Rose på Work Camp i Spanien

Roses Work Camp oplevelse i Spanien

Sommeren 2018 valgte Rose at tage på Work Camp i Spanien. Her tilbragte hun 2 uger sammen med et hold internationale frivillige og fik en kæmpe oplevelse. Rose fortæller om sin camp her. 
 

I anden uge malede vi en vægHvilket arbejde lavede du på din Work Camp? 

Vi arbejdede fem timer dagligt, men kunne ofte selv bestemme, hvornår på dagen vi ville arbejde. Den første uge samlede vi skrald i en nærtliggende naturpark og ved havet, som naturparken lå op ad.  

I uge nummer to malede vi to vægge, der hørte til den bygning vi boede i. Bygningen fungerer både som et fitnesscenter og en sommer camp for børn med arbejdende forældre, så vi dekorerede væggene med en masse ting fra forskellige sportsgrene, hvilket fascinerede børnene meget. 

Vores campleder var en kvinde på 23 år, som var meget struktureret, sjov og sød. Hun var også altid åben for at hjælpe med, hvad der nu lige kunne være galt. Jeg var en smule nervøs for at rejse alene for første gang, så der sendte hun også nogle gode råd, så jeg ikke var så bekymret. 
 

På stranden i fritidenHvordan var det sociale? 

Det sociale var rigtig godt. I starten af campen lavede vi lege, der skulle ryste os sammen som team. Sidste aften holdt vi en international aften, hvor alle lavede en ret fra deres hjemland. Jeg lavede øllebrød, hvilket alle synes smagte meget underligt. 

Vi tog næsten hver dag på stranden i et par timer. Hver aften sluttede vi af med at drikke et glas hjemmelavet sangria og spille en omgang poker. Nogle af aftenerne, tog vi også på ture til de byer, der ligger ved siden af L'alfas del Pi langs kysten, hvilket var mega hyggeligt og fyldt med flotte udsigter. 

I den første weekend tog vi om søndagen hen til en flod, der løb mellem to klippesider, hvor man kunne svømme, eller vandre op, langs floden og springe i vandet fra forskellige "vipper". Det var et helt vildt smukt naturområde og en dag jeg sent vil glemme. 
 

Nye internationale vennerHvad er det bedste du har fået ud af at deltage på denne Work Camp? 

Jeg har fået en stærkere tiltro til, hvad jeg kan gøre på egen hånd og fundet ud af at verden ikke er så farlig, som jeg før har gået og tænkt. Derudover har jeg fået en masse fantastiske venskaber med folk fra forskellige lande. Slutteligt har jeg rejst på en alternativ måde og været en del af det lokale liv på en måde, jeg ikke før har oplevet.