
Grøn studietur til Polen
Med en studietur til Polen rejser du klimavenligt med tog, og gennem vores lokale samarbejdspartner, sørger vi også for et engagerende og lærerigt program. Vores samarbejdspartner, LOGOS, er klar til at skræddersy en studietur, der passer til lige netop jeres klasse og jeres faglige behov.
Om det er bæredygtighed, kultur, historie, politiske temaer som abort og LGBT+ eller social entrepaneurship, så er vi klar til at tage jer med på en faglig rejse med udgangspunkt i Polen. I vil få undervisning og udflugter, der er arrangeret af lokale ildsjæle og eksperter. Nedenfor giver vi eksempler på, hvad en studietur til Polen kan indeholde.
Undervisning af unge til unge
I Polen kan eleverne møde polske unge, der underviser og uddanner unge i at bekæmpe fake news, fordomme og fremmedhad. Lad eleverne afprøve de polske unges workshops, og opleve hvorfor kritisk tænkning er vigtig, når vi tager på ekskursion til en radiostation, møder medie-eksperter og taler med polske TV-journalister, der aktivt forsøger at bekæmpe misinformation. Vores partner i Polen har specialiseret sig i at bruge escape rooms og rollespil i medborgerskabsuddannelse af unge, og bringer gerne danske og polske unge sammen. Et escape room styrker evnen til at samarbejde, tænke analytisk og kreativt, og kan kick-starte en debat om følsomme emner som fx retten til abort eller homoseksuelles rettigheder. Køn og seksualitet er emner, der deler den polske befolkning og oplagte emner på en studietur. Lad os arrangere at eleverne møder både kirkens folk, politikere, pro-abort aktivister, og polske LGBT-organisationer.
Den bæredygtige studietur
Med bæredygtighed som omdrejningspunkt for studieturen er eleverne en aktiv del af udflugterne, når de både besøger en række bæredygtige iværksættere, der skaber nye jobs samtidig med at de løfter sociale opgaver. Det er blandt andet muligt at møde socialøkonomiske virksomheder, der ansætter mennesker med diagnoser inden for autisme-spekteret samt ture til polske økologiske landbrug, der sætter klima og bæredygtighed højt på deres dagsorden. Den nye indsigt eleverne får på de mange forskellige ekskursioner bliver fulgt op af workshops, hvor eleverne kan tage et spadestik dybere i diskussionen om klimakrisen i fællesskab med dygtige fagpersoner.
Polsk kultur og historie
Er det mere interessant at dykke ned i den polske kultur og historie, kan vores partner bl.a. tilbyde undervisning omkring etniske minoriteter i Polen, ligesom der også kan lægges et fokus på krig og fred, hvor eleverne besøger en koncentrationslejr fra 2. verdenskrig, og helt aktuelt oplever, hvordan krigen i Ukraine påvirker et naboland som Polen med den migration de oplever.
Underholdning med mening
Udover solide undervisningsprogrammer med relevante og lærerige udflugter, kan vores samarbejdspartner i Polen også tilbyde lærerig underholdning. Eleverne kan fx prøve en guidet tur på den ’usynlige gade’, hvor synshandicappede viser seende rundt i fuldstændig mørke. Det er også muligt at besøge et gammelt preussisk fort, som er drevet af frivillige, der restaurerer de historiske bygninger ved hjælp af indtægter fra events. Her har eleverne mulighed for at prøve kræfter med laser paintball på fortet, og samtidig lære om polsk militærhistorie og kreativt iværksætteri.