W-Uganda, Minna Flyvholm Tode

Minna Flyvholm Tode
18 år
Arbejdede på en skole i Uganda

 

Hvordan var arbejdet?
Arbejdsopgaverne var super fede. Vi var 12 frivillige, der blev delt op i tre hold. På skift skulle vi enten lave mad over bål, undervise landsbyens børn i engelsk eller reparere et gulv på den lokale skole. Normalt er jeg ikke særlig handy, men det var fedt at få stukket en hammer i hånden og efterfølgende se, hvilken forskel vi kunne gøre. Gulvet gik fra at være virkelig smadret med kæmpe huller i til at være helt glat.

Hvordan boede I?
Vi boede i en meget lille landsby omgivet af bjerge og bananplantager. De andre frivillige og jeg havde et rum for os selv i byens forsamlingshus. Her sov jeg på en lille bambusmåtte i tre uger og havde kun et lille myggenet over mig. Når vi skulle bade, kunne vi hente vand i en balje ved den nærmeste vandpost. Det var primitivt, men jeg vænnede mig hurtig til det. Det var jo en del af hyggen og oplevelsen.

Hvordan var det sociale?
Det sociale var helt fantastisk – over al forventning. Selv om de andre frivillige og jeg havde forskellige baggrunde og aldre kom vi hurtigt tæt på hinanden. De blev ens familie. Vi havde jo ikke nogen andre, vi kunne fortælle om de mange oplevelser, vi blev bombaderet med hver dag. Jeg har stadig kontakt til rigtig mange af dem og har allerede planer om at besøge dem. 

Frivilligt arbejde på Work Camp i Uganda