Global Contact Om os Kontakt os

På studietur til Kenya med Kolding Gymnasium

3.d. på Kolding Gymnasium tog springet og valgte at skifte klasselokalet ud med savannen. Studieturen til Kenya gav eleverne forståelse for en anden kultur, og indblik i både ulighed og udvikling. 

Studierejse til Kenya med Kolding Gymnasium

”Det er en øjenåbner, når man står med en flok elever, og ser hvordan lokalbefolkningen virkelig lever i slummen og i en masai-landsby,” fortæller Marie-Louise Søndberg, der var med som naturgeografilærer på studieturen til Kenya.

”Det har givet en anden oplevelse, end hvis vi havde valgt at tage til Spanien. Turen har givet andre perspektiver på ulighed, for det er jo nogle mennesker, som lever under nogle helt andre levevilkår, end man gør i Europa.”

Netop ulighed var temaet for turen, hvor naturgeografi og samfundsfag var hovedfag. Men rejsen skulle også give et indblik i, hvor relativt godt Kenya klarer sig i regionen, og de fremskridt der også sker inden for landbrug, uddannelse og kvinders rettigheder.

”For mange er Afrika et område, hvor der ikke sker ret meget, og hvor de er temmelig fattige, men det er kun en lille del af det. Den udvikling som Kenya er i gang med er imponerende at se,” fortæller Marie-Louise Søndberg, og tilføjer: ”Derfor var det også oplagt for os at kontakte Mellemfolkeligt Samvirke for at give eleverne en forståelse for hvordan man kan skabe udvikling.”

Studierejsen for 3. d på Kolding Gymnasium gik til Kenya

Kolding Gymnasiums studietur:

  • Stod selv for fly, rejseforsikring og dele af programmet
  • Mellemfolkeligt Samvirke arrangerede fuldt program i 4 dage med undervisning, udflugter og safari, skræddersyet i samarbejde med lærer Marie-Louise Søndberg
  • Overnatning med kost og logi på Mellemfolkeligt Samvirkes globale højskole på savannen
  • En lokal underviser var med under hele programmet
  • Fast dansk kontaktperson, der kom ud på skolen og forberedte eleverne på rejsen

Se her for eksempel på et lignende program til pris: 2.300 kr. pr. person 

Bæredygtighed på programmet

Mellemfolkeligt Samvirke lagde et program, hvor eleverne besøgte en lokal kvindegruppe, var til workshop med kenyanske unge om marginalisering, og lærte om klimaforandringer og bæredygtigt landbrug.  

Louise Olsen er elev i 3.d. og husker især besøget på et lokalt permakultur-center og deres tilgang til bæredygtighed:

”De genbrugte og dyrkede jorden økologisk ud fra de ressourcer, som de havde, og jeg tænker at den erfaring kunne man også bruge hjemme i Danmark. Det gjorde indtryk, for selv om de havde få ressourcer, så kunne de stadig få en del ud af det,” fortæller Louise.  

Centeret er kendt for at udvikle bæredygtige dyrkningsmetoder, der kan forbedre jordens fertilitet, så småbønder på savannen kan få større udbytte. Men centeret uddanner også bønderne i vekselbrug, vandingssystemer og dyrkning af nye afgrøder som fx aloe vera, som bønderne kan sælge – uden at skade naturen.   

Udover det faglige program blev der også tid til en safari i et nærliggende naturreservat.

Studierejse med Kolding gymnasium til Kenya

En højskole på savannen

Elever og lærere kunne hver morgen vågne op til synet af savannens karakteristiske flade trækroner, det rødlige sand, og dyr som gik og græssede i det tørre landskab. For Mellemfolkeligt Samvirkes højskole, hvor de boede, ligger i den fri natur hvor giraffer og zebraer ofte ses i morgentimerne lige uden for hegnet.  

”Omgivelserne var sindssygt flotte, og forholdene var generelt gode. Der var myggenet, som var en stor fordel,” fortæller Louise og fortsætter: ”Men det var grænseoverskridende, når toilettet ikke virkede, for så skulle vi gøre det i et hul. Men det gør også bare, at du lærer dig selv rigtig godt at kende.”

”For mange af os var det både en kæmpe oplevelse, og også lidt af et kulturchok, da vi kom til Kenya,” siger Louise. Men det gav tryghed at Mellemfolkeligt Samvirke kom ud på skolen og informerede om hvordan man skulle bo, og om sygdomme og sikkerhed inden rejsen.

”Det var rart at få afkræftet en del af de forestillinger, man havde inden. Eksempelvis at madforgiftning kun er noget som sjældent sker,” uddyber hun.

Kolding Gymnasium på studietur til Kenya med Mellemfolkeligt Samvirke

Hvordan får man råd?

3.d havde arbejdet i to et halvt år på at spare penge nok sammen til turen. Hver elev betalte selv en andel af prisen, og resten sparede klassen sammen i fællesskab.

”Der blev opstillet nogle retningslinjer, og det blev et fælles projekt at få skrabet pengene sammen, så vi kunne komme af sted,” fortæller Marie-Louise Søndberg.

Så eleverne slog græsplæner, støvklude kom på arbejde og klassen tog garderobetjansen til gymnasiefesterne. Alt sammen for at få råd til turen til Kenya.

”Det var det hele værd,” konkluderer Louise, ”jeg synes virkelig bare man skal gøre det.”

Overvejer du at tage klassen med på studietur? Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer studieture til Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika.   

  

Se også:

Studietursgruppen
Christine og Ditte var på studietur til Ghana med sygeplejerskeuddannelsen i efteråret 2016. Her fik de indblik i forskelle og ligheder i forhold til det sundhedssystem, vi kender i Danmark.
Monica fortæller om højskolen i Kenya
Monica var på højskole i Kenya, inden hun tog videre ud og lavede frivilligt arbejde på et børnehjem. I rejsebrevet fortæller hun, hvorfor andre frivillige bør glæde sig til det forberedende højskoleophold.
Om at rejse på sommerhøjskole i ferien
Vil du både rejse og opleve højskolementaliteten på én sommerferie? Sommerhøjskolen samler det hele. Læs en deltager fortælle om sin sommer i Kenya.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Mellemfolkeligt Samvirke

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.