Om os Kontakt os

En volontør til forskel

Tine er frivillig på en skole i Cambodja, hvor hun underviser i engelsk

Af Tine Sille Svendsen 

Jeg vil gerne se verden og opleve noget nyt. Jeg vil gerne prøve at have en hverdag i et andet land, leve som en lokal og få perspektiv på mit liv derhjemme. Jeg vil gerne gøre en forskel.
Jeg er rejst igennem Mellemfolkeligt Samvirke og via deres suveræne forberedelsesprogram, er jeg godt klar over, at jeg ikke kan redde verden og at den forskel jeg gør, højst sandsynlig kun vil berøre få mennesker. Det var vi alle 17 piger og én Holger klar over, da vi i januar tog på volontørhøjskole i Kathmandu.

Kathmandu tog os med storm. Eller med støv. Et strategisk godt sted af Actionaid (det internationale Mellemfolkeligt Samvirke) at placere deres højskole, til at forberede volontører på kulturchok og fattige forhold. Vores efterfølgende destination var Phnom Penh, et paradis sammenlignet Kathmandu. Her var der kun skrald i gaderne, fordi skraldemændende strejkede, ikke fordi skraldevæsenet ikke eksisterede. Busturen til Battambang var, igen
sammenlignet med Nepals hullede bjergveje, som at flyve afsted. 

Jeg tror på at jeg gør en forskel. Jeg tror på at det engelsk jeg lærer dem nu, forbedrer deres niveau og forbereder dem til engelsk i skolen og på universitetet. 

I Battambang bor jeg nu sammen med mine 3 volontørveninder, hos en lokal familie og en ægte ildsjæl, Mr Khun Choeun. Han har åbnet sit hjem for internationale volontører og giver kost og logi til 25 drenge fra fattige familier, som han udover giver en gratis snedkeruddannelse. Med sin datter har han også åbnet en restaurant, som
serverer morgenmad til det halve af Battambang. En blandet flok af børn med besteforældre, universitetsstuderende til morgenmadspause, lokale forretningsmænd og TukTuk-drivers, der tager morgnens første diskussion over en gavmild portion nuddelsuppe. Yderligere er hjemmet åbent for lokalsamfundets børn og unge, der kan komme hver eftermiddag og få gratis undervisning i engelsk.

Frivilligt arbejde i Cambodja på børnehjem

Her summer af lokalt liv og her har jeg fået en hverdag. Med vækkeur kl 06, hvor den lokale pargoda ofte vælger at hylde Buddha med elektronisk xylofonspil, der bliver blæst vidt omkring gennem skrattende højtalere. Jeg vælter som sædvanlig træt ned af trapperne til morgenmad: ris med æg, chili og agurker. Dagens første undervisning starter kl 08 med 15 børnehjemsbørn, først til en times engelsk- og derefter en times svømmeundervisning i familiens pool. Marie og jeg anstrenger vores tunger og ganer til det yderste, indtil vi er tilfredse med det lille børnekor af th-, fog s-lyde. Efter tre uger er vi kommet til bogstavet "N". Vi er grundige. 

Til frokost er graderne gerne nået op på de 34, alligevel får vi sandsynligvis serveret dejlig varm fiskebenssuppe med ris til. Her er fiskekødet tilsyneladende en overvurderet ingrediens. Derefter, er det af sti afsted i stigbøjlerne på vores jernheste og ud i den vilde trafik. I Battambang er der ingen lyskryds, signaltegn er unødvendige og vigepligter er kun til besvær. Er du i tvivl om du skal bremse eller køre, så kør! Her er tøven kun et tegn på svaghed og det er den svageste, der kommer til at stå og vente ude
i et befærdet kryds, midt i et venstresving. 

Vi når frem til børnehjemmet, der ligger som en oase omgivet af mangotræer og bananpalmer. Her underviser jeg syv børn mellem 12 og 16 år. Her er jeg volontør. De er ofte trætte i eftermidddagsvarmen og efter fire timers khmerskole, men stadig ivrige efter at lære. Sjældent er ugedagene blevet råbt så højt og det er en kamp at komme først
til tavlen for at skrive sit svar. Der er dog visse udfordringer ved at undervise på det sprog, som børnene skal lære, men ikke kan endnu og der er gået en del timer med udfordrende gæt og grimasse forklaringer. Jeg forsøger bevidst at variere undervisningen, fra den udenadslære og tavleundervisning de er vant til. Udfordringen ligger i at få eleverne til at tænke selv og lære dem at forstå hvad de siger og hvorfor. Og det er her jeg kan gøre en forskel.

Frivillig i Cambodja på lokalt børnehjem

Resultaterne kommer i mange former og størrelser: når børnene endelig tør give slip på dig og lader sig flyde fredfyldt i vandet. Eller når de rynker brynene og du kan høre hjernen knage, indtil de tilsidst svarer "They went?" og det har lykkes dig at lære dem datid, i et land hvor det ikke findes på lokalsproget.
Jeg tror på at jeg gør en forskel. Jeg tror på at det engelsk jeg lærer dem nu, forbedrer deres niveau og forbereder dem til engelsk i skolen og på universitetet. Også hvis de ikke skal på universitetet, er det en kendsgerning, at det er den TukTuk-driver der kan engelsk, som får flest udenlandske kunder, der betaler bedre. Det gælder for alle sælgere og handelsmænd. 

Baseret på deres velkomst hver gang vi cykler ind ad lågen, tror jeg også på at det gør en
forskel for deres hverdag, om vi er der eller ej. De små pus, som klamrer sig kærligt til én og suger alt den voksne opmærksomhed til sig, som de kan få. "I miss you" råber de efter os når vi cykler hjem igen. Jeg mangler stadig at lære dem fremtid.
Derhjemme igen er undervisningen i fuld gang og volleybanen fuldt optaget. Og mens solen går ned bag kokospalmerne, får vi serveret dagens sidste portion ris, før vi går op og tager det obligatoriske kolde aftenbad og ligger os til at sove og svede i vores senge under myggenettet.

Så det er min lokale hverdag. Jeg bor lokalt, omgivet af lokale og arbejder med lokale. Jeg har oplevet noget nyt og jeg har fået et perspektiv på mit eget liv. Jeg har set hvordan ens seng, kan bestå af samlede stole med et myggenet spændt over. Hvordan venner bliver til familie, når familien har svigtet. Og jeg priser mig lykkelig for en tryg barndom, med gratis uddannelse og sundhedspleje. For selvom jeg er glad for min nye hverdag, er jeg stadig lettet over at den ikke er HVER dag.

Vil du selv af sted som volontør? Læs mere om frivilligt arbejde i Cambodja.

  

Se også:

Artikel om livet som frivillig i Cambodja
Den tidligere elev Mona Birch Torbensen fra Allerød Gymnasium er 3 måneder i Cambodja som frivillig engelskunderviser på et børnehjem.
Om Marias ophold som frivillig i Tanzania
Hun tog ud som frivillig med Global Contact, tabte sit hjerte til Afrika og vendte aldrig helt hjem. Maria Christiansen har tilbragt sammenlagt et år i Tanzania og tager snart tilbage igen.
Guide til god forberedelse som frivillig til udlandet
Et længere ophold i udlandet betyder, at du skal tage hensyn til lidt flere ting i din forberedelse end på din sidste kanotur til Sverige. Her er en guide til de tre vigtigste ting, du skal have styr på

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.