Global Praktikant Uganda
Er du sygeplejestuderende med mod på at prøve nye grænser af? Så vil et praktikophold i Uganda give dig en oplevelse for livet.
Global Contact er Mellemfolkeligt Samvirke's rejseprogram, der sender volontører ud til det meste af verden. Nu tilbydes også praktikophold for sygeplejestuderende i Uganda. Praktikopholdet indledes med én uges forberedelse på Global Platform Kenya. NB: Opholdet er kun for studerende på sundhedsuddannelse.
Vi kan slet ikke forstå, at vi kun har været her ca. 1 uge med alle de indtryk vi har fået. Vi har været rundt i den ene landsby efter den anden og oplevet det som vi ikke troede fandtes mere” - Dora og Kjeld, tidligere volontører i Uganda Hvad skal du arbejde med?
Nu har du chancen for at bidrage med dine kompetencer i mindre udviklede sundhedsområder, samtidig med at du udvikler dig personligt. Udlandspraktik er en unik mulighed for at erhverve sig interkulturel kompetence og faglig perspektivering. Man udvikler sig på alle områder, når man står som sygeplejeske på egne ben i fremmede omgivelser.
Efter 1 uges undervisningsforløb på Global Platform Kenya følger 10 ugers praktikophold. Praktikopholdet kan være på en sundhedsklinik eller et hospital. Opholdet vil give dig mulighed for at udforske sygeplejens forskellige aspekter i en anden kontekst end den danske. Ved at få indblik i andre måder at arbejde på i andre dele af verden, vil du blive i stand til at sætte dine vante
arbejdsmetoder i perspektiv.
Det forventes, at du møder på praktikpladsen fem dage om ugen, men i weekenderne har du fri til at tage på ture.
Global Praktikant er for dig
Du er studerende på en sundhedsfaglig uddannelse. Du har lyst til at gøre en forskel for andre, lære nye mennesker at kende samtidig med at du udvikler dine kompetencer indenfor dit fag. Som Global Praktikant rejser du ud sammen med andre praktikanter.
Hvad vil du arbejde med?
Som Global Praktikant kan du blandt andet komme ud på en sundhedsklinik eller et hospital. Du skal selv være med til at ønske din placering. Global Contact gør alt for at imødekomme dine ønsker, men vi kan desværre ikke garantere, at du får din førsteprioritet.
Husk at søge visum og dine vaccinationer
Når du søger visum skal du altid ansøge om et turistvisum, uanset hvilke andre visumtyper der er (læs mere under Visum).
Kontakt din læge eller rejseklinikken på Rigshospitalet for oplysninger om hvilke vaccinationer, der er nødvendige (læs mere under Vaccinationer).
Når du ankommer til Entebbe
Du ankommer til Entebbe lufthavn lidt uden for hovedstaden Kampala vil der blive sørget for din indlogering. Som Global Praktikant i Uganda vil du blive tilknyttet Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i hovedstaden Kampala. På landekontoret er Ivan Mpagi ansat til at tage sig af volontører og praktikanter og samarbejdet med de lokale partnere.
Uganda bliver kaldt Afrikas perle, og der vil være rig mulighed for oplevelser af forskellig art. Udforsk f.eks. den pulserende hovedstad Kampala, Lake Victoria, tag på riverrafting ved Nilens udspring eller på trekking i Ugandas smukke bjerge. Du kan også vælge at rejse rundt i landet efter dit praktikophold.
Flyt dig!
Som Global Praktikant gør du en forskel, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke, anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. Som Global Praktikant kommer du helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.
Sådan bor du
Som praktikant gennem Global Contact vil du få en ekstra dimension af oplevelser, da du vil komme til at bo hos en lokal familie (evt. med en anden praktikant) eller i tilknytning til den institution, du skal arbejde ved.
Hvis du ønsker at arbejde og bo sammen med en du rejser med, eller ønsker at bo alene, så skriv det til os i din ansøgning. Der er mulighed for at forlænge dit ophold, men prisen vil så bliver forhøjet, idet du skal betale for kost, logi og forsikring.
Du starter på Global Platform Kenya
Dit opholdet begynder med 1 uge på Global Platform Kenya. Platformen er placeret i området ved Mount Kenya ca 3,5 timers kørsel nord for Nairobi. Denne uge vil sætte fokus på udviklingsproblematikker, projektudvikling, kulturforståelse og historie, som alt sammen er med til at ruste dig til et praktikophold i en afrikansk kontekst.
Grundkursus
Jo bedre du er forberedt, jo mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor deltage i et obligatorisk grundkursus inden afrejse. Her får du information om dit værtsland, og vi diskuterer udviklingsproblematikker og kulturforståelse. Det er også på grundkurset du møder dine kommende rejsefæller. Se programmet for grundkurset.
Hjemkomstweekend
Alle rejsende fra Global Contact deltager også i en obligatorisk hjemkomstweekend efter endt ophold. Formålet er at evaluere dit ophold, gense dine rejsefæller og dele dine oplevelser med andre. I løbet af weekenden diskuterer vi, hvordan man kan bruge sine rejseoplevelser efter man er kommet hjem, og hvilke muligheder der er for at lave frivilligt arbejde i Danmark. Læs mere om hjemkomstweekenden.
Både grundkursus og hjemkomstweekend afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, København N.
Pris
Prisen for et ophold som Global Praktikant er 23.600 DKK.
Flyrejse t/r: Inkl.
Obligatorisk forberedelsesseminar: Inkl.
Forsikring: Inkl.
Kost: Inkl.
Logi: Inkl.
Afbestillingsforsikring for flybillet: Inkl.
Gebyr til værtsorganisation: Inkl.
Administrationsgebyr til Global Contact: Inkl.
Mellemfolkeligt Samvirke medlemsskab: Eksl.
Sprogundervisning: Eksl.
Visum: Eksl (Husk at ansøge om turistvisum)
Medicin og vaccinationer: Eksl.
Udgifter i forbindelse med videre rejse: Eksl.
Transport til/fra forberedelsesugen i København: Eksl.
Ændringer af flybillet efter udstedelse: Eksl.
Lommepenge: Eksl.
Du skal huske selv tegne en erhvervs-rejseforsikring hos din fagforening.
Global Contacts overskud går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med at give verdens fattigste større demokratisk indflydelse. Læs mere på: www.ms.dk.













