Kun for studerende

Agricultural Dev.

 

Agricultural Econo.

 

Bioanalytiker

 

Ergoterapeut

 

Ernæring og Sundhed


 

Fysioterapeut

 

Human Ernæring

 

Jordemoder

 

Lærer

 

Multimediedesigner


 

Sygeplejerske

 

Socialrådgiver

 

Uni: organisation

 

Uni: Innovation

 

Uni: Kommunikation


 

Radiograf

 

Psykomotorik

 

Katastrofe- og risikomanagement

 

 

Global volontør Ung i Indien


I Indien kan du opleve alt fra templer, bollywood-dans og hellige køer til Himalayabjerge og røde ørkensletter.

Som volontør kommer du bag facaden på dette mægtige lands alsidige kultur. Du møder de indiske landsbyfamilier og oplever landets kulturelle rigdomme. Selvom Indien i dag er i rivende udvikling, lever 42% af Indiens befolkning fortsat under FNs fattigdomsgrænse. Som frivillig i Indien har du muligheden for at arbejde med de marganiliserede dele af samfundet gennem fx undervisning eller arbejde med børn eller kvinder.

 

 

Vil du gøre en forskel?

Som volontør gør du en forskel, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.

Hvad kan du arbejde med?

Vi tilbyder mange forskellige projekter i Indien, men fælles for dem alle er, at de er placeret i det sydlige Indien i staten Karnataka. De fleste projekter ligger ude ved kysten, og nogle enkelte ligger tæt på storbyen Bangalore. På alle projekterne vil du både få en kontaktperson på selve projektet samt en koordinator fra vores partnerorganisation, som løbende vil følge op på, hvordan du har det. Du kan vælge imellem følgende typer arbejde:

Arbejde på børnehjem  (LTV01B) 

For mange indiske børn er hverdagen på et børnehjem meget ensforming og rutinepræget. Der er typisk ikke ansat folk til at lave fritidsaktiviteter eller lege med børnene. På et børnehjem vil du derfor være den ekstra hånd, som har overskuddet og tiden til at give børnene den opmærksomhed, de ikke får i hverdagen. Arbejdet på et børnehjem består altså af mange forskellige opgaver. Du vil typisk stå for aktiviteter efter eget valg, som kan være alt fra undervisning, sportsaktviter, kreative projekter eller lignende. Her er rig mulighed for at igangsætte egne inspirerende projekter og lære børnene nye lege og nye måder at være sammen på m.m. Hovedsageligt vil du altså være med til den daglige omsorg af børnene, men du kan også skulle hjælpe lidt til i køkkenet, med lidt lektiehjælp eller lignende.

Undervisning af gadebørn (LTV01D)

Alt for mange børn i Indien går ikke i skole men lever på gaden eller arbejder. Ved at tilbyde disse børn undervisning og lave aktiviteter for dem, kan du være med i processen omkring at få børnene sluset ind i skolesystemet igen og væk fra gaden. Børnene, som kan bo på hjem eller dagcentre, hvor du vil arbejde, vil ofte have brug for en anderledes måde at lære tingene på, da de ikke er vant til at gå i skole. Der er derfor gode muligheder for at opstarte kreative, sportslige eller faglige mini-projekter og andre anderledes aktiviteter for børnene.

Arbejde med fysisk og mentalt handicappede børn (LTV03A)

Hvis du kan lide at have med børn og mennesker at gøre, kan du gøre en forskel her. Disse børn er afvist fra samfundet, og der er brug for frivillige til at hjælpe på projekterne for at bringe liv og glæde i livet hos disse børn. Arbejdet med handicappede kan være udfordrende men også enormt givende. Du vil hjælpe til på den institution, som børnene bor på. Som volontør vil du både undervise og lave sjove, kreative aktiviteter med dem. Du vil også hjælpe de lokalt ansatte med arbejdet på centret i pasning og plejning af børnene. Der er ofte brug for en kreativ tilgang til arbejdet, og du vil få mulighed for at igangsætte nye mini-projekter eller aktiviteter på stedet. Du skal være fleksibel og parat til at foretage en række forskellige opgaver og generelt kunne lide at tage dig af mennesker, der har ekstra behov for din hjælp.
 

Undervisning (LTV01A)

Undervisning er vigtig for udvikling. I et land som Indien, hvor ét af de officielle sprog er engelsk, har det en stor betydning for fremtidige muligheder, om man har gået i skole og kan tale engelsk. Mange steder er der kun få ressourcer at arbejde med, og hjælp fra frivillige kan have stor betydning for børnenes uddannelse. Som volontør vil man typisk undervise på den lokale skole i mundtlig engelsk, men også i simpel matematik, sundhed, kreative fag, sport m.m. Der vil også være mulighed for, at du selv kan starte projekter op, som fx et sportstævne, musikundervisning eller noget andet du har særlig interesse for. Du vil typisk opleve, at niveauet på din lokale skole er lavt. Det kræves derfor ikke, at du selv taler engelsk på et højt niveau.  Din  undervising og anderledes undervisningsmetoder vil ofte være et meget kærkomment afbræk fra at skulle lære alt udenad. Din rolle vil typisk være at få talt engelsk med børnene og lære dem at bruge sproget. Undervisningsmaterialerne kan være af meget svingende kvalitet.

OBS! Denne form for undervisning på de lokale skoler er pga. skoleferier og eksamensperioder ikke muligt i perioden fra januar til april

Arbejde med lokale organisationer og NGO’er (LTV03B)

Dette arbejde er for dig, som er interesseret i organisationsarbejde og kan lide at organisere og føre projekter ud i livet. Der er mange Non-government organisationer (NGOs), der arbejder med grupper af mennesker, som er ekskluderet fra samfundet og står uden indkomst, sundhed eller uddannelse. Projekterne variere men handler ofte om at give redskaber og træning til folk, så de bedre kan klare sig i samfundet. Som volontør vil du hjælpe med mange forskellige typer opgaver, ofte på kontoret. Fx kan du hjælpe med at opdatere eller lave en hjemmeside, dokumenterer, lave brochurer, indhente data fra projektet og meget mere. Skriv meget gerne i din tilmelding hvilket felt du kan være interesseret i at hjælpe med. På denne type projekt lærer du både en masse om organisationen og dens arbejde - både på kontoret men også i felten blandt de mennesker, de arbejder med. 

Kvinder (LTV 03D)

Flere og flere organisationer i Indien opstarter projekter for at styrke kvinder, som er socialt og økonomisk dårligt stillet. Arbejdet går ud på styrke kvinderne bl.a. ved at oplyse dem om deres rettigheder, lovgivningen og ved at træne dem i færdigheder, som kan sikre dem økonomisk. Som volontør kan der både forekomme opgaver på kontoret, træning af kvinder, engelskundervisning m.m. Det er vigtigt, at du er god til at tage initiativ og kan være med til at starte nogle nye projekter op på stedet sammen med kvinderne. Det kan fx være engelskundervisning for at styrke deres muligheder for arbejde. Du kan også hjælpe organisationen med at dokumentere og sprede budskabet om deres arbejde, fx gennem billeder, brochure, video eller andet. Dvs. at arbejdet både kan bestå af kontor- og feltarbejde. Hvis du har lyst til at føre projekter ud i livet og interesserer dig for udsatte grupper og deres rettigheder, er dette noget for dig.

 

Din tilmelding

Når du tilmelder dig opholdet, skal du lave en prioriteret rækkefølge (1-3) over hvilke projekter, du bedst kunne tænke dig at arbejde med. Du skal bruge LTV-koderne, som står i parentes. Skriv din prioritering i fritekstfeltet under 'ønsker' i tilmeldingen. Global Contact gør alt for at imødekomme dine ønsker, men vi kan desværre ikke garantere, at du får din førsteprioritet, hvis der ikke er behov for volontører i den ønskede tidsperiode.

Hvor meget skal du arbejde?

Arbejdstiden er i dagtimerne og vil være på ca. 30 timer om ugen. Har du lyst til at tage initiativ til mere, vil der oftest være mulighed for dette. Du kan igangsætte egne eller fælles projekter på stedet eller i lokalområdet.

Det forventes at du arbejder 5 dage om ugen, men i weekenden har du fri til at slappe af, tage på ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend under dit ophold, kan det ofte arrangere med arbejdsstedet. Ferier og helligdage varierer. Din kontaktperson vil fortælle dig om evt. lukkedage, når du ankommer til dit projekt.

 

Hvor skal du bo under dit frivillige arbejde?

I Indien vil du som udgangspunkt bo hos en lokal værtsfamilie. Der er dog enkelte placeringer, fx på nogle børnehjem, hvor man bor på selve børnehjemmet i stedet. Du vil få dit eget værelse, men er der en anden volontør i familien, vil I dele værelset (det vil altid være en af samme køn). Du vil have adgang til elektricitet, men den kan i nogle tilfælde kan være ustabil. At bo med de lokale er i sig selv en stor del af at bo i og blive del af en anden kultur. Det giver dig en unik mulighed for at snakke med de lokale, lære normer, traditioner og kultur bedre at kende, blive taget med til forskellige private arrangementer, samt få et familiært hjem og et lokalt tilhørsforhold, hvilket alt sammen medvirker til, at du kommer helt tæt på befolkningen, samfundet og kulturen.

Mad og drikke

En vigtig del af dit ophold er det kulturelle møde med den lokale befolkning og deres skikke og madvaner, og derfor spises alle måltider sammen med din værtsfamilie eller den organisation, du bor hos. Du får hermed muligheden for at spise den lokale mad. Du vil spise det samme som din familie og organisation, og der vil ikke blive tilberedt særlig mad til volontører. Alle måltiderne er inkluderet i opholdet, medmindre andet er oplyst.
Du vil altid have adgang til drikkevand på din placering. Hvis vandet ikke er rent i dit lokalområde, vil det enten være kogt eller filtreret.

Sprog

Det lokale sprog i Karnataka erkanada. Eftersom der findes rigtig mange sprog i Indien, bliver engelsk ofte brugt som et fællessprog, og du vil derfor finde mange, som kan lidt eller meget engelsk (især i storbyerne).
Der vil altid være minimum én i din familie, som kan snakke engelsk, og det samme gælder den institution eller organisation, du vil arbejde for.

Dit lokalområde

Alle projekter i Indien ligger i staten Karnataka i det sydlige Indien. Karnataka er en fredelig stat med et dejligt klima. Landskabet minder meget om det lidt mere kendte Kerala, men staten er meget mindre turistet. Din endelige placering i Karnataka afhænger af det projekt, du kommer på, men de fleste projekter er spredt i landsbyer tæt på kysten, og enkelte er placeret tæt på storbyen Bangalore. Befolkningen er utrolig venlig og gæstfri, og det er nemt at komme rundt, hvis du vil på udflugter i weekenden. Det er både muligt at komme til strand eller til populære turistattraktioner som Hampi i det nordlige Karnataka.

Der kan godt være flere volontører i den by, du bor i, men typisk er der ikke et stort backpackermiljø, da vi prøvet at finde arbejdssteder, hvor du kan blive en del af lokalmiljøet.

En gang om måneden arrangerer vores indiske koordinatororganisation en volontørweekend. Her kan man mødes med alle andre frivillige, både danske og internationale. Weekenden er ment som et socialt arrangement, hvor man kan evaluere og diskutere, men også bare hænge ud, hvis det er det, man trænger til. Det er frivilligt, om man vil deltage.

Sikkerhed

Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:

  • Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
  • Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
  • Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
  • Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
  • Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.

Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.

Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.

Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.

5 gode råd:

  1. TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
  2. TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
  3. VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
  4. SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
  5. POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering. 

 

Godt forberedt

Når du rejser ud for at hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og det sted, hvor du er volontør.

Grundkursus i København

Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her får du grundig information om dit projekt, og hvor du skal bo. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Her vil komme en tidligere volontør fra netop det land, du skal til, så du kan stille små og store spørgsmål til en, der har været det hele igennem. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Det er også på Grundkurset, du møder de andre volontører, som du skal rejse med.   Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.

Global Platform i Nepal

Alle der tager til Asien starter med 4 uger på Global Platform Nepal, der ligger som en oase midt i Kathmandus pulserende liv. Her forberedes du og andre unge på opgaven som volontør i en asiatisk kultur ved at lære om, hvilke kræfter der er på spil - både de kræfter, der arbejder for at skabe forandring og de, der holder fast i status quo. Vi tager fat der, hvor Grundkurset slap, men bliver praktisk orienteret med fokus på den asiatiske kultur. Du kommer på mange ekskursioner, laver aktiviteter med de lokale og gør dig de første erfaringer med at være volontør, når du kommer ud og prøve at undervise, arbejde med konkrete cases, lave workshops med de lokale unge og tage på projektbesøg. Du vil lære om historien, religionerne, globalisering, det politiske miljø og kulturforståelse. Undervejs i forløbet vil du med vejledning fra de danske og lokale facilitatorer planlægge et mini-projekt, som du selv vælger. Projektet kan du evt. føre ud i livet, når du senere selv skal ud som volontør. Og så skal du have selvfølgelig have det sjovt! Du vil desuden blive undervist i nepali, så du kan kommunikere med lokalbefolkningen. Læs mere om volontørernes oplevelser på Global Platform Nepal på deres blog.

Læs mere om Global Platform her.

Ankomst på dit projekt

Efter Global Platform flyver du til Indien, hvor du vil blive hentet i Mangalore lufthavn af vores lokale partners koordinator. Vedkommende vil stå til rådighed under hele dit ophold. Efter nogle dages introduktion, hvor du bl.a. lærer mere om lokalområdet og dit arbejdsted, vil du blive hjulpet i gang med dit arbejde og indlogeret hos din værtsfamilie.

Hjemkomstweekend

Global Contact tilbyder alle volontører en hjemkomstweekend efter endt ophold. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold og dele dine oplevelser med andre. Der er også workshops i formidling, kampagne eller idéer til, hvordan du kan lave frivilligt arbejde, hvis du har mod på det. Hjemkomstweekenden finder sted 1-2 måneder efter, du er kommet hjem. Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden her.

 

Tilmelding

Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).

Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men jo tidligere du melder dig, des større chance er der for, at vi kan opfylde dit ønske om arbejdssted og en evt. rejsekammerat. Du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset, men så kan vi ikke love at du vil få alle detaljer om arbejdssted og værtsfamilie på kurset.

Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
 

Hvad koster opholdet?

Volontørophold 16 uger Pris ialt DKK

4 uger på Global Platform Nepal
   
12 ugers volontørophold Indien

 
  
19.300 kr.*
 *Du kan trække 2.500 kr af beløbet fra i skat. Global Contact sørger for at indberette dette på dine vegne. 

 

 

Skal Global Contact købe din flybillet?

Flystrækninger og rejseforsikring Pris ialt DKK

Fly: København - Global Platform Nepal - Indien - København
 
Forsikring: Gouda Super (ca. 2.200 kr.) 

 
 
11.600 kr.

 

Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet

  • Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
  • Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
  • Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
  • Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
  • Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
  • Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
  • Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter

 

Vil du selv sørge for fly og forsikring?

Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.

Global Contacts økonomi

Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide hvad dine penge går til når du tager af sted med os. Klik og se hvordan udgifterne fordeles.

 

Visum

Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.

…til dit ophold i Nepal
Du skal have visum, når du rejser til Nepal. Visummet søges i Kathmandu lufthavn, og koster 40$, der betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.

OBS: Hvis du på vej til Global Platform Nepal mellemlander i Indien, kræves der transitvisum til Indien - også selvom du ikke forlader lufthavnen.  Du skal på forhånd søge om det hos Indiens ambassade.

…til dit ophold i Indien
Du skal have visum, når du rejser til Indien. Når du rejser ud med Global Contact, skal du bruge en invitation fra vores partner for at kunne søge dit visum. Du kan forvente at modtage din invitation senest på Grundkurset. Her vil også være en vejledning i, hvordan du søger.
Da du først skal på Global Platform Nepal anbefaler vi, at du starter med at anskaffe dit visum til Nepal.

Rejseforsikring

Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen, mens du er af sted, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.  

OBS: Forsikring er 25% dyrere for færinger, så den samlede pris på opholdet vil stige med ca. 500 kr.

Vaccination

Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.

Husk at du er gæst

Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.

Vidererejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet

Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.

Telefon

Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.

Medlemskab

At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.

Søg efter ophold
Infomøder

Det er altid forbundet med en masse spørgsmål at tage ud i verden. Derfor afholder Global Contact jævnligt informationsmøder i de fire største byer.

Tilmeld dig næste infomøde

Vil du vide mere

Maiken Rasmussen

Så venligst kontakt
Maiken Rasmussen
mra@ms.dk
Tlf. 7731 0022 

Bestil ophold i Indien
Ratings fra volontører i Indien

Indien - Rating

Mine arbejdsopgaver

Min værtsfamilie

Anbefaler Global Contact til mine venner

 (103 ratings siden 2008) 

 

    Vil du vide mere?
    Så skriv og spørg en
    volontør der har været
    i Indien
 



               Del på Facebook