Global Contact Om os Kontakt os

Jul under fremmede himmelstrøg

Af Frederik Tillitz Pedersen

Er det muligt at komme i julestemning, når risengrød og nisser bliver udskiftet med Ugali og gadebørn?

Solen står højt på himlen og stråler skarpt ned over det afsvedne julelandskab.
Ufiltreret, sort udstødningsgas blandes med støvet fra den røde jord, som konstant hvirvles op af forbikørende hvide minibusser - matatu'er. Den velkendte, nærmest højtidelige, duft af skrald sidder i næseborene. En skare af små poder har fået øje på én, og man bliver mødt af et kor af børnestemmer, som skriger: " How are you! How are you!". En enkelt af dem tilføjer skingert: " Give me your money!" Overalt er man omgivet af mørke ansigter. Hvide smil. Det er jul, og jeg er i Afrika.

Frivilligt arbejde i Kenya

Kenya er en af vores mest populære destionationer for frivilligt arbejde. Her kan du både undervise, arbejde på børnehjem. Læs mere om at blive frivillig i Kenya

Jeg befinder mig i byen Kakamega i det vestlige Kenya, tæt på grænsen til Uganda. Som så mange andre unge danskere har jeg valgt at tilbringe et halvt år i den tredje verden som volontør. Igennem Mellemfolkeligt Samvirke har jeg fået arbejde på Divine Providence Childrens Home - et børnehjem drevet af katolske nonner, som hovedsageligt er beboet af børn med autisme, downsyndrom og andre former for både fysiske og psykiske handicap.

De sidste dage har jeg dog ikke været på arbejde. På grund af en mindre malariainfektion har jeg været sengeliggende - dopet op på fingertykke skriggule malariapiller, antibiotikum og smertestillende - hvilket har betydet, at der har været rig mulighed for at tænke lidt over min tilstedeværelse her i Kenya. Det gik op for mig, at vi allerede befandt os langt henne i december - et faktum, der mere eller mindre var gået min næse forbi.

Det er såmænd ikke fordi, kenyanerne ikke forbereder sig på julen. Det er nok mere måden, de forbereder sig, som ikke lige sætter min julestemning i kog. På den ene side er Kenya et yderst religiøst land - at sige man er ateist er nærmest en dødssynd - hvilket betyder, at der ikke bliver lagt fingre imellem, når præsten i den nærliggende kirke holder gudstjeneste. Som en anden Martin Luther King - med mikrofon i hånden stående på sin talerstol - har præstens prædikerne de sidste tre adventssøndage i træk nået usædvanligt højlydte dimensioner.

Samtidig lægger Kenyanerne på ingen måde skjul på de kommercielle aspekter af julen. Et brudstykke fra en reklame på den kenyanske CitizenTV-kanal lød i går med en lidt for sukkersød stemme: " Christmas is the time to buy presents for the ones you love". Og dette er ikke noget enestående tilfælde. Man får lidt indtrykket af, at julen, i langt højere grad end i Danmark, her er blevet reduceret til et materialistisk gedemarked.

Selvom det er ved at være mange år siden, jeg rigtigt har været grebet af den glade juleånd, er det stadig med en lidt underlig følelse inden i, at julen er fløjet af sted, uden man havde opdaget den var i gang. I Kenya er risengrøden udskiftet med den tungt-liggende majsgrød Ugali, dekorationer af gran byttet ud med bunker af skrald, julesalmer erstattet af sambarytmer og kulde og sjap med 30 grader i skyggen.

Ingen tvivl om, at Kenya er et særdeles intenst og hjertevarmt land at besøge og bo i - men julestemning er her altså ikke så meget af.

  

Se også:

Maise og Liv blogger fra deres frivilligophold i Tanzania
Maise og Liv blogger fra Tanzania: Puha, tre måneder tilbage! Vi forstår vist ikke helt at halvdelen af tiden på vores placering allerede er gået, vi er jo lige kommet.
Top 5 lande for frivillige i 2011
Vi har gjort status over året der er gået og har fundet de fem placeringer vi har sendt flest UNG volontører til i 2011.
Om at bo og arbejde frivilligt i Vietnam
De forgange fire måneder i Østen har været de bedste i mit 20-årige liv. I starten af januar 2011 rejste jeg gennem Mellemfolkeligt Samvirke ud som volontør til Nepal og Vietnam.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.