Global volontør 26+ i Libanon
Når du rejser ud med Global Contact kommer du helt tæt på kultur, religion og tradition. Som volontør i Libanon får du kulturen helt ind under huden.
I Libanon kan du arbejde indenfor mange forskellige områder. Volontøropholdet er en unik chance for at komme helt tæt på en inspirerende og hårdtarbejdende lokalbefolkning, der er præget af en kompleks politisk og social situation. Som noget nyt kan du nu også komme i praktik på et sundhedscenter, der er tilknyttet en palæstinensisk flygtningelejr. Gå ikke glip af denne mulighed for at arbejde i en anderledes og spændende kontekst.
Hvad skal du arbejde med?
Som volontør i Libanon kan du arbejde indenfor følgende områder:
Politik, kampagner og workshops:
Som frivillig kan du blive en del af en ungdomsdrevet organisation, der arbejder for at skabe social bevidsthed blandt libanesiske unge. Organisationen har 32 afdelinger i hele Libanon og arbejder med politik, kampagner, workshops og dialogmøder. Som volontør hos denne organisation kan du desuden bidrage med planlægning og afholdelse af organisationens forskellige summer camps eller arbejde med hjemmeside og kommunikation.
Palæstinensiske ungdomscentre:
I Libanon er der flere organisationer, der koncentrerer sig om de mange palæstinensiske unge bosat i Libanon. Du kan blive tilknyttet en af vores partnerorganisationer, der alle har flere centre i forskellige palæstinensiske flygtningelejre, hvor der kæmpes for at forbedre vilkårene for lejrens børn, unge og kvinder. Centrenes formål er at give børn og unge et opholdssted, men også at give dem mulighed for at deltage i undervisning, som et supplement til lejrens overbebyrdede og mangelfulde skoler. En del af volontørarbejdet på centeret vil således være at deltage i undervisningen i bl.a. matematik, engelsk, musik og it. Du kan også hjælpe organisationen med dokumentation, kampagner og kommunikation. Der vil desuden være leg og aktiviteter med børnene, og deltagelse i oplysningsarrangementer og diskussionsforum for lejrens kvinder. Dine opgaver kan også være af mere praktisk karakter eks. istandsættelse af legepladser eller organisering af fodboldturneringer.
Sundhed:
Som volontør kan du blive tilknyttet en lokal partnerorganisation, der arbejder med at forbedre palæstinensiske flygtninges sundhed. Der er tilknyttet læger, børnelæger, tandlæger, psykologer osv. til denne organisation. Du vil bistå en læge/tandlæge eller hjælpe til med at lave opsøgende informationsarbejde om sundhed på eksempelvis skoler. Er du studerende på en sundhedsuddannelse har du også mulighed for at komme i praktik på dette sundhedscenter.
Miljø:
Som volontør i Libanon kan du arbejde med miljø og klima. Du vil blive tilknyttet en libanesisk organisation, der fokuserer på at forbedre Libanons miljø. Organisationen har brug for folk, der vil hjælpe med kampagner, kommunikation, fundraising, hjemmeside samt oplysningsarbejde om miljøspørgsmål. For at blive tilknyttet dette projekt skal du har lyst til at arbejde med kommunikation og medier og være indstillet på at skulle lave kontorarbejde. Organisationen har erfaring med udenlandske volontører og praktikanter og du vil derfor mærke en international atmosfære. Organisationen har desuden tæt forbindelse til en øko-landsby lidt udenfor Beirut, som du også vil få forbindelse til med dit arbejde.
Der er kort sagt masser at tage fat på i Libanon. Fælles for alle opholdene er at det forventes, at du arbejder fem dage om ugen.
Global Volontør 26+ er for dig
Du er mellem 26 og 75 år og har mod på nye eventyr. Du har lyst til at gøre en forskel for andre og lære nye mennesker at kende.
Hvad vil du arbejde med?
Når du rejser ud som volontør er der mange forskellige arbejdsopgaver, du kan give dig i kast med. Når du tilmelder dig opholdet skal du derfor lave en prioriteret rækkefølge over hvilke arbejdstyper, du bedst kunne tænke dig at arbejde med. Global Contact gør alt for at imødekomme dine ønsker om arbejdstype, men vi kan desværre ikke garantere, at du får din førsteprioritet.
Husk at søge visum og få dine vaccinationer
Når du søger visum skal du altid ansøge om et turistvisum, uanset hvilke andre visumtyper der er (læs mere under Visum).
Kontakt din læge eller rejseklinikken på Rigshospitalet for oplysninger om hvilke vaccinationer, der er nødvendige (læs mere under Vaccinationer).
Når du ankommer til Beirut
Ved ankomst til lufthavnen i Beirut vil du blive hentet af en repræsentant fra Palestinian Youth Organisation som vil sørge for at du kommer til lejren og bliver indkvarteret. Du får en kontaktperson i både lejren og Beirut, ligesom du selvfølgelig vil være i kontakt med Global Contact.
Flyt dig!
Som volontør gør du en forskel mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke, anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.
Sikkerhed
Mellemøsten er desværre især kendt for at være et konfliktfyldt område. Derfor vægter Global Contact sikkerheden ekstra højt. Via vores kontorer i regionen er du altid i sikre hænder, ligesom vores partnere har fingeren på pulsen, så du undgår problemer.
Sådan bor du
Under dit ophold vil du blive indlogeret hos en familie i lejren. På den måde får du et meget autentisk indblik i beboernes hverdag. Libanon er et lille land og du kan hurtigt komme fra den ene ende til den anden. Det er bjergrigt og smukt, og når ikke du arbejder i lejren, er der masser af muligheder for at se dig omkring. Der er busser som billigt kan tage dig til Beirut og hvor du ellers måtte ønske. Vær opmærksom på at kost ikke er inkluderet prisen under dit volontørophold.
GrundkursusJo bedre du er forberedt, jo mere får du ud af dit ophold. Du skal derfor deltage i et obligatorisk grundkursus inden afrejse. Her får du information om dit værtsland, og vi diskuterer udviklingsproblematikker og kulturforståelse. Det er også på grundkurset du møder dine kommende rejsefæller. Se eksempel på program for et grundkursus.
Hjemkomstweekend
Alle rejsende fra Global Contact deltager også i en obligatorisk hjemkomstweekend efter endt ophold. Formålet er at evaluere dit ophold, gense dine rejsefæller og dele dine oplevelser med andre. I løbet af weekenden diskuterer vi, hvordan man kan bruge sine rejseoplevelser efter man er kommet hjem, og hvilke muligheder der er for at lave frivilligt arbejde i Danmark. Læs mere om hjemkomstweekenden.
Både grundkursus og hjemkomstweekend afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, København N.
Pris
Pris Danmark: 18.500 kr (5 uger), 23.500 kr (9 uger), 28.500 kr (13 uger).
Pris Norge: 21.500 NOK (5 uger), 26.500 NOK (9 uger), 32.000 NOK (13 uger).
Prisen i NOK er inklusiv transport til Grundkursus København.
Når du rejser ud som Global Volontør skal du være medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Medlemsskabet koster fra 195 kr. om året.
Flyrejse t/r: Inkl.
Obligatorisk Grundkursus København: Inkl.
Forsikring: Inkl.
Kost: Eksl.
Logi: Inkl.
Afbestillingsforsikring for flybillet: Inkl.
Gebyr til værtsorganisation: Inkl.
Administrationsgebyr til Global Contact: Inkl.
Mellemfolkeligt Samvirke medlemsskab: Eksl.
Sprogundervisning: Eksl.
Visum: Eksl (Husk at ansøge om visum)
Medicin og vaccinationer: Eksl.
Udgifter i forbindelse med videre rejse: Eksl.
Transport til/fra Grundkursus København: Eksl.
Ændringer af flybillet efter udstedelse: Eksl.
Lommepenge: Eksl.
Global Contacts overskud går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med at give verdens fattigste større demokratisk indflydelse. Læs mere på: www.ms.dk.













