Om os | Kurser | Kontakt
dansk Norsk
                                     

Om Global Contact

Global Contact er Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram, der arbejder for at fremme dialog og interkulturel forståelse. Vi formidler ophold, hvor du kommer tæt på en fremmed kultur via et personligt møde.

I 1946 begyndte Mellemfolkeligt Samvirke at lave arbejdslejre i Europa med deltagere fra forskellige lande – en pendant til nutidens workcamps. Aktiviteterne voksede og i 2000 blev MS Travels dannet. I 2006 blev rejseprogrammet udvidet og fik sit nuværende navn: Global Contact. I 2008 sendte vi 800 danskere, både unge og voksne, ud i verden på kortere eller længere ophold.

 

Global volontør Ung 
Er du mellem 18 og 25 år kan du rejse ud som volontør til mere end 20 lande i Latinamerika, Afrika, Asien og Mellemøsten. Opholdet består af en måned på en global Platform ude i verden efterfulgt af tre til fire måneder, hvor du bor hos en familie og deltager i arbejdet i et lokalsamfund, typisk inden for undervisning, jordbrug, sundhed eller politisk græsrodsarbejde.

Global Volontør 26+
Er du over 26 år kan du rejse ud som volontør og bl.a. arbejde på børnehjem i Kenya eller undervise kasteløse i Indien. Du bor enten privat hos en lokal familie eller i et gæstehus sammen med andre volontører i et samlet forløb på op til tre måneder.

Global Platform
Tag en måned på Global Platform i Indien (Goa), El Salvador eller Kenya. Du bor sammen med andre danskere og får undervisning i udviklingsproblematikker, kulturforståelse, projektdesign, kampagneplanlægning og det lokale sprog (spansk, swahili eller hindi). Undervisningsformen er interaktiv og forholder sig til de lokale omgivelser. Opholdet kan fungere selvstændigt, som springbræt til en rejse på egen hånd eller som en indledning til et volontørophold. 

WorkCamps 
Et bud på en spændende og anderledes sommerferie, hvor du bor og arbejder sammen med unge fra hele verden. Det fælles projekt på en workcamp kan bestå i alt fra at hjælpe skildpadder tilbage i havet i Mexico eller restaurere ikoner i Østeuropa, til at undervise børn i engelsk i Indien, eller arrangere midnatssol festival i Grønland. Du kan vælge mellem 3000 workcamps i hele verden af to til tre ugers varighed.

Next Stop
Rejs tre uger til fx Mellemøsten med kompetente guider og mød mennesker, der sætter handling bag ordene om social retfærdighed. Next Stop er rejsen for dig, der vil om bag facaden og opleve kulturer fra en anden side end den, medierne oftest fremstiller. 

Book et oplæg
Hvis du gerne vil have et oplæg fra en tidligere volontør, er du meget velkommen til at kontakte Global Contact (globalcontact@ms.dk) hvad enten du er underviser, bibliotekar eller privatperson.

Bliv aktiv
Bliv en del af arbejdet for indflydelse til verdens fattigste og vær med til at fremme danskernes forståelse for andre kulturer.

Kurser
Global Contact udbyder også kurser: Formidlingskursus, kommunikation-og kampagnekursus og ledertræningsseminar.

Global Contacts eventuelle overskud går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde for at give verdens fattigste større demokratisk indflydelse. 

Send til en ven   Print siden