Demokrati eller aristokrati?

35 u-lande har underskrevet foreløbige nye handelsaftaler med EU. Men hvor stor en del af disse landes befolkning ved egentlig, hvad de går ind til?

Af Mikkel Thydal

08. februar 2008

35 af de 79 såkaldte AVS lande – en række fattige lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet – har for nylig underskrevet en del af de såkaldte EPA-aftaler. EPA står for Economic Partnership Agreement og omfatter forhandlinger om både handel, bistand og serviceydelser. De underskrevne midlertidige handelsaftaler indeholder en plan for en udvikling frem mod et frit marked mellem parterne, så EU får fri adgang til AVS- landenes markeder og omvendt. I teorien skulle disse aftaler kunne give de udviklingslandene, der har underskrevet dem, fri adgang til at konkurrere på lige fod med EU, og på papiret ser disse aftaler glimrende ud, men spørgsmålet er, had de vil betyde i praksis.

Efter aftalens underskrivelse følger en periode på 25 år, hvor AVS-landenes markeder lidt efter lidt bliver liberaliserede. Herefter fjernes tolden, og alle skal sørge for sig selv, og aftalerne sikrer, at EU ikke efter de 25 år igen kan sætte ekstra told på varer fra AVS-lande. Men vil AVS-landene være tilstrækkeligt udviklede til at kunne klare sig i en helt fri handel på det tidspunkt? Det drejer sig om lande, der nu er blandt de fattigste i verden, og som altså om 25 år skal konkurrere direkte med supermagter som EU. Det kan resultere i, at EU og resten af vesten igen overtager markedet. EU kan ikke sætte ekstra told på varerne fra AVS-landene som før, men de har stadig lov til at give landbrugsstøtte.

EU mener her, at lande, der nu er blandt de fattigste i verden, vil være klar til at konkurrere mod landbrugs- og eksportstøtte om 25 år – at disse lande vil have en økonomi, der rækker til den hårde konkurrence på det fri marked. Det kan ikke lade sig gøre. Landene skal så gennemgå en udvikling, der er større end noget andet, vi nogensinde har set, og selv hvis det lykkes, vil det stadig være svært at konkurrere med Vesten, så længe EU har sin landbrugsstøtte som gør at, at EUs egne landmænd kan sælge billigst i EU. AVS-landene har slet ikke ressourcer til at sætte ind med tilsvarende støtteordninger til sine landmænd.

Andre faktorer spiller ind
Fattigdommen vil også på flere områder blive større i AVS-landene – f.eks. på serviceområdet. Eksporten og importen af varer fra AVS-landene udgør en så lille en del af EU’s indkomst, at den næsten ikke betyder noget. Og når handelen så bliver fri, kommer også nogle helt andre faktorer til at betyde noget. F.eks. kan leverancer af f.eks. vand, el og gas komme til at spille en stor rolle på markedet. For med fri handel vil private firmaer kunne opkøbe og privatisere disse ydelser, og hvis først et europæisk eller amerikansk firma kommer til at stå for at levere gas og varme til fattige lande, risikerer man, at prisen hurtigt skyder i vejret.

Argumenterne fra EU er, at AVS-landene ”bare” skal handle tilstrækkelig meget og gøre deres indkomst større, så de på et marked med fri handel kan handle på lige fod med alle andre. Det kan lyde rigtigt i teorien, men det er nok ønsketænkning, da AVS-landenes vigtigste handelspartner er EU, der næsten er selvforsynende med fødevarer. Og deres indbyrdes samhandel begrænses af, at de for det meste har de samme varer, som de skal eksportere til EU. En af EPA’ernes vigtigste formål har ellers været at styrke det regionale samarbejde mellem de omtalte u-lande, således at det skulle give økonomisk udvikling blandt landene indbyrdes. Det er bl.a. grunden til at man har forhandlet med landene i grupper, så de ville få en form for fællesskab følelse med hinanden, og kunne bygge videre på fremtidigt handelssamarbejde.

Demokrati?
EPA’erne er for mange mennesker i Danmark noget volapyk. De fleste folk får et spørgende udtryk i ansigtet, når de bliver spurgt om, hvad det er. Der har ikke været den store information om disse forhandlinger, så en stor del af befolkningen ved ikke rigtig, at det foregår. Det sætter tingene lidt i perspektiv. For hvis vi i et rigt og velinformeret vestligt land ikke ved, at disse forhandlinger finder sted, hvordan står det så til i de fattige lande, som EU ønsker at indgå aftalerne med? Hvor stor en del af disse landes befolkninger ved overhovedet, at der handles om deres lands fremtid lige nu? Beslutningstagerne i denne sag er, regeringsledere og forretningsmænd, ikke folket. Derfor er det rimelig sikkert, at de almindelige borgere ikke ved noget som helst om forhandlingerne.

Det er altså demokratiets manglende praksis for at høre befolkningen, der er skyld i, at beslutningerne bliver taget i toppen af samfundet. En ting er, at der ikke er mange i Danmark, der kender disse forhandlinger, som trods alt kun har begrænset indflydelse på vores hverdag – Men vi har alligevel haft muligheden for at debattere det. Men noget andet er, at bønder, der kommer til at skulle indordne sig under disse aftaler, som har afgørende indflydelse på deres livsvilkår, ikke selv kan være med til at bestemme, om de vil deltage i aftalerne.

Mikkel Thydal, praktikant hos Mellemolkeligt Samvirke i uge 6