Folkekrav. Giv os en regering vi kan være bekendt
I begyndelsen af februar leverede Tanzania stof til avisoverskrifter ud over det sædvanlige. Først gik premierministeren af, så smed præsidenten hele regeringen på porten. Og befolkningen er ganske godt tilfreds.
Af Pernille Bærendtsen, informationsmedarbejder i MS-Tanzania17. februar 2008
ANALYSE: Tanzanierne har i årevis stiltiende iagttaget korruption i en blandet tilstand af fascination og bekymring. Korruptionen har imidlertid ikke været genstand for den store folkelige opmærksomhed, før det i januar 2008 blev temmelig håndgribeligt for den enkelte tanzanier, da elregningen skulle betales. Pludselig blev folk præsenteret for regninger, der var steget med over 30 procent.
De forhøjede priser skyldtes ikke et merforbrug, for strøm er stadig en mangelvare i Tanzania. Årsagen er kendt som den såkaldte Richmond-gate. Sagen tog navn efter det firma, hvorfra regeringen bestilte og betalte en generator, som aldrig blev leveret. Til gengæld havde Tanzanias regering forinden lånt 179 millioner dollar i banken for at kunne betale Richmond for den famøse generator. Lånet skal afdrages til banken, og det er tanzaniaerne nu med til at betale af på via deres elregning.
Før jul dukkede lignende korruptionsskandaler op i medierne, og regeringen kom langsomt under pres. Tanzaniaerne undrede sig højlydt over, at ingen tog ansvar. En avis lancerede på forsiden en kurve der grafisk illustrerede præsidentens dalende popularitet og skrevet skarpt om korrupte politikere. En ung politiker, der stillede kritiske spørgsmål i parlamentet, blev suspenderet for at have ydmyget og kritiseret den noget ældre energiminister for at have indgået en minekontrakt, (Buzwagi Mining Contract) der ikke var opstillet til fordel for tanzaniaerne.
Richmond-gate var på ingen måde et enestående eksempel på korruption. I oktober introducerede de fire største oppositionspartier en såkaldt ’Skam-jer liste’ , der indeholdt navne på politikere, som angiveligt har langet til sig i forbindelse med indgåelse af aftaler med udenlandske firmaer. Der blev også rettet fokus mod regnskaberne i nationalbanken Bank of Tanzania, som til sidst blev gennemgået af revisionsfirmaet Ernest & Young. Den 9. januar kunne præsident Kikwete så udsende en pressemeddelelse, og fortælle at banken havde svindlet for ikke mindre end én milliard danske kroner.
Kikwete tøvede med at drage en konsekvens, mens parlamentet, donorerne, medierne og befolkningen undrede sig over, hvorfor undersøgelsen ikke var tilstrækkelig til at retsforfølge de ansvarlige. Da resultaterne blev offentliggjort blev lederen af nationalbanken, Daudi Ballali, godt nok fyret, men det var uklart, om han ville blive retsforfulgt.
Tanzanias parlament sagde stop. Det var imidlertid den nu fyrede premierminister, Edward Lowassas, ønske om en tillægslovgivning på det korruptionsanklagede energiområde, der fik parlamentsmedlemmerne til at slå bremserne i. Søndag 2. februar skulle parlamentsmedlemmerne give deres bud på to nye lovforslag, men i stedet for at følge ministerens anvisninger, sagde medlemmerne stop.
For første gang i Tanzanias historie modsagde parlamentet regeringen. Parlamentarikerne nægtede simpelthen at behandle forslagene, før de havde set revisionsrapporten af hele energiområdet. 4. februar indkaldte regeringstoppen parlamentarikere til et såkaldt ’banke-på-plads’-møde.
Men medlemmerne nægtede ganske overraskende at møde op. Til gengæld var de massivt til stede på et senere møde, hvor hele revisionsrapporten af hele energiområdet – trods store protester – blev læst op. Og så kom der for alvor skred i sagerne.
Tanzanierne sad klistrede til tv og radio for at følge Lowassas tale i parlamentet i Dodoma. Lowassa, som havde været involveret i tegningen af kontrakten med Richmond-firmaet, sagde ganske enkelt op som premierminister 7. februar, hvorpå præsidenten resolut fyrede alle sine ministre dagen efter.
Den Østafrikanske presse har ikke været sen til at beskrive udviklingen som en sejr for demokratiet. I Uganda sender avisen Monitor en hentydning med adresse til de andre afrikanske ledere om at følge Tanzanias eksempel om ikke at klamre sig til magten. Avisen bemærker, at ganske få afrikanske ledere – hvis nogen overhovedet – træder af, selv om de er involveret i skandaler. Derfor er denne udvikling en støtte til en demokratisk udvikling i Afrika, skriver avisen.
Det som bliver spændende i de kommende uger, er imidlertid om den nye regering rent faktisk vil tage hul på bunken med de andre store korruptionsskandaler.
Et sejlivet rygte blandt tanzanierne går på, at det regerende parti (CCM) har brugt pengene fra Bank of Tanzania til at finansiere deres valgkamp i 2005. Hvis der er nogen sandhed i den antagelse, frygter tanzanierne, at den forgangne uges omvæltninger kun er blevet sat i værk for at fjerne opmærksomheden fra andre skandaler.
Den nye premierminister, Mizengo Pinda, opfordrede netop i sin tiltrædelsestale tanzanierne til at glemme fortiden. Dagbladet ’The Citizen’ prøvede 9. februar optimistisk at forudse, at denne uges begivenheder kan være begyndelsen på en politisk kultur, hvor der er plads til at ledere kan indrømme fejltagelser og træde af.
Nu har præsident Kikwete lanceret sin nye regering, og udtalte 14. februar til avisen ’The Guardian’: »Festen er slut, nu er det om at komme i gang med arbejdet. Og jeg forventer at I alle gør en indsats«.
Samtidig understregede Kikwete, at han ikke ville tøve med at foretage endnu en omrokering, hvis han opdager at nogle ministre ikke leverer varen.
Det interessante ved historien fra Tanzania er dels mediernes mere markante rolle, dels det skred der har fundet sted i befolkningens måde at opfatte deres politikere på. Tanzanierne har været vant til at politikere er autoriteter, der ikke må siges imod. Nu føler tanzanierne, at de har en andel i hvad der er sket – at de har deltaget i demokratiet. De har oplevet, at det kan betale sig at demonstrere og følge med.
Man kan så bare håbe, at den følelse af magt ikke bliver taget fra befolkningen igen, og at de konstant vil stille nye krav, som regeringen må forholde sig til.
