Global Contact Om os Kontakt os

Om et liv som HIV-positiv i Uganda

Mit navn er Ditte Lykke Johansen. De sidste 6 uger har jeg opholdt mig i Kampala. Jeg deltager i Mellemfolkeligt Samvirkes udlandsophold. Jeg skal være 12 uger i Kampala i alt, hvor jeg hjælper til hos ActionAid Uganda. Jeg arbejder med organisationsarbejde og er tilknyttet afdelingen for kvinderettigheder.

Mine arbejdsopgaver består i at dokumentere stories of change indenfor dette område og videreformidle dem. Historierne er med henblik på både evaluering og branding af ActionAids indsatser. Jeg foretager interviews og skriver artikler, som bliver lagt ud på ActionAid internationals stories hub. Nogle af mine interviewpersoner taler ikke engelsk, hvorfor jeg i nogle tilfælde har en oversætter med. Jeg har foretaget en række interviews i slumområdet Bwaise i Kampala. Herfra stammer følgende artikel. 

Jeg troede, jeg var nødt til at dø i stilhed

Frivilligt arbejde i UgandaNamaganda Sarah, 51 år, enke med 9 børn, fortæller sin historie om et liv som HIV-positiv i Uganda. I 2005 blev Sarah en del af organisationen Makerere Women Development Association (MAWDA) og gik fra at tro, at hun var nødt til at dø i stilhed, til at blive en aktiv frivillig og formand for HIV-ramte i området Makerere. 

I 2005 var Namaganda Sarah alvorligt sengeliggende af HIV. Hendes familie havde forladt hende. Hun arbejdede ikke. Hendes liv var dårligt, som hun selv beskriver det. Samtidig levede hun i frygt for diskriminering som følge af stigmatisering, skulle det blive afsløret, at hun var syg. Selvom hun kendte til sin sygdom og til den eksisterende behandling, ART, valgte hun ikke at tage medicinen:

- “Jeg frygtede, at folk ville begynde at diskriminere mig, hvis det blev afsløret, at jeg var HIV-positiv. Jeg var nødt til at dø i stilhed. Det var derfor, jeg var modvillig i forhold til at starte med at tage medicin”. 

På det tidspunkt besøgte formanden for organisationen MAWDA Sarah. MAWDA er en lokal organisation, der opererer i området Kawempe i Uganda. MAWDAs mål er at fremme kvinders rettigheder, specielt fattige og marginaliserede kvinders rettigheder i Kawempes slum. I 2002 indgik MAWDA partnerskab med Action Aid International Uganda for at implementere projekter, det er rettet mod fremme af menneskerettigheder, særligt kvinders rettigheder. Et af projekterne er at tilbyde rådgivning, vejledning og støtte til den sårbare gruppe af kvinder, der lever med HIV/Aids.

Formanden for MAWDA og Sarah talte sammen, og formanden fandt ud af, at Sarah var HIV-smittet. Hun tilskyndede Sarah til at blive en del af MAWDA. På det tidspunkt afholdt MAWDA en workshop i Masaka for at bevidstgøre HIV-ramte om sygdommen. Sarah samlede mod til sig og deltog i workshoppen. Fra da af blev hun en del af MAWDA, og hun begyndte at komme sig, idet hun, tilskyndet af MAWDA, tog beslutningen om at starte i medicinsk behandling:

- “Jeg har ikke nogle alvorlige sygdomstegn på HIV, fordi jeg reagerer positivt på ART. Jeg er som en normal person. Jeg følger instruktionerne, som lægerne giver mig”.

Sarah er meget sund, og man ser ikke, at hun er HIV-positiv. Hendes familie er vendt tilbage til hende, og hun nyder sit liv. Hun arbejder og tjener nu også penge gennem den viden, hun har fået fra MAWDA. Hun har lært at avle champignons, som er gode for immunsystemet, og HIV-smittede bliver derfor rådet til at spise dem dagligt. Hun lærer nu andre at avle champignons og at sy, og tjener penge gennem det: 

- “Når jeg modtager nogen fra lokalsamfundet, som ønsker at reparere en skjorte, tager jeg dem med hen til MAWDAs systue, og jeg viser dem, hvordan de kan reparere den, og tjener omkring 2,000 UGX. Pengene bruger jeg til at tage vare på min familie. Jeg avler champignons. Jeg avler dem hjemme for at tjene lidt penge, som jeg kan bruge til at købe mad til min familie for og skolematerialer til mine børn.”

Sarahs tilegnede evner betyder, at hun har kunnet forbedre sine livsomstændigheder. Hun kan opretholde sit liv. Hun kan betale husleje. Hun har endda drømme for fremtiden. Hun drømmer om at få sit eget sted, hvorfra hun kan avle champignons, passe sin have og have landbrug. Hun håber, at hun kan tjene flere penge på det, som kan hjælpe hende og hendes 9 børn endnu mere.

Kampen for et længere liv

Sarah har forbedret sit liv i en sådan grad, at hun nu også brænder for at støtte andre HIV-ramte, så de kan leve med HIV, sådan som hun selv gør. Som den smilende, varme person hun er, forklarer hun, hvordan hun føler fra bunden af sit hjerte, at hun er nødt til at støtte andre HIV-smittede. Hun kæmper derfor som frivillig hos MAWDA for, at HIV-ramte kan leve længere end forventet. Bevidstgørelse af lokalsamfundet om HIV ser hun som en vigtig del af sit arbejde. Hun udfører fx hjemmebesøg:

- “Når du er HIV-positiv, er du nogle gange sengeliggende. På grund af det tager jeg initiativ til at besøge den person, som er syg. I den proces vil personen begynde at forklare sin tilstand, og jeg kan da begynde at hjælpe personen med at vaske tøj. Jeg vil da anbefale vedkommende at gå til lægen og få ekstra medicin”.

Når Sarah fortæller om den største forandring i sit liv, siden hun blev del af MAWDA, understreger hun netop evnen til at rådgive andre om HIV:  

- “Jeg er bemyndiget til at tale om HIV-status. Jeg kan bevidstgøre andre. Det er en evne, jeg ikke havde tidligere. Jeg er blevet givet en ekstra opgave; hvor vi normalt får vores medicin fra, skal jeg nu læse journalerne op for de folk, der modtager medicin. Jeg plejede at være i baggrunden, genert, men nu er jeg bemyndiget. Jeg kan åbne mig op. Jeg kan endda læse journalerne op for de folk, der kommer efter deres medicin”.

Bevidstgørelse er af stor vigtighed for Sarah. Ifølge hende så bør medlemmer af lokalsamfundene for fremtiden blive mere informerede og bevidstgøre hinanden om HIV. Eksempelvis skal de også kunne informere gravide om PMTC (Prevention of Mother to Child Transmission). Af denne grund bør organisationer som MAWDA ifølge Sarah også i fremtiden træne de frivillige i HIV/Aids. De frivillige skal fortsat være informeret om statistikker og metoder til forebyggelse. De skal være i stand til at viderebringe den rette information. Samtidig spiller også regeringen en vigtig rolle fremover. Ifølge Sarah bør regeringen gøre ART tilgængelig på hospitaler. Hun forklarer, hvordan der ikke altid er medicin tilgængelig, og at medicinen er dyr. I de fleste hospitaler betaler man for sin medicin, og det er fattige mennesker, som ikke har råd til den. 

  

Se også:

Udlandspraktik som medicinstuderende
Christian læser medicin og har valgt at tage et praktikophold i Uganda. Her fortæller han om en dag på hospitalet - og det går ikke stille for sig!
Sådan ser en dag som frivillig i Bolivia ud
Få indblik i hvordan en helt almindelig hverdag som frivillig i Bolivia kan se ud. Anna er frivillig på en skole og fortæller om sin mandag fra start til slut.
Populære destinationer for frivilligt arbejde
Mangler du inspiration til din egen rejse? Vi kigger ind i fremtiden og ser på de 6 mest populære destinationer for de frivillige, der allerede har meldt sig til resten af 2015 og 2016.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.