Om os Kontakt os

Astrid og Andreas på sommerhøjskole i Myanmar

I juli 2017 var Astrid og Andreas på højskole i Myanmar. Her oplevede de hvordan folk på landet tager sagen i egen hånd for at løse mangel på vand, mad og indflydelse. Der blev også tid til fodbold, fællessang og naturoplevelser.

astrid og Andreas var på 3 ugers højskoleophold i Myanmar

Astrid, Andreas og resten af højskoleholdet startede eventyret i Myanmars største by, Yangon. I første uge af programmet kom holdet med ud at mødes med nogle af de de unge, der har været med til at bane vejen for at Myanmar i dag er et demokrati og ikke længere militærdiktatur. 

Undervisningen gav også en forsmag på, hvad der ventede i den uge, hvor holdet skulle bo på landet i 'Dry Zone': 

”Jeg havde aldrig hørt om Dry Zone inden turen, men allerede da vi kom til højskolen i Yangon blev vi med undervisningen indviet i landsbysamfundenes daglige udfordringer med at skaffe vand og mad, og deres kamp for politisk anerkendelse,” fortæller Andreas.

Dry Zone er, som navnet afslører, et af Myanmars tørreste områder. Her skifter klimaet mellem tørke og ødelæggende regntider, der giver mangel på både drikkevand og fødevarer. Befolkningen på landet kæmper også en kamp op ad bakke for at blive hørt i det spæde demokrati, men har taget skeen i egen hånd for at finde løsninger på problemerne.

Fra storbylarm til månelandskab

"Det var en stor kontrast at komme fra Yangon til Dry Zone, for pludselig var der ikke længere nogen veje, kun stier. Og det var bumlestier! Så kørte bussen ikke længere, og vi måtte fortsætte i små tuk-tuk'er," fortæller Astrid, og Andreas supplerer: ”Det var næsten som om vi var landet på månen, for vi var kørt gennem frodigt landskab hele vejen, og så endte vi der, hvor jorden var gold og alt var stille.”

Mødet med lokalbefolkningen var dog alt andet end goldt:

”De var så venlige til at byde os indenfor i deres hjem," fortæller Astrid. "De var så glade og søde ved os. Jeg ved næsten ikke hvordan jeg bedst kan beskrive det, for magen til åbenhed har jeg ikke mødt før."

Astrid fortæller om hvordan de fik invitationer og mødte mange af de lokale

At bo i små hytter og lave mad på gulvet

I landsbyen blev højskoleholdet indlogeret i små hytter:

"Fra hytterne havde vi udsigt over en sø. Forholdene var primitive, men det var samtidig super hyggeligt og idyllisk,” fortæller Astrid.

Højskoledeltagerne skulle også hjælpe til med at lave mad, og her lærte Astrid fra de lokale kvinder, hvordan de tilbereder maden og ikke lader noget gå til spilde. Køkkenet var udendørs og al madlavning foregik på gulvet:

”Vi var et par stykker, der synes det var lidt nervepirrende, for tænk nu hvis vi blev syge. Vi indså dog hurtigt, at det var helt almindeligt i Dry Zone. Og når de lokale kunne klare det, så kunne vi også.” 

Højskoleopholdet inkluderede en rjse til Dry Zone

En fiskesø ved fælles hjælp

Højskoleholdet boede ved siden af en kunstig fiskesø, som de lokale selv havde bygget for at kunne fiske. Fiskesøen var blot et af de mange projekter, som landsbyen havde lavet sammen, for at gøre noget ved manglen på mad og vand, fortæller Andreas:

”Det var vildt fedt at se, hvad lokalbefolkningen havde opnået ved at samarbejde. Men vi blev skuffede, da vi hørte, at regeringen havde sat restriktioner for, hvor meget man måtte fiske, og hvem der måtte fiske i søen. Det gjorde et stort indtryk på mig at se, hvordan befolkningen ikke kun må kæmpe for deres daglige overlevelse, men også med regeringen om deres rettigheder.” 

Her kom de helt ud på landet og oplevede hvordan man bor her

Frivilligt arbejde på dæmning og i en skole

Sammen med de andre højskoledeltagere var Astrid og Andreas med til at lave frivilligt arbejde i Dry Zone. En af dagene var de med til at bygge en dæmning, der skulle sørge for, at regnvand ville blive ledt ind til landsbyen, og på den måde være nemmere tilgængeligt.

”Ved at arbejde sammen med lokalbefolkningen fik vi en helt særlig tilknytning til hinanden og forståelse for, hvad samarbejde betyder. Vi så et solidt samarbejde internt i landsbyerne, men også på tværs af landsbyerne, og de var vildt gode til det. Landsbyen fremstod på mange måder som en stor familie, og det var vildt imponerende,” fortæller Andreas.

Deltagerne fik også lov selv at tage fat og hjælpe til

En anden dag besøgte de en skole, hvor de underviste børnene i engelsk – og det var ikke helt nemt, fortæller Andreas der fandt ud af, at den bedste læring foregik gennem leg: ”Det var vildt inspirerende at se børnene tumle rundt og være så glade. Vi legede med dem, selvom vi havde svært ved at kommunikere. Og det hyggede vi os alle sammen med.”

Daniel møder nogle af eleverne på den lokale skole

Afskedssang til Michael Learns to Rock

”Den sidste dag tog vi ud og spillede fodbold sammen med de lokale. Hele landsbyen så på, og selvom vi ikke kunne snakke sammen, morede vi os rigtig meget. Man kan vidst godt sige, at fodboldkampen blev vores sprog,” fortæller Andreas.

”Sidste aften var noget helt særligt. Før vi vidste af det, stod vi alle på scenen og skrålede med på Michael Learns To Rock. Det var så sjovt, og vi fandt ud af, at vores underviser fra højskolen var ellevild med bandet,” griner Astrid og tilføjer at: "Højskoleopholdet i Myanmar var en uforglemmelig oplevelse.”

Michael Learns to Rock hitter sadig i Asien

Hjemme i Danmark igen

Astrid og Andreas er vendt hjem til Danmark med mange gode oplevelser i bagagen. Begge er de enige om, at de efter deres hjemkomst er blevet mere bevidste om, hvor privilegerede mange er i Danmark:

”Den usikkerhed som truer befolkningens dagligdag i Myanmar, når politiske beslutninger kan påvirke deres overlevelse, som for eksempel med fiskesøen, fik mig virkelig til at reflektere over, hvor meget tryghed og tillid til regeringen betyder,” fortæller Astrid og uddyber:

"Folk virkede lidt bange for at gå ind i politik, for træder de et skridt forkert ved de ikke hvad udfaldet bliver. Så snart snakken faldt på politik, forstummede samtalen. Så det var mit indtryk at mange stadig er bange for at gå ind i politik, selv om det ikke var alle unge der havde det sådan. Men vi er privilegerede, fordi vi har den politiske frihed, som de stadig kæmper for i Myanmar."

Højskoleholdet i Myanmar

Astrid og Andreas var med på 3 ugers sommerhøjskole i Myanmar i 2017.

Kurset udbydes igen i juli 2018.

  

Se også:

4 store oplevelser i Myanmar
Hvad sætter sig for alvor på nethinden efter et højskoleophold i udlandet? Signe var på højskole i Myanmar i foråret 2016, og fortæller her om de 4 oplevelser, der gjorde størst indtryk.
Haitham er underviser på højskolen i Jordan
Haitham Abdalla arbejder på sommerhøjskolen i Jordan. Over en usikker skypeforbindelse fortæller Haitham, hvorfor jobbet giver så meget mening for ham, og hvad deltagerne får ud af deres opholdet.
Pakkeliste til dit udlandsophold
Vi har talt med vores rejsekoordinatorer, som er eksperter i at pakke til lidt af hvert, og lavet en overordnet pakkeliste til alle vores rejser ud i verden.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.