I Vietnam kan du komme i praktik ved en vietnamesisk NGO i Hanoi. Der er flere forskellige muligheder afhængig af din uddannelsesretning og interesseområder, men det kan f.eks. være ved en organisation, der arbejder med klima- og miljøproblematikker, uddannelse og oplysningsarbejde eller ernæring og sundhed i Vietnam.
Arbejdssproget vil være vietnamesisk, men du vil opleve at især unge vietnamesere taler engelsk. Der vil altid være nogen i organisationen, som taler engelsk og som kan hjælpe dig med at oversætte. Du skal dog være indstillet på, at ikke alle dokumenter på arbejdspladsen findes på engelsk.
Læring under praktikken
Fælles for praktikstederne i Hanoi er, at du kommer til at arbejde med udvikling af projektdokumenter og evalueringer, fundraising, planlægning af events samt udarbejdelse af dokumenter relateret til donorer og fonde.
Dine arbejdsopgaver vil være en kombination af teori og praksis og arbejdet vil både bestå af administrative og udviklende arbejdsopgaver. Din primære arbejdsplads vil være på organisationens hovedkontor, men afhængigt af, hvilket projekt du bliver tilknyttet, kan der også være mulighed for feltarbejde, hvor du møder de målgrupper, som dit praktiksted arbejder med.
Gennem et praktikophold i Vietnam vil du både få kendskab til den private og offentlige sektor i Vietnam og viden om landets kulturelle og politiske forhold.
Arbejdsugen er ca. 37 timer fra mandag til fredag og du har fri i weekenden. Dit arbejde vil som udgangspunkt ligge i dagtimerne medmindre du aftaler andet med dit praktiksted.
Er du særlig interesseret i et bestemt område, er du velkommen til at notere det i din tilmelding.
Sådan bor du
Under praktikken kommer du til at bo i et fælleshus i udkanten af Hanoi, sammen med andre studerende eller frivillige fra hele verden. Du vil dele værelse sammen med 2-3 andre praktikanter eller frivillige med adgang til eget badeværelse.
I frivillighuset bliver der lavet mad, så du vil spise morgenmad og aftensmad i hyggelige omgivelser med de andre i huset og din frokost vil du få på din arbejdsplads. Stedet er pænt efter vietnamesisk standard, men naturligvis anderledes, end du kender det hjemmefra.
Fritid
Når du har fri, kan du udforske Hanoi. Her kan du slentre rundt ved markederne i de gamle kvarter eller gå en tur i en af de mange parker. Om aftenen er det oplagt at spise på nogle af deres billige, men virkelig gode gadekøkkener.
I weekenderne kan du også tage lidt længere væk og fx tage på en sejltur i det imponerende Halong Bay, hvor hundredvis af små kalkstensøer tårner sig op af vandet. Eller du kan tage på en smuk vandretur blandt rismarkerne i Vietnams nordlige bjerge.
Hvis du har bestilt en rejse, vil du modtage direkte besked fra os, hvis din rejse er berørt af corona-virus.
Planlægger du at bestille en rejse hos os, vil du blive dækket af vores garanti, så du kan få dine penge tilbage hvis rejsen skulle blive aflyst pga. corona-virus.