Prostituerede af bitter nød
Zimbabwes kollaps har tvunget mange unge zimbabwiske kvinder illegalt til nabolandet Mozambique, hvor de arbejder som prostituerede og konstant er udsat for overgreb fra politiet.
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder for MS i Mozambique13. november 2009
5-10 kroner. Så meget eller lidt tjener den 22-årige zimbabwer Nyasha Myaka på at sælge sig selv på et bordel i Chimoio i det vestlige Mozambique, 80 kilometer fra grænsen til Zimbabwe.
"Jeg kom hertil for et halvt år siden. Jeg kan ikke lide at være her, men jeg blev nødt til at overlade min femårige søn til min søster i Harare (Zimbabwes hovedstad, red.) og tage hertil og prøve at tjene penge, for der var intet at lave i Zimbabwe. Til mine forældre har jeg sagt, at jeg lever af at lave og sælge sadza (en slags tyk, klæg majsgrød), for de skal ikke vide, hvad jeg i virkeligheden laver", fortæller den fraskilte Nyasha Myaka.
Hun sidder på en madras i sit hjem, et rum på fem kvadratmeter med gasbetonvægge, bølgebliktag og jordstampet gulv. Udenfor gør et smattet og maddikebefængt hul afskærmet af et hegn af tykke strå det ud for wc og bad.
"Maden laver vi over åben ild. Jeg betaler 20 meticais (knap 5 kr.) om dagen i husleje. Det er ikke værdigt at bo sådan. Men jeg har ikke råd til andet", fortæller Nyasha Myaka, som har besøg af fire af sine kvindelige landsmænd.
De bor tilsvarende trist og fortæller tilsvarende triste historier som Nyasha Myakas. Hver aften ved 7-tiden går de unge kvinder over på Madrinha (Gudmor) – et hotel ved landevejen, som forbinder Zimbabwe med den mozambiquiske havneby Beira – i håbet om at kapre kunder.
"Nogle er lastbilchauffører, andre handler med guld og ædelsten. Dem er der mange af i bjergene i det vestlige Zimbabwe. Nigerianerne er de værste, for de tror, at de ejer dig, og at de kan behandle dig, som de har lyst. Det sker også tit, at kunder truer os til at give dem pengene tilbage, når de er færdige. Det har jeg prøvet én gang. Da var jeg nær ved at græde", siger Nyasha Myaka.
Også de mozambiquiske prostituerede angriber af og til deres zimbabwiske konkurrenter.
"Det sker af og til, at vi kommer op at slås med mozambiquerne. De anklager os for at tage deres kunder og påstår, at vi tilbyder gratis sex. Det passer ikke", siger Nyasha Myaka.
En af hendes veninder, den 25-årige Linnety Hungwe, afviser desuden, at de zimbabwiske prostituerede i deres desperate jagt efter penge er villige til samleje uden præservativ.
"Vi bruger altid kondom, og altid to af slagsen for at være helt sikre, hvis det ene skulle gå i stykker. Jeg er bange for at blive smittet med sygdomme", fastslår Linnety Hungwe, der ikke har fået en hiv-test, siden hun fødte sit tredje barn i Harare for to år siden.
Som mange zimbabwiske flygtninge i Mozambique har Linnety Hungwe hverken pas eller andre papirer. Derfor kalder hun sig en "border jumper", en person, som har krydset grænsen på et af de lange ubevogtede stræk i bjergegnene mellem de to lande eller ved at bestikke grænsepolitiet
De illegale indvandrere lever i konstant angst og risiko for det mozambiquiske politi. For uden pas eller andre papirer er zimbabwerne jaget vildt i Mozambique.
"Betjentene kommer ofte forbi og tvinger os til at give dem 100 meticais (23 kroner) for at lade være med at få os smidt ud af landet. Nogle af dem forlanger også sex med os. Af og til er det civile forklædt som betjente, der truer os. Men uanset hvem det er, bliver vi nødt til at bøje os for dem, for hvad kan vi gøre?" spørger Nyasha Myaka.
For nogle måneder siden blev hun en nat vækket ved, at nogle betjente sparkede hendes dør op.
"De tog de penge, jeg havde gemt under min madras, og tog mig med på stationen, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle sove på toilettet. Det stank af urin, var oversmurt med afføring, og der var masser af myg. Næste dag skulle jeg gøre toilettet rent, inden jeg fik lov at gå", fortæller Nyasha Myaka.
En anden af hendes veninder, Pamela Tsono, har prøvet at blive smidt ud af Mozambique. Kort efter var hun tilbage på hotellet. Ikke med sin gode vilje.
"Jeg bliver nødt til at være her for at tjene penge. Nogle af dem har jeg brugt til at købe sandaler for. Når jeg har 200 par, tager jeg hjem til Harare og vil prøve at leve af at sælge dem på et marked. Alt er bedre end dette", siger Pamela Tsono.
