en motivation, der kan blive en drivkraft for arbejdet for at stoppe mishandling af børn og kæmpe for deres rettigheder.

For børnene på centeret handler hverdagen udelukkende om overlevelse. Man oplever konstant, hvordan de dyriske instinkter trænger frem hos børnene, når de skal have mad og kæmper om de tre riskorn, der er blevet tabt på gulvet, eller kæmper om, hvem der må få den sidste ballon. De har ingenting. De får næsten ingen mad eller drikke. De sover på en sivmåtte. Mange af dem kender ikke til et bad eller en tandbørste. Og mange har ikke en familie til at give dem kærlighed og omsorg - dét, som et barn har allermest brug for. Centeret er et fængsel for dem, og de handler alle instinktivt for at kæmpe for egen overlevelse. Børnene vi mødte på centeret var måske traumatiserede for livet. Men det er aldrig for sent at hjælpe dem. En af de væsentligste ting, jeg har lært gennem mit ophold, er at være tålmodig, at forstå, acceptere og elske børnene for dem, de er. Der er en grund til, at de er, som de er, og til at de handler, som de gør – de hungrer efter opmærksomhed, omsorg og kærlighed. Det er for disse børn en evig kamp for basal overlevelse, en kamp som de slet ikke burde kæmpe i så ung en alder, og en kamp som skal tages op.

Selvom disse historier er gruopvækkende, og det kan virke som et skræmmebillede, er det vigtigt at huske på, at de børn har brug for vores hjælp. De har brug for mennesker med energi og overskud, der kommer og giver noget af dem selv. Det skylder vi dem. De er de sødeste, rareste, mest elskværdige og imødekommende børn, jeg har mødt, og mange har et kæmpe potentiale af medmenneskelighed på trods af deres barske skæbner. De har inspireret mig og rørt noget dybt inde i mig, ligesom vi har kunnet give dem en masse oplevelser og minder for livet, og jeg føler, jeg skylder dem at få en værdig tilværelse.

Denne rejse har ikke blot lært mig en masse og udviklet mig personligt, den har også været en global og kulturel øjenåbner. Til at kunne se nogle helt andre muligheder, som jeg slet ikke havde taget i betragtning før jeg tog af sted. Jeg føler mig forpligtet til at gøre en forskel for børn og for den sags skyld også voksne, der rundt om i verdenen lider nød. En forpligtelse til at kæmpe for deres rettigheder og bidrage til arbejdet for at forbedre forholdene for de dårligt stillede i verdenssamfundet.
Global og social retfærdighed og forandring er blevet væsentlige nøgleord for mig nu, når jeg skal i gang med at planlægge og gennemføre en videregående uddannelse.

  

Se også:

Artikel om Troels, som er frivillig i Indien med Global Contact
”Man lærer noget om sig selv derude”. Troels og Christian arbejder frivilligt i Indien. Læs om deres oplevelser og arbejde i den lille by, Kundapur, hvor de underviser på en skole.
Louise rejser fra Hvidovre til Thailand, hvor hun skal være frivillig
Louise Jensen vidste ikke, hvad hun ville lave efter gymnasiet. Indtil hun tog fra Hvidovre til det sydlige Thailand, hvor hun har fundet sit kald. Her er hendes historie om at gøre en forskel.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.