I Guatemala kan du arbejde frivilligt for vores partnerorganisation i små maya-landsbyer eller byen Xela (Quetzaltenango). Organisationen støtter børn og unge, der lever i fattigdom, til at få en bedre uddannelse ved at bygge skoler og uddanne dem i håndværk, så de kan få et arbejde.
Du kan hjælpe med at bygge skoler eller undervise, og samtidig får du et vigtigt indblik i den virkelighed, størstedelen af befolkningen lever under.
Det frivillige arbejde
Praktisk arbejde
Du kan være med til at bygge skoler i landsbyer, hvor der ikke er skoler, eller hvor skolen er i for dårlig stand og ikke har plads nok til eleverne. Det kræver ingen særlige kvalifikationer, kun mod på at tage fat, og der er opgaver til alle, uanset om det er at slæbe materialer, hjælpe med at støbe gulvet, eller male skolen. Der vil være lokale fagprofessionelle til stede, som leder byggeriet og instruerer dig og lokale hjælpere i arbejdsopgaverne. De lokale kommer efter tur for at bidrage med arbejdskraft til byggeriet. Der er tit et rigtig godt sammenhold på byggeriet, og god mulighed for at lære folk at kende og blive del af lokalsamfundet.
Mange frivillige kombinerer byggearbejdet med at undervise, så man bruger cirka halvdelen af dagen på at bygge, og halvdelen på undervisning. På den måde er det ikke så fysisk hårdt, dagen bliver mere varieret og landsbyen får gavn af din indsats på flere måder. Der kan også være dage, hvor der er mindre at lave eller pauser i byggeriet.
Byggeriet foregår ofte i første halvdel af året, i én til tre måneder ad gangen. Du er velkommen til at kontakte os på forhånd, hvis du gerne vil være helt sikker på at der er byggeri, når du vil være frivillig.
På byggeprojekterne arbejder man normalt fra 7-16 mandag til fredag med en frokostpause midt på dagen, men det kan variere alt efter vejret og arbejdsopgaverne. Som frivillig skal du ikke arbejde mere end 8 timer, og du vil oftest komme til at arbejde lidt mindre. Kombinerer du byggearbejde og undervisning kan du f.eks. arbejde 7-11 på byggeprojektet, holde en pause midt på dagen, og så undervise fra 14-17.
Undervisning
I grundskolerne i Guatemalas landsbyer kan du undervise børn fra 6-12 år i engelsk. Lærerne taler måske slet ikke engelsk, eller kun meget lidt, så du kan være med til at løfte niveauet. Skolerne vil gerne have frivilliges hjælp, fordi det er med til at forbedre børnenes fremtidige muligheder, og så er du en ekstra hjælp til lærerne, der ofte underviser mange børn på en gang. Der kan også være steder hvor du kan undervise ældre børn og unge, eller tilbyde aftenundervisning i engelsk til unge og voksne.
Du kan også arrangere workshops og aktiviteter for de unge og børnene i landsbyen. Du kan f.eks. lave fritidsaktiviteter inden for musik, teater eller sport, hvis du brænder for det. Du kan også arrangere workshops eller oplæg for de unge om beskyttelse af miljøet, forebyggelse af stof-afhængighed, sundhed og kvinders rettigheder. Det forventes ikke, at du ved en masse om emnerne i forvejen. Vores samarbejdspartner vejleder dig i emnerne og giver dig redskaber til at afholde workshops.
Hvis du har evner inden for snedkeri, elektriker, kosmetologi, bageri, kokkefaget eller tøjdesign har du også mulighed for at undervise unge på organisationens uddannelsescenter i byen Quetzaltenango (også kaldet Xela). Centeret har en lang række værksteder, hvor unge kan komme og uddanne sig samtidig med at de tjener penge til sig selv og deres familier gennem de ting de producerer. En faglig uddannelse er med til at give de unge bedre arbejdsmuligheder, så de kan skabe sig et liv i Guatemala i stedet for f.eks. at tage til USA.
Skolerne holder lukket fra slutningen af oktober til starten af januar. I denne periode er det i stedet muligt at undervise på uddannelsescenteret og lave workshops for de unge i landsbyerne.
Rejsepartner søges
Mange af dem som rejser med os, tilmelder sig uden at kende nogle af de andre på forhånd. Men det betyder ikke at du rejser alene. Tværtimod.
Vi sørger for, at du kommer ud at rejse med minimum én anden, som du kan bo og arbejde med under dit ophold (med mindre du specifikt ønsker at rejse alene).
Flere søger lige nu en rejsepartner til deres ophold. Vil du med en af dem? Så tilmeld dig samme rejsedato, så sørger vi for, at I kommer af sted sammen.
Du kommer til at bo hos en værtsfamilie, som glæder sig til at byde dig inden for som del af familien og lokalsamfundet. Du vil få et separat værelse eller dele med en rejsekammerat. Der er adgang til elektricitet og vand, men nogle familier bor under ret sparsomme og fattige forhold, særligt i de mindre byer. Det skal du være klar til, hvis du tager til Guatemala, for du bor på lige fod med din familie.
Her er gæstfriheden stor, så de skal nok hjælpe dig med alt det nye (fx at vaske dit tøj i hånden), og mange oplever at familien gør alt for at man har det godt. Der er ikke altid internet i huset, men man kan købe et lokalt sim-kort så man er online på telefonen, når man behøver det.
Mad og drikke
Maden i Guatemala er klassisk latinamerikansk med masser af frijoles (bønner), tamales (majsblade med fyld), tortillas (majspandekager), majs, kartofler, røræg og supper. Når der serveres kød, er kylling det man spiser hyppigst på landet. Det guatemaltekiske køkken er anderledes, men hvis du viser din værtsmor at du nyder maden, er du sikker på at blive en stjerne.
Man spiser tit et stort måltid først/midt på eftermiddagen, og et mindre sidst på dagen, mens morgenmaden godt kan være solid med varme tortillas, æg, bønner og kaffe. De fleste steder vil du bo i gåafstand fra skolen, så man spiser hjemme med familien i middagspausen.
Drikkevandet er kogt eller filtreret, men du kan også selv købe vand på flaske, hvis du foretrækker det.
Sprog
I Guatemala er det officielle sprog spansk, og derudover findes der mange forskellige mayasprog, som også tales side om side med det spanske. På højskolen i El Salvador får du effektiv spanskundervisning, så du kan snakke lidt, inden du ankommer til Guatemala. Meget få taler engelsk i Guatemala, men du vil hurtigt lære mere spansk hos din værtsfamilie.
Det er ikke et krav at kunne spansk inden afrejse, men det er en stor fordel. Mange kan nå at lære en del spansk, inden de tager af sted, og det er en god idé, særligt hvis du slet ikke taler spansk. Og så får du masser af respekt, hvis du forsøger at lære bare nogle få ord på det mayasprog, der tales i din landsby. Det er en af de bedste samtale-startere du kan bruge med din værtsfamilie!
Fritiden
I fritiden kan du hænge ud med andre frivillige og besøge hinandens familier, lege med børnene, spille kort eller se Telenovelas (sæbeoperaer, som guatemaltekerne elsker).
Du kan også slappe af med at læse, øve spansk eller spille en frisk fodboldkamp med de unge. I weekenden er det nemt at komme rundt i landet til fx den smukke bjergsø Atitlán, eller ind til byen Xela, men tit behøver du ikke tage langt for smukke naturoplevelser, som f.eks. en vandretur i bjergene.
Hvis du gerne vil rejse i mere end en weekend, skal du gøre det efter dit ophold som frivillig er slut. Selv om landet ikke er stort, kan man ikke nå til alle de smukke steder på en weekend. Vi vil varmt anbefale at du lægger din hjemrejse lidt senere end frivilligopholdet slutter, så du også kan nå at se det bjergtagende mayatempel Tikal, trekke på vulkanen Pacaya og nyde stillehavskystens brusende bølger. Eller hvad med at lægge vejen forbi verdensarvsbyen Antigua, og Semuc Champey, som består af naturlige pools, hvor du kan rutsje ned ad vandfald og svømme i grotter kun oplyst af stearinlys? Guatemala har det hele.
Vejret
Området omkring Xela (Quetzaltenango) hvor de fleste frivillige vil bo, ligger i 1500-2500 meters højde, og er tempereret. Her kan dagtemperaturen svinge mellem 15 og 23 grader, men noget lavere i morgen- og aftentimerne. Der kan godt være kolde dage med regn eller tåge, og andre med en hed middagssol. Regntiden er fra maj til september, mens december til februar er meget tørre. Nogle frivillige bor dog i andre klimazoner, hvor vejret er anderledes end beskrevet her.
Guatemala på Instagram
Få den bedste start på rejsen
Du bliver forberedt rigtig godt på livet som frivillig, når du rejser med os. Din rejse starter nemlig med et højskolekursus ude i verden med lige netop det formål.
Skal du til Latinamerika, rejser du først på vores højskole i El Salvador. Der har vi sammensat et fantastisk program med masser af oplevelser, udflugter, samtaler med de lokale, oplæg og workshops.
Efter kurset vil du føle dig tryg ved at rejse i Latinamerika, du vil have en masse nye venner og ikke mindst føle dig godt klædt på til det frivillige arbejde.
Man blev en rigtig del af familien, så det var svært at sige farvel. Men til at starte med var det en udfordring. Vi boede 15 mennesker, plus mig og en anden frivillig fra Danmark, i en lille lejlighed, hvor der var ét toilet.
Fie Frivillig i Malawi
På højskolen i Kenya fik vi mange gode redskaber, som vi har gjort brug af til møderne. Vi brugte mange kræfter på at komme tæt på pigerne for bedre at kunne forstå, hvordan det er at være ung i Malawi, i en hverdag så langt væk fra vores.
Jacob Frivillig i Thailand
Det blev en helt anden rejse end jeg først havde regnet med, men det blev alligevel til to rigtig gode måneder. I dag er jeg i hvert fald rigtig glad for at jeg gjorde det.
Nicolai Frivillig i Tanzania
Vær åben over for det hele. Det kan godt være, det er lidt kedeligt at se tv, men sid sammen med værtsfamilien alligevel. Alle bliver gladere af bare at være sammen. Min familie havde et rigtig godt samvær, synes jeg.
Mads Frivillig i Palæstina
Man bliver bare kastet direkte ind i en anden kultur. Man bor sammen med de lokale, og bliver ligesom en del af samfundet på et tidspunkt, når man har boet der en 3-4 uger. Det bliver meget personligt og man lærer folk at kende rundt omkring. Man kommer f.eks. til at kende den lokale købmand eller grønthandler, som hilser på en. Det er ikke ligesom når man rejser rundt som turist - selvom det er der også plads til dernede.
Sascha Frivillig i Tanzania
Jeg var efter mit første sabbatår på ingen måde færdig med at holde sabbatår, og lysten til at rejse ud i verden var kun blevet større. Frivilligt arbejde og dét at rejse til Afrika var nyt og spændende i min omgangskreds.
Hvis du har bestilt en rejse, vil du modtage direkte besked fra os, hvis din rejse er berørt af corona-virus.
Planlægger du at bestille en rejse hos os, vil du blive dækket af vores garanti, så du kan få dine penge tilbage hvis rejsen skulle blive aflyst pga. corona-virus.