Hvorfor rejse med Global Contact

Udforsk dig selv og verden omkring dig. Overrask, og lad dig overraske i mødet med andre kulturer. Udfordr, og lad dig udfordre på en enestående rejse, hvor du kan gøre en forskel gennem det personlige møde. Med andre ord: tag ud med Global Contact, og få en oplevelse for livet.
Først skal du selvfølgelig bestemme dig for, hvor du vil hen, og hvad du vil arbejde med – og der er nok at vælge imellem. Som en del af Mellemfolkeligt Samvirke trækker vi på et stort netværk af håndplukkede partnere i hele verden, der alle har stor erfaring med at modtage frivillige.
Grundig forberedelse = et bedre ophold
Når du endelig har valgt, starter dit ophold allerede herhjemme med et grundkursus på vores Global Plat-form i København. Her bliver du sat ind i hvor i verden, du skal hen, og hvad du kan forvente – det er kun starten.
Vi tilstræber en høj kvalitet i alle vores ophold, og forberedelse er et nøgleord i den forbindelse. Du bliver derfor klædt endnu mere på inden, du skal ud på din placering. På et 4 ugers ophold på en Global Platform i enten Nepal, El Salvador, Jordan eller Kenya kommer du helt tæt på regionen. Du kommer på ekskursioner, har workshops i demokrati, udvikling, fattigdom, sprog og kulturforståelse, og du lærer andre volontører at kende.
Alt sammen så vi sikrer, at du får det optimale ophold, og at du er klar til at gøre en forskel, når du senere skal være frivillig.
En helt ny verden
Med rygsækken fuld af nyttige værktøjer er du nu klar til mødet med en ny verden. En verden der trods forberedelsen er mere fremmed, end de fleste forestiller sig. Af samme grund har du derfor også en per-sonlig kontaktperson hos vores partner, ligesom din Global Contact koordinator vil være i løbende kontakt med dig. I det hele taget sørger vi altid for den optimale tryghed og sikkerhed under dit ophold
At gøre en forskel
Men du står på egne ben: du bor oftest hos en lokal værtsfamilie og arbejder hos en lokal partner. At rejse ud og lave frivilligt arbejde i udlandet med Global Contact kræver derfor både initiativ og gåpåmod. Du lever kulturmødet og udvider din forståelse af verden – det er også hele ideen: at du prøver dig selv af, samtidig med at du er med til at promovere global frivillighed og medborgerskab samt at fremme dialog og interkulturel forståelse.
Og så er det selvfølgelig oplevelsen af, at du kan gøre en forskel. At rejse med Global Contact er nemlig også at være en del af Mellemfolkeligt Samvirkes vision om at skabe indflydelse til verdens fattigste.
Hjem med nye indsigter – og mod på mere?
Dit Global Contact-ophold er altså ikke en turistrejse, men en fantastisk mulighed for at komme tæt på og få en større indsigt i, hvordan verden hænger sammen, og hvordan du selv kan gøre en forskel.
Din rejse slutter derfor nødvendigvis ikke, når du igen sætter fødderne på dansk jord. Hos Mellemfolkeligt Samvirke kan du vælge fortsat at engagere dig og gøre en forskel som en del af et stærkt frivilligt kampagnenetværk.
Så hop om bord og bliv en del af vores vision, hvor du er med til at skabe en konkret forandring i samarbejde med vores lokale partnere – dette samtidig med at du får en oplevelse for livet og en bedre forståelse af den verden, vi alle lever.

Hvad går dine penge til?
Global Contact tror på fuld økonomisk gennemsigtighed, og derfor kan du altid få af vide hvordan pengene for dit ophold bliver brugt. Find mere information under 'Hvorfor betale for at være frivillig'.










