Guatemalabrigaden
Guatemala er et land med en rig historie. Her er der store naturoplevelser og en kulturel og sproglig mangfoldighed.
Du kan opleve "landet med det evige forår" på en anderledes måde med Guatemalabrigaden. Guatemala er et land, der stadig er præget af den lange borgerkrig, der sluttede i 1996. Men samtidigt er det et land med en kæmpe kulturhistorie, hvor mange arbejder for at forbedre vilkårene for landets fattige samt den store gruppe af Mayaindianere, der stadig oplever diskrimination på trods af, at flertallet af befolkningen er Mayaer.
Vil du gøre en forskel?
Som brigadist gør du en forskel lokalt, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad, og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være brigadist betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.

Hvad består brigaden af?
Brigaden er en gruppe af danskere, der rejser 3 måneder til Guatemala. Denne rejse er et samarbejde mellem Mellemamerika Komiteen og Global Contact.
Der vil være en frivillig koordinator med som en del af brigaden, der har erfaring med regionen og kommer til at deltage under hele forløbet.
I løbet af brigadeforløbet vil du både få et forberedelesforløb med kost og logi i Danmark, sammen med resten af brigaden, samt 3 ugers sprogskoleophold i Guatemala.
Du vil få mulighed for at skabe venskaber for livet, både med guatemalanere i forbindelse med dit arbejde i Guatemala og blandt de andre danske brigadister. Selve indholdet af brigaden er langt hen ad vejen noget, brigaden selv står for. Der er lagt nogle rammer for forløbet, men inden for disse er det op til brigaden og koordinatoren at skabe det bedst mulige ophold.
Tag med til Guatemala i 2012 og få dit livs oplevelse hvis du gerne vil:
-
Udfordres og føle at du bidrager til noget

- Prøve at bo i både en mayaindiansk landsby og en guatemalansk storby
- Rejse rundt med en koordinator, som har kendskab til landet, og andre brigadister som du kan dele dine oplevelser, glæder og sorger med
- Være med til at skabe rejseforløbet - indenfor fastsatte rammer
Hvordan får jeg mere information om brigaden?
Det er muligt at finde mere info om Guatemalabrigaden på Mellemamerika Komiteens hjemmeside
Kom til infomøde om brigaderne. Find dato og sted på vores infomødeside
Du kan også se filmen nedenfor, som giver et godt inblik i hvad det vil sige at være af sted på brigade.
Film
Filmen er optaget på Nicaraguabrigaden 2009, men rejseformen er den samme på Guatemalabrigaden.
Hvor skal du bo under brigadeforløbet?
Guatemalabrigaden skiller sig ud fra de andre typer af ophold ved, at man bor flere forskellige steder i løbet af rejsen.
Under sprogskoleopholdet bor du hos en familie i byen Quetzaltenango, hvor du kan regne med strøm og vand. Quetzaltenango er Guatemalas næststørste by, og den ligger i højlandet over 2000 m. Her kan du godt regne med, at der er koldt om natten. Til gengæld kan der sagtens være varmt om dagen. At bo hos en lokal familie er i sig selv en stor del af at bo i og blive del af en anden kultur. Det giver dig en unik mulighed for at snakke med de lokale, lære normer, traditioner og kultur bedre at kende, blive taget med til forskellige private arrangementer, samt få et familiært hjem og et lokalt tilhørsforhold, hvilket alt sammen medvirker til, at du kommer helt tæt på befolkningen, samfundet og kulturen.
Landsbyens placering vides ikke før Grundkurset, men her kan man regne med, at det er under fattige kår, man skal bo. Man får her muligheden for at komme tæt på en del af befolkningen, man ellers ikke ville møde, og forstå deres liv og deres kampe.
Sikkerhed
Global Contact har altid din sikkerhed som førsteprioritet. Vi sender kun folk af sted, hvis vi vurderer, at sikkerheden er i orden. Via koordinatoren, der rejser med brigaden, er du altid i sikre hænder, ligesom vores partnere har fingeren på pulsen, så du undgår problemer.
Partnerne vægter din sikkerhed højt, og du skal lytte til deres råd og anvisninger. Som brigadist vil du altid adskille dig fra lokalbefolkningen, så brug din sunde fornuft og tag ikke unødvendige chancer.
5 gode råd:
- TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
- TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
- VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
- SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
- POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering.
Godt forberedt
Når du skal være hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og de organisationer, brigaden arbejder sammen med.
1. Grundkursus i København
Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her møder du din koordinator og får grundig information om brigadens forløb. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Samtidigt møder du naturligvis også dine medbrigadister, og I kan sammen tale om jeres forventninger til brigaden samt starte med at tale om, hvad I gerne vil have ud af brigaden, og hvad I kan bidrage med. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy, samt vejledning fra en læge. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh. N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.
2. Højskoleophold
Før afrejse er der to ugers forberedelsesophold i Danmark, hvor du kan lære de andre brigadister og koordinatoren endnu bedre at kende. På højskolen er der mulighed for at diskutere vidt og bredt, og samtidig kommer der en oplægsholdere, som bidrager med viden om Guatemalas historiske og sociale forhold. Brigaden har stor indflydelse på, hvordan rejsen og højskoleopholdet kommer til at se ud, da brigaden selv bestemmer en stor del af indholdet. Så er der noget særligt, der interesserer dig, så er der rig mulighed for at lægge vægt på dette. Tidligere har brigader lavet foto, teater og danseworkshop.
3. Sprogskole
Tre uger på sprogskolen PLQE i Guatemalas næststørste by Quetzaltenango. Her bor brigadisterne hos hver deres guatemalanske familie, mens de modtager 5 timers privatundervisning hver dag.
Sprogskolen afholder desuden relevante foredrag og debatter, samt har gode tilbud om weekendudflugter fx landsbybesøg, vulkanbestigning eller markedsbesøg. Læs evt. mere på PLQE's hjemmeside.
4. Besøg hos samarbejdsorganisation
En repræsentant for CONIC fortæller om organisationen og dens aktiviteter. De sidste par år er brigaderne endvidere blevet inviteret til at deltage i CONICs arrangementer i forbindelse med den 12. oktober (den dag Columbus opdagede Amerika).
CONIC er en organisation, som kæmper for bøndernes rettigheder.

5. Landsbyopholdet
Landsbyerne er udvalgt i samarbejde med CONIC, og mange af landsbyerne kæmper for at få jord at dyrke. Nogle landsbyer har opnået at få jord og skal nu til at bygge et landsbysamfund op fra grunden. Andre sidder stadig fast i en langtrukken juridisk proces. Landsbyerne har brug for den primært moralske støtte, som et besøg kan betyde i denne svære proces.
Brigaden indkvarteres igen privat hos landsbyens familier og deltager i det daglige arbejde i landsbyen, i marken og i huset.
6. Politisk/Kulturel uge
Denne uge indeholder en række forskellige besøg hos politiske og kulturelle organisationer eller samarbejdspartnere. Mellemamerika Komiteen har eksempelvis gode kontakter til en fagforening, et nyopstartet børneprojekt for gadebørn samt et teater- og kulturprojekt. Ugen giver brigaden et øget kendskab til, og indblik i, organisationernes arbejde, og der er også rig inspiration og ideer, som brigadister kan bruge til egne oplysningsprojekter, som man kan arbejde videre med i den efterfølgende fordybelsesperiode.
7. Tre ugers fordybelsesperiode
Brigadens sidste del er et tre ugers afsluttende, opsøgende arbejde. Her kan deltagerne fordybe sig i de emner i Guatemala, som interesserer dem mest via et selvstændigt projekt eller frivilligt arbejde. Mellemamerika Komiteen og vores samarbejdspartnere i Guatemala kan tilbyde jer forskellige former for frivilligt arbejde, men der vil også være mulighed for selv at finde en kontakt.
Evalueringsweekend i Guatemala. Brigaden mødes den sidste weekend af opholdet ved Stillehavet eller et andet afslappende sted for at evaluere opholdet og programmet.
8. Hjemkomstweekend
Efter hjemkomsten til Danmark vil der blive afholdt en hjemkomstweekend, hvor brigadisterne får mulighed for at udveksle erfaringer fra opholdet i landsbyen og Guatemala generelt med resten af organisationen.
Tilmelding
Guatemalabrigaden har et begrænset antal pladser, der bliver fordelt efter "først til mølle"-princippet, så det kan godt betale sig at tilmelde sig hurtigt.
Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede). Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset.
Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
Hvad koster opholdet?
| Brigadeophold 14 uger | Pris ialt DKK |
|
1-2 ugers højskole i Danmark 12 ugers brigade i Guatemala |
18.400 kr. |

Skal Global Contact købe din flybillet?
| Flystrækninger og rejseforsikring | Pris ialt DKK |
|
Fly: København - Guatemala - København Forsikring: Gouda Super (ca. 1.900 kr.) |
10.600 kr. |
Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet
- Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
- Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
- Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
- Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
- Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
- Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
- Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter
Vil du selv sørge for fly og forsikring?
Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.
Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.
Global Contacts økonomi
Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide, hvad dine penge går til, når du tager af sted med os. Du er velkommen til at kontakte os eller Mellemamerika Komiteen, hvis du har spørgsmål om økonomien ift. brigaden.
Visum
Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger, eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre hvordan du søger visum.
Turen til Latinamerika går via USA, som kræver indrejsetilladelse. Udfyld ansøgningen online her. Det kan tage nogle dage at behandle ansøgningen, så vær ude i god tid. En ansøgning koster 14 $, som også betales online.
Rejseforsikring
Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen, mens du er af sted, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.
OBS: Forsikring er 25% dyrere for færinger, så den samlede pris på opholdet vil stige med ca. 500,- kroner.
Vaccination
Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
Husk at du er gæst
Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel.
Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for din egen regning og uden refusion.
Videre rejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet
Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du skrive det i din tilmelding. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid kan ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du ændrer planer når du først er afsted og gerne vil opleve mere af lokalområdet, trekke eller dykke med dem, du har mødt under dit ophold. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af prisen.
Telefon
Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater.
Medlemskab
At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Hvis du ikke allerede er medlem, kan du melde dig ind, når du udfylder din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.










Så venligst kontakt