
Søskendepar på Work Camp
Thea Winther, 22, tager i år på Work Camp med sin bror Malthe, 17. Det er første gang de rejser sammen uden forældre, og de glæder sig meget. Turen går til Island, hvor de skal arbejde på et miljøprojekt i naturen med alt fra fiskeri til træplantning.
Hvad er din motivation for at tage på Work Camp?
Thea: Jeg har tidligere været på Work Camp i Spanien med en veninde, og derfor vil jeg virkelig gerne af sted igen. Jeg interesserer mig for andre kulturer og elsker at møde nye mennesker, og det er en helt speciel måde at gøre det på.
Hvorfor valgte I den islandske camp?
Thea: Vi synes, at projektet lyder virkelig spændende. Det er naturbevarende arbejde, hvor vi blandt andet skal etablere en sti og plante træer. De varme kilder og naturen tiltaler mig, og så har vi aldrig været i Island før.
Sidste år brugte jeg lang tid på at finde en camp, men Malthe var totalt cool og handlekraftig, og det tog os kun en aften at vælge den.
Hvorfor tager du af sted med din bror?
Thea: Jeg vil gerne vise ham, hvor fedt det er at indgå i et globalt fællesskab og møde unge fra hele verden. Jeg blev inspireret af min veninde, der var i Indien med sin søster. Han var frisk på det, så nu glæder vi os til at komme lidt væk sammen.
Deler dig og Malthe interessen for frivilligt arbejde?
Thea: Det er mest mig, der er aktiv. Jeg er lektiehjælper for Dansk Flygtningehjælp. Men sidste år tog jeg Malthe med på et bosted juleaften, hvor vi hjalp til med forberedelserne – det syntes han var en fed oplevelse.
Føler du et ansvar som storesøster?
Thea: Selvfølgelig er jeg den ældste og har lidt mere rejseerfaring, men jeg er sikker på, at Malthe nok skal klare det flot, for han er meget selvstændig. Han er trods alt 17 år, men det passer os begge rigtig godt at tage af sted, inden vi bliver ældre.
Tror du, at turen vil styrke jeres søskendeforhold?
Thea: Helt klart. Jeg glæder mig til at få noget rigtig kvalitetstid med ham, og jeg tror, det bliver en fed oplevelse, som vil styrke vores forhold. Der er fem år imellem os, men i den alder vi har nu, har det ikke længere stor betydning, som for et par år siden, da han stadig gik i folkeskole.

Dina og Anne Jensen på henholdsvis 15 og 17 skal i år på Work Camp i Belgien. Da de er under 18, er det en teenage camp, hvor de skal arbejde på et slot fra det 11. århundrede med masser af jord, dyr og aktiviteter. Pigerne skal blandt andet hjælpe med at renovere gedernes område og plante en Zen-have.
Hvad er jeres motivation for at tage på Work Camp?
Anne: Jeg var jo også af sted med min søster sidste år, og det motiverede mig til at tage af sted igen! Vi var i Tyrkiet, hvor vi blandt andet underviste børn, og det var en fantastisk oplevelse.
Hvorfor faldt valget på campen i Belgien?
Anne: Det er mest af økonomiske årsager, fordi det er billigt at rejse til Belgien. Jeg er overbevist om, at Work Camps er fedt, ligegyldigt hvor langt væk det er. Man møder stadig unge fra hele verden, og venskaber kan jo opstå hvor som helst. Vi synes selvfølgelig også projektet lyder godt, og vi interesserer os for natur og miljø.
Har I erfaring med frivilligt arbejde?
Anne: Vi er stadig ret unge, så det er begrænset, men interessen er der bestemt. Jeg skal helt sikkert lave frivilligt arbejde i Tanzania i mit sabbatår.
Hvordan kan det være, at I vælger at tage af sted igen?
Anne: Det gik bare så gnidningsfrit sidste gang - selv om vi er søstre og måske havde frygtet nogle diskussioner. Vi var faktisk rigtig gode til at tilbringe tid sammen, hvor det var helt venindeagtigt, men samtidig fandt vi hver vores mennesker at hænge ud med på campen.
Dina: Det var så fedt at møde en masse andre unge mennesker fra forskellige lande, så det er en af grundene til, vi vælger at tage af sted igen. Også for at få nye venner og lave frivilligt arbejde, selvfølgelig.
Er du slet ikke utryg ved at rejse uden voksne som 15-årig?
Dina: Jeg har det faktisk helt fint med, at mine forældre ikke er med på turen. Men jeg er selvfølgelig glad for at have min søster med, som jeg kender godt og er tryg ved.
Vil turen styrke jeres søskendeforhold?
Dina: Ja, den vil klart styrke vores forhold til hinanden lige som sidste år!
Anne: Jeg tror, at turen vil styrke forholdet mellem os i endnu højere grad end sidst. Vi kom tættere på hinanden i Tyrkiet, fordi vi kom ud og oplevede noget sammen - langt væk fra hverdagen hjemme i Danmark. Det er udfordrende at skulle arbejde og bo sammen så intenst i to uger, men bestemt det hele værd.
Læs mere om Work Camp eller find din egen i søgemaskinen