Sydeuropæisk åbenhed og unikke oplevelser
I juli måned rejste Sara-Lisa til Frankrig for at arbejde frivilligt på en Work Camp i 2 uger. Her blev hun mødt af en lidt anden arbejdsmoral end vi er vant til i Danmark, men rejste hjem med uforglemmelige oplevelser og en masse nye venskaber. Læs med her!
"Så stod jeg der. På en togstation en times kørsel fra Paris og kunne ikke slippe væk lige foreløbig. Jeg kiggede rundt på de andre personer, der også var mødt op i god tid, og som nu stod og ventede på liftet mod vores Work Camp.
Saint-Cyr-sur-Morin hed byen, vi skulle til, ”Marking a hiking trail” hed arbejdet, vi skulle lave, andet vidste vi egentlig ikke. Hvad vi dog var sikre på, var, at vi skulle tilbringe de næste 14 dage sammen, og at dømme efter den mildere akavede stemning i løbet af de første 20 minutters smalltalk, så kunne de to uger godt blive lange, tænkte jeg.
Da det lokale lift endelig kom – Chantal, der som franskmænd er mange kun kunne en håndfuld engelske ord – fik jeg en af de fransktalende piger til at spørge hende, om vi skulle arbejde dén dag. Fredag eftermiddag. De brød begge ud i latter, og jeg kunne med det samme forstå fra bagsædet, at det skulle vi ikke. Nej, vi havde såmænd fri hele weekenden: ”Work starts on monday. Tonight you have dinner with the mayor” lød svaret, da de havde grint færdig.
Jeg sad klar på slaget 8 mandag morgen, omklædt og mæt med børstede tænder, alt imens de andre blot tog endnu en skive baguette i deres nattøj.
Sydeuropæisk afslappethed
Ovenstående udveksling viste sig hurtigt at være karakteristisk for opholdet i Frankrig. Nemlig først og fremmest dét, at min danske arbejdsomhed blev sat gevaldigt på prøve af en sydeuropæisk afslappethed omkring mødetider og effektivisering. Jeg sad eksempelvis klar på slaget 8 mandag morgen, omklædt og mæt med børstede tænder, alt imens de andre blot tog endnu en skive baguette i deres nattøj. Og selvom meldingen den foregående aften havde lydt ”Work Camp starts at 8”, blev klokken efterhånden 9. Og den blev 9.30. Og 9.45 blev vi endelig samlet og introduceret til arbejdet.
Halvanden time senere havde vi så fået forklaret, hvordan man bruger en limpistol og en boremaskine. Det var dén dag. Udvendig var jeg rolig og smilende. Indvendig var jeg ved at sprænges af utålmodighed og lydløse ”What the fuck”-udbrud.
Tilvænning og nye venner
Det tog mig indtil onsdag, før jeg slappede mere af. Før jeg nød bare at være der og tage arbejdet, som det kom – eller ikke kom. Før jeg lagde forventningerne til min egen og gruppens indsats på hylden og i stedet hvilede lidt mere i kortspillene, siesta-lurene og de (for en dansker) sene aftensmadstider. Og det var sundt for mig.
Hvor kliché det end lyder, så blev oplevelsen jo bedre dag for dag. Folk blev gradvist sjovere, som man lærte deres humor at kende, og vigtigst af alt respekterede alle hinanden. Ingen så skævt på hverken appelsinhud, mærkelige spisevaner eller en spøjs, engelsk udtale, og hvis man en dag ønskede et par timer for sig selv, behøvede man ikke at forklare sig overfor gruppen.
Lokalt engagement
Hvad der også var karakteristisk for opholdet, var, at vi oplevede et enormt lokalt engagement. Fra første aftens velkomstmiddag med ”the mayor” og naboer der gav os friskhøstede tomater fra haven, til lokale byrådsmedlemmer der inviterede os indenfor til barbecue-aftener med familie og venner. På den måde følte man hurtigt, at man fik oplevet en autentisk del af landet og området.
Derfor sagde man den sidste dag ikke kun farvel til fjorten andre fantastiske mennesker i campen, men i lige så høj grad til et områdes og en bys atmosfære, som man havde lært at kende og føle sig hjemme i. Og man så rundt på folk; kendte deres stemmer, deres mimik, deres lugt og deres humor, og vidste samtidig, at det var sidste gang, man ville se dem.
Det unikke ved en Work Camp
Ved nærmere eftertanke var det nok noget af dét, jeg bedst kunne lide ved Work Campen. Nemlig bevidstheden undervejs om at dele disse intense dage med netop disse personer i netop dette hus i netop denne by på netop dette sted i livet, velvidende at det aldrig vil kunne gentages. Og den følelse er smuk og vemodig på samme tid – og ganske nødvendig at opleve, hvis man spørger mig.
Så kan de fjorten dage stå tilbage som en tidslomme af fransk idyl, kortspil og baguettes for eftertiden – og sådan en tidslomme har de fleste af os vel godt af at få syet ind i vores mentale bukser og tage med os hjem til hverdagen.
Skrevet af Work Camp deltager, Sara-Lisa Schuster-Rossel
Vil du vide mere om Work Camps?
Læs mere om at lave frivilligt arbejde på en Work Camp her.
