Om os Kontakt os

10 råd til fremtidige frivillige

Tidligere frivillige giver råd til de nye

 

Foråret er for Maria, Marie, Emma og Lise blevet brugt som frivillige i Malawi. Udover at arbejde med menneskerettigheder på ActionAids lokale kontor har de også været flittige til at opdatere deres blog, så alle kan følge med i deres hverdag. Et af indlæggene på bloggen er en liste med gode råd til, hvad du skal tænke over, inden du rejser ud som frivillig. Den kan du læse lige her nedenunder. Hvis du efterfølgende har lyst til at læse flere af pigernes blogindlæg, kan du finde dem her.

1. Forbered dig i god tid

Der kommer aldrig noget godt ud af forhastede beslutninger. Kom i gang i god tid med at pakke, få ordnet visum, få de nødvendige vaccinationer og sige ”På gensyn” til vennerne. For det første bliver dine beslutninger mere velovervejede, for det andet bliver det en mere behagelig afgang, når du har styr på alting.

2. Hav styr på rejseforsikring

Om du selv står for den eller om dit ”rejseselskab” står for den, så er den uhyre vigtig at have – især når man rejser til eksempelvis Afrika, som er så anderledes end det, du og dit immunforsvaret er vant til. Man er virkelig naiv, hvis man tror, at man kan komme igennem et længere ophold i udlandet uden bare et enkelt besøg på hospitalet. Og ja, vi taler af erfaring.

som frivillig er der god til at hygge med de lokale

3. Hygiejneprodukter

Hvem ved, om du kommer til at gå flere dage uden bad. Det er derfor en virkelig god idé at udruste sig med både hånddesinficerende, intimservietter, vådservietter og lignende – sågar en toiletrulle i tasken gør underværker. Andet kan hurtigt gå hen og blive en virkelig ubehagelig affære, og det er altså bare rarere at være sikker på, at man lige får tørret rumpetten og renset hænderne, inden man spiser.

4. Lad være med sætte din sikkerhed på spil

Din sikkerhed er det allervigtigste, og hvis du føler, at du bliver kastet ud i situationer, hvor du tænker, at din sikkerhed måske kan blive sat på prøve, så lad være med at gøre det. Du skal selvfølgelig ud af din comfort zone(det er jo det, hele turen handler om!), men lad være med at tage dumme og naive beslutninger – især hvis du har drukket – for det er altså ikke altid ligesom hjemme i trygge, gamle Danmark.

10 råd fra frivillige - spring ud i det

5. Vær åben og tålmodig

Selvom du måske synes, at det at gå på toilettet i et hul eller bade i en balje er grænseoverskridende i begyndelsen, og du elsker måske ikke umiddelbart maden, men keep going – det bliver bedre, og du vænner dig til det. Om en uge eller to er det slet ikke så slemt, som det var, da du kom, og du ender måske endda med at holde en lille smule af det.

6. Forbered dig på at vente

Tingene går altså bare lidt langsommere hernede, og der er sjældent hast på. Måske er det irriterende, men hvis du virkelig er tålmodig og i stedet bruger tiden på at sætte dig ind i hvorfor kulturen er sådan, så kommer du altså nemmere igennem det.
I øvrigt er et lifehack, at du altid skal have en bog med dig, så du har lidt at bruge ventetiden på.

Forbered dig på at skulle vente

7. Du er blot ekstra hænder

Som frivillig overtager du ikke nogens opgaver på arbejdspladsen, og sådan skal det også være. Du kommer jo ikke for at tage nogle af de arbejdsopgaver, som en lokal malawianer, kenyaner eller andet kunne have haft. Af den grund kan det godt være udfordrende at skulle affinde sig med, at der ikke altid er nogle opgaver til dig. Men sørg alligevel for at udnytte tiden, du har på arbejdet, tilbyd din hjælp og stå altid til deres rådighed.

8. Husk på, at det er ok at få hjemve

Især i overgangstiderne, hvis du skifter fra et sted til et andet, fx fra hjem til højskole eller fra højskole til volontøropholdet, hvor du er lidt mere sårbar, kan man godt komme til at savne det eller dem derhjemme – og det er helt ok. Et par gode måder at bearbejde hjemveen på, kan være at skrive dagbog, have billeder med hjemmefra eller måske endda breve, som dem derhjemme har skrevet til dig. Men samtidig er det vigtigt ikke at blive opslugt at hjemveen, den går over, og du kommer hjem igen.

Det er helt normalt at få hjemve som frivillig

9. Omfavn kulturen

I tråd med 5’eren, så er det bare så vigtigt at omfavne kulturen. Brug tid på at sætte dig ind i kulturen og stil spørgsmål til den (her kommer din værtsfamilie virkelig til gavn) og tænk over, hvad vi kan lære af den. Det er jo trods alt en kulturudveksling, hvor både du og de får noget ud af det, og der er med garanti ting, hvor vi kan lære af hinanden og blive beriget.

10. GØR DET!

Selvom du måske er i tvivl, og du tænker, at du bliver kastet ud på dybt vand, så er turen det hele værd. Du får venskaber for livet, fantastiske oplevelser og et helt nyt syn og forståelse på/af en anderledes kultur, som du kan gøre brug af og trække tråde til langt ud i din fremtid. Pige såvel som dreng, ung som såvel gammel, så kan vi garantere jer, at I vil elske det.

  

Se også:

3 gode grunde til at vælge Thailand som frivillig
Johannes var frivillig i Thailand i efteråret 2013. Når han tænker tilbage på det i dag, ser han især tre grunde til, at andre skal tage på den samme rejse.
Hverdagen som frivillig i Uganda
Her fortæller Sophie om sin hverdag som frivillig i Uganda på et børnehjem og en skole. Læs og få et godt billede af hvilke spændende opgaver, projekter og dagligdagsting man typisk kan møde som frivillig.
Sådan ser en dag som frivillig i Bolivia ud
Få indblik i hvordan en helt almindelig hverdag som frivillig i Bolivia kan se ud. Anna er frivillig på en skole og fortæller om sin mandag fra start til slut.

Kontakt os


Telefon: 77310022
Email: globalcontact@ms.dk
Nødtelefon: (+45) 2989 7731

Mellemfolkeligt Samvirke
Fælledvej 12 
2200 København N

Privatlivspolitik

 

Få mere information


Kom til infomøde
Om os
Kontakt
Instagram
Facebook

 

 

 

Følg med

Hold dig opdateret omkring nye frivilligprojekter, deadlines for ansøgning, studenterstillinger og meget mere.