
Rejser for unge under 18 år
Rejser for unge under 18 år
I Mellemfolkeligt Samvirke tilbyder vi forskellige former for rejser for unge under 18 år, så du trygt kan rejse ud og opleve andre lande og kulturer – også selvom du ikke er fyldt 18 endnu.
Det vil måske være din første rejse på egen hånd, og derfor har vi gjort lidt ekstra ud at, at sikre rammerne for rejsen, så du får en sikker, sjov og helt uforglemmelig oplevelse, når du rejser ud med os.
Grupperejser for unge under 18 år
Vi tilbyder i øjeblikket to forskellige typer grupperejser for unge under 18 år. Du kan enten rejse med på en højskolerejse til Afrika, eller du kan bruge et par uger af din sommerferie på frivilligt arbejde i Europa sammen med andre unge fra hele verden.
Fælles for begge typer grupperejser er, at der er taget højde for din alder, og at det nok er din første rejse uden din familie. Vi gør derfor meget ud af at forberede dig på turen inden, og sikre trygge rammer under rejsen.
Højskole i udlandet for unge under 18 år
Hver sommer arrangerer vi en 2 ugers højskolerejse for unge mellem 15-17 år til Kenya. Højskoleopholdet er meget populært og vi har derfor typisk to afrejser i løbet af sommeren.
Begge rejser går til vores højskole ude midt på Savannen i Kenya, hvor du vil bo og have base i de to uger opholdet varer. Herfra vil du dagligt tage på udflugter ud i området, hvor du kan opleve lokale masaistammer, tage på safari, besøge en kvinderettighedsorganisation og meget mere.
Afrika i trygge rammer
Der følger en dansk rejseleder med på hele turen, og på højskolen vil lokale undervisere sørge for programmet. Du vil deltage i en introdag inden rejsen, hvor du bliver grundigt forberedt på det hele. På rejsedagen flyver hele gruppen sammen med rejselederen fra Danmark.
Klik herunder for at læse mere om vores U18 højskole i Kenya
Frivilligt arbejde i udlandet for unge under 18 år
Hvis du har lyst til at give lidt af din tid til frivilligt arbejde, er det også muligt, hvis du er under 18 år. Hver sommer arrangeres der et utal af Work Camps i og udenfor Europa, hvor konceptet er, at unge fra hele verden mødes om et fælles projekt, hvor de arbejder frivilligt i 2 uger.
Mens mange af sommerens camps er for 18+ bliver der også hvert år arrangeret nogle, som særligt henvender sig til unge under 18 år. I Work Camp søgemaskinen indtaster du din alder, og så kan du se hvilke muligheder du har (OBS, sommerens camps offentliggøres i marts måned).
En billig måde at rejse på
En Work Camp kan være en meget billig måde at rejse ud på, og så foregår de fleste i Europa, hvor transporten dertil ikke er så dyr. Man betaler 1.900 kr. ved tilmelding og så et campgebyr ved ankomst. Campgebyret varierer fra camp til camp, men ligger typisk mellem 50-200 Euro. Kost og logi er inklusiv, men du skal selv dække udgifter for transport til campen.
Det sociale fællesskab med de andre frivillige vægtes lige så højt som det frivillige arbejde, så det er en super måde at rejse på, hvis du gerne vil møde andre unge fra andre lande.