Global Contact Om os Kontakt os

Signes 4 største oplevelser på højskole i Myanmar

Signe oplevelser på højskole i Myanmar

Af Signe Brock, højskoledeltager på langt ophold i Myanmar forår 2016

Hvad sætter sig for alvor på nethinden efter et højskoleophold i udlandet? Signe var på højskole i Myanmar i foråret 2016, og fortæller her om de 4 oplevelser, der gjorde størst indtryk.  

1.    Kulturmødet: Organiseret kaos og at sige hej til en fremmed 

Det første jeg bemærkede, da vi ankom til lufthavnen i Yangon var, hvor mange lufthavnsansatte der tumlede rundt – og hvor lidt arbejde der blev udført. Jeg kan huske at vi danskere kiggede på hinanden og talte om hvor ineffektivt det hele virkede. Det ville aldrig gå i Kastrup.

Uden for lufthavnen var der et mylder af taxaer. Varmen var slående og luften tyk. Mændene havde hvide skjorter på og lange nederdele (den traditionelle longyi). Alle smilede til os sagde ”hallo”. Jeg blev overvældet af deres umiddelbare velkomst og glæde, det kaos der herskede ved holdepladsen og den ineffektivitet jeg havde set. Sikke et underligt land, tænkte jeg. 

Højskoler i udlandet kulturmøde

Overalt blev jeg mødt af nysgerrighed og oprigtighed. Jeg opdagede hurtigt, at Myanmar var et land hvor man hilser på alle - også dem man ikke kender, hvor man snakker med taxachaufføren på hans gebrokne engelsk og hvor et smil kan åbne døre. Det var et land, hvor meget er anderledes: folk der spytter højlydt på gaden, mænd med røde tænder, og buddhistiske templer og traditioner.

Kulturmødet var en kæmpe oplevelse. Det lærte mig meget – for eksempel at man godt kan sige hej til én man ikke kender, og at ting stadig kan komme til at ske, uden at være planlagt fuldt ud. Nok var Myanmar et kaos, men et organiseret kaos.

Da vi stod stille for at kigge i vores Lonely Planet, henvendte de lokale sig til os: ”Where you going?”. En familiefar forlod sin familie for at følge os på vej. Vi var først skeptiske over for ham. Hvad ville han have af os? Men han ville faktisk bare hjælpe os.

2.    Gæstfriheden og hjælpsomheden

I vores fridage rejste vi med toget fra Yangon til Mandalay. En fantastisk 16 timers hoppende, bumlende tur. Vi var trætte og smadrede, da vi ankom om natten. Vi havde på forhånd ringet til et hostel og booket sengepladser. Men vi kunne ikke finde stedet. Da vi stod stille for at kigge i vores Lonely Planet, henvendte de lokale sig til os: ”Where you going?”. En familiefar forlod sin familie for at følge os på vej. Vi var først skeptiske over for ham. Hvad ville han have af os? Men han ville faktisk bare hjælpe os.

Jeg lærte efterhånden at ligge min ”danske mistænksomhed” fra mig, fordi deres gæstfrihed og hjælpsomhed gentog sig hele tiden. Jeg frygtede aldrig at vi ville fare vildt. Jeg vidste at jeg altid kunne få hjælpe fra de lokale. Det betød at det føltes utroligt sikkert at rejse rundt. 

3.    Tempelbyen Bagan i solopgang

En tidlig morgen klokken 4 cyklede vi afsted på vores flade, gamle cykler, som havde lejet for dagen. Vi skulle fange en solopgang. Mens vi cyklede gennem det mørke landskab, hvor silhuetterne af de gamle templer kunne anes, bredte der sig en stemning af eventyr. Bagan er en eventyrlig by. Landskabet er præget af tusinde vis af gamle templer. Nogle små, nogle store, nogle faldefærdige, nogle stadig i brug.

Så ankom vi til vores udvalgte tempel. Der var helt stille, mens vi kravlede op på toppen og satte os til rette. Verden begyndte at vågne omkring os. Vi sagde ikke noget. Stille og roligt åbnede landskabet sig for os. Solen stod op. Et fantastisk syn. 

Højskoler i udlandet rejser

4.    Vandretur fra Kalaw til Inle Lake

Vi havde pakket tasken til en omgang vandring. Vi havde et ønske om at se og opleve naturen og landet i Myanmar. For sølle 200 kroner havde vi købt en vandretur på tre dage med guide, mad, husly i landsbyerne og sejltur til Inle Lake. Vores guide var fantastisk og meget hjælpsom. Han havde taget sin nevø med, fordi skolerne havde sommerferie. De to var ustoppelige! Aldrig blev de trætte – og de gik endda i klipklapper.

Vandreturen var fantastisk, fordi vi fik en fornemmelse af hvor forskellige landskaber der findes i Myanmar: Fra de flade tørre sletter til de små bakker og endelig de gigantiske bjerge. Vi krydsede rismarker, te-plantager, så vandbøfler, mødte forskellige etniske grupper, overnattede hos lokale, og overkom smerter og vabler.

Til sidst oplevede vi at sidde i en lokal mands båd, på vej mod Inle Lake. Himmel og vand gik i et. Det blå vand og den blå himmel blev kun adskilt af bjergene. Det var et smukt og vidunderligt syn. At sidde med sin trætte krop og kigge ud på det smukke landskab, mens man vinkede til alle andre både. Det printede sig virkelig ind på nethinden som en af de største oplevelser i Myanmar.

Højskoler i udlandet rejser

Højskoler i udlandet rejser

 

  

Se også:

5 grunde til at tage på højskole i Myanmar
Der er et hav af gode grunde til at tage på sommerhøjskole i Myanmar med Global Contact. Vi har samlet de 5 bedste grunde til at tage af sted her.
Højskolen i Myanmar - Astrid og Andreas fortæller
I juli 2017 var Astrid og Andreas på højskole i Myanmar. Her oplevede de hvordan folk på landet tager skeen i egen hånd for at løse mangel på vand, mad og indflydelse. Men der blev også tid til fodbold, fællessang og naturoplevelser.
Pakkeliste til dit udlandsophold
Vi har talt med vores rejsekoordinatorer, som er eksperter i at pakke til lidt af hvert, og lavet en overordnet pakkeliste til alle vores rejser ud i verden.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.