Anmeldelser fra praktikanter

Hvordan så en typisk arbejdsdag ud?
- Vi mødte klokken 8 til 12, hvor der var to timers pause til en lur og frokost, og så arbejde igen til klokken 16. I starten var der rigtig meget observation, men lidt efter lidt fik vi lov til at tage blodprøver og lægge drop. Herhjemme er der meget fokus på omsorg og kommunikation. Det var der næsten intet af, og det var ret grænseoverskridende. Hvis jeg havde lyst til at trøste en patient, syntes de, at det var mærkeligt. Jeg nåede at være på fem forskellige afdelinger, og det skabte god variation. 

Hvad har du lært af dit praktikophold?
- Jeg har lært mange instrumentelle ting og fået en meget bredere horisont ved at yde sygepleje. I Vietnam er der færre ressourcer, også bare til de lavpraktiske ting som at informere patienter om deres forløb. Men de er dygtige til det praktiske som anatomi og fysiologi. Jeg vidste fra start, at jeg ville ud i min praktik, da jeg før har været frivillig med Global Contact i Palæstina.

Hvordan var dine kolleger? 
- De var søde og åbne, men det var somme tider svært at kommunikere med dem. De var nysgerrige, og de der kunne, stillede spørgsmål og agerede tolk for de andre. Jeg fik en kollega tilknyttet, som kunne lidt engelsk, og det var rart, at hun kunne forklare nogle ting. Jeg var blandt andet ude og spise frokost med mine nærmeste kolleger uden for arbejdstiden. 

Hvad arbejdede du med?
- Jeg arbejdede på et rehabiliteringscenter, hvor vi lavede funktionstræning med patienterne. Typisk patienter som havde haft en blodprop.

Hvordan foregik en almindelig dag?
- Vi startede med genoptræning. Det foregår i et stort fællesrum, hvor terapeuten sætter sig hen til patienterne. Andre gange var der nogle, der skulle have hukommelsestræning inde i et aktivitetskøkken. Så har de den lange frokostpause på nogle timer. Her kunne man vælge at blive, hvis man ville, eller man kunne tage hjem. For det meste tog vi hjem. Om eftermiddagen lavede vi meget det samme.  

Hvad betød sprogbarrieren for arbejdet?
- Det var spændende at samarbejde, men sprogbarrieren var en udfordring. Terapeuterne kunne heldigvis nok engelsk til, at man kunne kommunikere. Den største udfordring var, når man skulle arbejde med patienterne. De kunne slet ikke engelsk, så det var svært, når man skulle lave øvelser og snakke om, hvor det gjorde ondt. Det blev lettere, når man havde haft dem før, fordi man nogenlunde vidste, hvad man kunne gøre. Ellers spurgte vi en af de andre terapeuter, om de lige kunne hjælpe med at oversætte.