”Ikke noget med alle de underskrifter, bare køb!”
De serverer fair trade the i det engelske House of Commons, fair trade kaffe i det belgiske kongehus, og dagligt bruger vi 31 ton fair trade bomuld i produktionen af de nye 10-eurosedler. Fair trade har invaderet Europa, hvor flere end 700 byer nu er certificerede – og nu er turen kommet til Danmark.
Af Lena Vind-Andersen
|
|
Mellemfolkeligt Samvirke anløber Århus med skonnerten Opal under festugen i september 2007 for at opfordre Århus til at blive Fairtrade By. En frivilliggruppe er nu blevet dannet. Foto: Helle Løvstø Severinsen.
|
Menuen stod på bananpandekager med chokolade, da Oxfam-gruppen i Garstang i det nordvestlige England inviterede byens borgere til et fair trade måltid i marts 2000. Mens folk tog for sig af pandekagerne, var der dog ingen, der forestillede sig, at de et år senere skulle lægge kimen til en international folkebevægelse ved ganske enkelt at udråbe Garstang til verdens første Fairtrade By. Men sådan gik det.
I dag seks år senere findes der næsten 700 Fairtrade Byer og Kommuner rundt om i Europa og to i Canada og USA. 25 pct. af byerne ligger i Storbritannien, hvor de også har Fairtrade Øer, og som det sidste nye satser Wales på at blive det første anerkendte Fairtrade Land i verden.
Fair trade bevægelsen er altså godt på vej til at vinde fodfæste i vores nabolande, og nu skal Danmark med på bølgen. I august erklærede overborgmester Ritt Bjerregård, at hun vil arbejde for, at København bliver Danmarks første Fairtrade By.
Og det er ikke et noget lille bølgeskvulp, som overborgmesteren har ambitioner om at surfe med på. I 2005 stod fair trade varer for en samlet europæisk omsætning på over 660 mio. euro, og tallet stiger. En ikke ringe del af succesen skyldes Fairtrade Byerne og den massive folkelige opbakning. F.eks. har det britiske boom i Fairtrade Byer – fra én til 269 på syv år, mens yderligere 234 områder kandiderer til fair trade status – bl.a. betydet, at 20 pct. af al kaffe solgt i Storbritannien er fair trade.
Bruce Crowther, en af Fairtrade Byens fædre, er medlem af Garstang Oxfam Group og arbejder nu som konsulent for The Fairtrade Foundation i England. Ifølge ham er konceptet blevet en succes af to enkle årsager:
”Det er let at forstå budskabet om, at en fair dags arbejde skal belønnes med en fair dags løn. Jeg tror, at budskabet appellerede til folk i det nordvestlige England, hvor bevægelsen startede, fordi der historisk har været meget kamp om arbejderrettigheder. Og så er det enkelt at gøre noget ved: Man skal bare købe produkterne. Ikke noget med underskrifter eller andet, bare køb,” siger Bruce Crowther.
Skal din by også være Fairtrade?
Mellemfolkeligt Samvirke og Max Havelaar samarbejder om at udbrede fair trade over hele landet. Vi ønsker langt flere fair trade produkter på hylderne, og at flere kommuner går forrest. Derfor har vi også brug for din hjælp – meld dig på www.ms.dk/fairtrade
Fairtrade Byer mobiliserer lokalsamfundet
Han mener, at den lokale forankring og opbakning har været afgørende for bevægelsens succes i England. For Fairtrade Byer kræver samarbejde lokalt og på tværs af tidligere skel mellem brancher, organisationer og institutioner. Den slags samarbejde signalerer nye veje for, hvordan et lokalsamfund kan påvirke sin egen og i videre forstand sin regerings handelspolitik.
I Garstang lykkedes det Oxfam Gruppen at sælge ideen om fair handel til deres lokalsamfund, da de fandt på at invitere hele landsbyen på et måltid fair trade mad:
”I den proces fik vi defineret hvad og hvem, vores lille samfund bestod af. Vi inviterede kirkerne, skolebestyrelserne, kommunen og de næringsdrivende, og vi fik dem til at underskrive en erklæring om, at de ville bruge produkterne,” fortæller Crowther.
Et år senere var den hjemme. Alle byens borgere besluttede ved en afstemning, at Garstang skulle være Fairtrade By, og det er ifølge Crowther stadig samarbejdet på kryds og tværs af forskellige organisationer og handlende i lokalsamfundet, der driver værket.
Folkelig opbakning
Fairtrade Byerne startede som folkelige bevægelser på tværs af branche og klasseskel, og sådan er det i høj grad stadig, selv om der i dag også opstår Fairtrade Byer og zoner på initiativ af kommuner og sågar landsdele. Fair trade samler både større og mindre bysamfund om en fælles sag, og det mener Bruce Crowther er bevægelsens styrke:
”Når vi uddeler Fairtrade By diplomet, giver vi det til byens borgere, ikke til kommunalbestyrelsen. Fair trade er en glimrende mulighed for en kommune eller et bystyre til at involvere sig aktivt med alle sine borgere. Men det er borgerne, der gør det til virkelighed.”
|
Malmøs vej til Fairtrade By
I takt med, at ideen er slået igennem uden for Storbritannien, er der opstået alternative veje til Fairtrade By status, selv om resultatet i sidste ende stadig afhænger af den folkelige opbakning. I Malmø opstod initiativet f.eks. på opfordring fra ”Miljöpartiet de Gröna”, som mærkede den voksende interesse for fair trade blandt byens handlende og organisationer. Malmø blev certificeret i maj sidste år efter to års forberedelser.
Lari Pitkä-Kangas fra Malmø kommune mener, at samvittigheden og viljen til at ændre livsstil blandt forbrugerne er en afgørende faktor for succes:
”Vi har arrangeret modeshows, lavet kampagner på offentlige og private virksomheder og uddelt en halv million brochurer. Men i sidste ende kommer man ingen vegne uden god vilje og et ønske blandt borgerne om at være med til at skabe mere retfærdig handel.”
Tænk praktisk og stort
I Malmø arbejder kommunen lige nu med at lette arbejdspladsers og forretningers adgang til et større vareudbud, og de planlægger at oprette et ”Fairtrade City Kancelli”, der skal sikre, at samarbejdet mellem firmaer og foreninger fungerer.
”Det skal være let for arbejdspladser at få fat i varerne for at øge forbruget, og den bedste strategi er at fokusere på en konkret handlingsorienteret tilgang og en aktiv hjemmeside”, konstaterer Lari. Han hilser Københavns initiativ om at arbejde mod Fairtrade By status velkommen med ønsket om, at vi på sigt kan etablere en Fairtrade Øresundsregion.
København som Fairtrade By?
På opfordring af Mellemfolkeligt Samvirke og Max Havelaar har Ritt Bjerregaard lovet at arbejde for, at Københavns Kommune bliver en certificeret Fairtrade By. Forslaget er netop vedtaget i borgerrepræsentationen, og hermed står kommunen overfor en lang række udfordringer i forbindelse med regnskab, offentligt indkøb og det lokale udbud af fair trade produkter. Men der er stor optimisme på Københavns Rådhus:
”Vi er Danmarks største arbejdsplads, og vi kan bidrage til at øge salget af fair trade ganske betragteligt. Via vores indkøb kan vi tage et socialt ansvar for vores skatteborgere og vise, at vi alle sammen kan tænke den tredje verden ind vores hverdag,” forklarer Anne Vang, der er ordfører for socialdemokraterne i kommunen.
Nok kom vi sent med på fair trade bølgen i Danmark, og nok er der ikke lige nu planer om at invitere byens borgere på fair trade rådhuspandekager – men ambitionerne fejler heldigvis ikke det fjerneste på Københavns Rådhus:
”Vi har en klar målsætning. Vi vil være nordens første Fairtrade hovedstad,” erklærer Anne Vang.
Læs mere på:
www.ms.dk/fairtrade
www.maxhavelaar.dk





