Når du rejser ud som frivillig med Global Contact, starter dit ophold altid med et forberedende 4 ugers ophold. I rejsebrevet fortæller Monica Kristiansen om sine oplevelser fra hendes højskole ophold i Nanyaku i Kenya, inden hun rejste videre til Mombasa, hvor hun nu arbejder som frivillig på et børnehjem.
Jeg er på vej mod min nye værtsfamilie i Mombasa. Jeg er rigtig spændt på, hvordan jeg skal bo, hvordan menneskene er, og hvordan det vil gå på arbejdet. Jeg har en god følelse omkring tingene nu i forhold til for bare en måned siden. Det skyldes primært mit ophold på højskolen.
Mit navn er Monica, og jeg vil her fortælle dig, hvorfor du skal tage på højskole før dit frivillige arbejde. Er du i tvivl, skal du i hvert fald bare smide tvivlen væk og komme afsted!
For det første er alle dem, du bor sammen med på højskolen afsted af samme grund som dig, og alle skal efterfølgende ud og arbejde frivilligt. I får alle mange nye indtryk, indblik i en ny kultur, og ingen af jer har en anelse om, hvad der kommer til at ske. Det kan virke skræmmende at kaste sig ud i en kultur, der er meget anderledes, end den du kender, men når man er flere sammen, har du altid nogle til at støtte dig.
Jeg var selv på højskole i Kenya, lidt uden for byen Nanyuki. Stedet ser ikke ud af meget, og mit første indtryk var heller ikke så positivt, men det ændrede sig lynhurtigt. Nok er det ikke det mest moderne sted, og du kan ikke altid regne med vandet, men personalet, stemningen og oplevelsen i sig selv skubber de materielle mangler til side.
På højskolen lærer du alt, hvad du har brug for at vide, inden du efterfølgende starter med dit frivillige arbejde. Du lærer, hvordan du skal begå dig i landet, om alle de kulturelle forskelle du kan støde på, og hvordan du skal håndtere disse, når du møder dem.
Helt specifikt føler jeg selv, at jeg har lært meget om, hvordan individer kan se forskelligt på den samme ting. Vi kender det også selv hjemmefra, men når du kommer til et andet land, bliver forskellen ofte endnu større, og det kan til tider være svært at se tingene fra et andet perspektiv. Sådan har jeg lært, at den danske måde at se tingene på ikke nødvendigvis altid er den eneste rigtige.
På højskolen i Kenya vil du også lære Swahili, ligesom at du vil komme på en masse spændende udflugter til steder, du aldrig ville være kommet, hvis du havde rejst rundt alene. Sammen med de andre højskoledeltagere bliver du en del af det fedeste og tætteste sammenhold. I bliver nærmest som en lille familie. I dag ville jeg aldrig have været min måned på højskole foruden. Det har givet mig så meget viden, mod og oplevelser, som jeg også fremadrettet kan bruge i mit liv.
Jeg håber, at dette kan hjælpe dig med dit valg. Under alle omstændigheder håber jeg, at du får en fantastisk rejse.
Kærlig hilsen Monica.
Kontakt os
Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731
Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12
2200 København N
Hvis du er ude at rejse med os eller har bestilt en rejse, vil du modtage direkte besked fra os, hvis din rejse er berørt af corona-virus.
Planlægger du at bestille en rejse hos os, vil du blive dækket af vores garanti, så du kan få dine penge tilbage hvis rejsen skulle blive aflyst pga. corona-virus.