Omkamp for nepalesisk demokrati

Endnu engang holder nepaleserne vejret, mens de venter på, om politikerne vil kaste Nepal tilbage i en ustabil og måske voldelig situation, eller om demokratiet får en ny chance. Det var på et hængende hår, at de ledende politikere fik afværget en krise, da det ikke lykkedes at færdiggøre en ny forfatning i slutningen af maj. Men aftalen er spinkel og kan brydes når som helst.

Af Rasmus Holm, kommunikationsrådgiver for MS og ActionAid Nepal

15. juni 2010

Indtil 2006 var det lille, fattige bjergland i Himalaya et hinduistisk kongerige. Klemt inde mellem Indien og Kina og for det meste glemt af omverdenen havde den maoistiske oprørshær udkæmpet en 10 år lang borgerkrig mod statens bevæbnede politi. Krigen sluttede, med Indien som mægler, med en fredsslutning mellem maoisterne på den ene side og landets to store partier (UML og Kongrespartiet) på den anden side.

Siden fredsslutningen i 2006 har demokratiet i Nepal nydt store fremskridt med flere kvinder og repræsentanter for etniske minoriteter i parlamentet og med mere fokus på lokalt demokrati. Men det seneste år har utallige strejker og politiske konflikter gjort det svært for folk at bevare optimismen, og med den nu 19. regering på ligeså mange år, hvor den ene har været mere uduelig og korrupt end den anden, har folk ikke meget at tro på.

Mange almindelige mennesker i Nepal oplever i disse år, at basale ting som veje, strømforsyning og den generelle sikkerhed er blevet væsentligt ringere. Samtidig vokser det politiske tomrum dag for dag med de ”gamle” partier, der ikke evner at komme med løsninger på landets store udfordringer, og maoisterne, der fysisk har blokeret parlamentet i et år. Situationen skaber fornyet frygt for, at landet skal vende tilbage til en væbnet konflikt – hvor den fattige befolkning endnu engang bliver ufrivillige ofre.

Aftale i 11. time
Den grundlovsgivende forsamling skulle have været færdig med landets nye forfatning i slutningen af maj i år. På grund af fundamental uenighed om landets fremtid som føderalstat og store uenigheder om sociale reformer som omfordeling af jord har det i flere måneder stået klart, at denne deadline ikke ville blive overholdt, og at Nepal reelt kunne komme i en situation, hvor der ikke var parlament og regering. Kvart i 12 – bogstavelig talt – lykkedes det dog de tre store partier at nå frem til en aftale, der udskyder fristen et år, og dermed fik håbet om en demokratisk fremtid ny luft.

Men uenighederne om aftalen er så stor, at der allerede er stor usikkerhed om, hvor længe den holder, og de nepalesiske politikere har da også brugt de seneste tre uger på at fortælle, i hvor høj grad de andre bryder aftalen. Maoisterne mener f.eks., at premierministeren Madhav Nepal skal gå af som det første i aftalen, mens de andre partier mener, at maoisterne skal afvæbne deres paramilitære ungdomsfløj, før regeringen vil gå af og overlade premierministerposten til en maoist.

Politisk stilstand
Ved valget i 2008 fik maoisterne, der var gået fra at være en oprørshær til at være et reelt politisk parti, overraskende 38 pct. af stemmerne. Selv med en del rapporter om at væbnede trusler havde spillet en stor rolle visse steder på landet, blev valget i det store hele betragtet som demokratisk og fair. Maoisterne fik herefter regeringsmagten – under stor international bevågenhed, fordi de afsatte Nepals konge Gyanendra og dermed afskaffede det 240 år gamle nepalesiske monarki. Mindre end et år senere afgav maoisterne dog magten, fordi præsidenten modsatte sig deres fyring af den hærchef, som ifølge maoisterne forhindrede integrationen af de tidligere oprørssoldater i den regulære hær.

Siden har den politiske scene i Nepal været præget af stilstand, hvor maoisterne helt fysisk har blokeret parlamentets arbejde. Det er en ganske paradoksal situation, hvor maoisterne på den ene side bruger vold og trusler for at forhindre demokratiet i at udspille sig, og på den anden side har de andre partier ikke noget politisk at komme med. Alle udspil, der har nogen grad af substans og bud på løsning af landets alvorlige problemer, kommer fra maoisterne, mens de gamle partier er optaget af korruptions- og nepotismeskandaler.

Demokratiske maoister
Det er svært at sige, hvad maoisterne faktisk vil. I efteråret gav Baburam Batterai (nummer to i partiet) et interview, hvor han fortalte, at maoisterne skam går ind for demokrati, blot ikke et demokrati, der involverer reaktionære kræfter. Maoist-partiet er dog internt splittet: nogle kræfter vil “tilbage til junglen”, og nogle er mere parlamentariske. For tiden har de parlamentariske kræfter magten, men går der for lang tid, uden at ledelsen kan vise håndgribelige resultater, kan det skubbe magtbasen i partiet over mod de mere militante dele.

Specielt på landet nyder maoisterne stadig stor opbakning. Her er der stort behov for sociale reformer og omfordeling af jord. I byerne og blandt den uddannede del af befolkningen er der en stor skepsis over for maoisternes reelle hensigter. Med de seneste måneders blokade af parlamentet ser det ud til, at det vil lykkes maoisterne at true sig tilbage magten, og dermed melder det store spørgsmål i nepalesisk politik sig uundgåeligt på ny: hvor demokratisk er det maoistiske parti egentligt?

Indien store rolle
En forholdsvis stabil situation i Nepal er afhængig af den store nabo i syd, Indien. Nepal er i alle forhold meget påvirket af Indien – fra sproget, hvor hindi gennem film og musik bliver mere og mere udbredt, over økonomien, hvor Indien er den absolut væsentligste partner, og til det politiske, hvor Nepal til tider har været nærmest fjernstyret fra New Delhi.

Forbindelserne mellem de nepalesiske og indiske maoister er uklare. Men i øjeblikket, hvor det indiske maoistoprør bliver stærkere og stærkere i flere delstater og af den indiske premierminister betegnes som den alvorligste trussel mod Indiens interne sikkerhed, er det klart, at det sidste, som styret i New Delhi ønsker sig, er en nabo som er styret af maoistiske kræfter – med mulighed for at gøre Nepal til base for Indiens egne maoistiske oprørere.

Risiko for autoritært styre
Nepaleserne har siden demokratiets indførelse i 1991 været udsat for næsten alle tænkelige politiske konstellationer, og tålmodigheden overfor de gamle magtfuldkomne mænd, der går mest op i at opdele ministerierne så en måde, der giver flest mulig korruptionspenge, kan meget vel være ved at slippe op. Mange mennesker udtrykker ønske om at få en stærk leder, der kan få tingene til at fungere, som kan skære igennem alt det politiske fnidder, og som ikke er korrupt. Så hvis politikerne ikke vil øge risikoen for et autoritært styre, skal de udnytte deres sidste chance for at skrive en god og gennemarbejdet forfatning, der er blevet hørt hos folket, og som har bred opbakning i parlamentet. Det er den eneste måde at genvinde befolkningens tillid til politikerne og opbakning til det spæde demokrati.