Om os | Kurser | Kontakt
dansk Norsk
                                     

Når konflikt bliver hverdag, og ingen råber op

 

Af Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen, studerer statskundskab og arabisk ved Københavns Universitet.

 

Den umiddelbare harmoni

Når jeg sidder på tagterrassen i den gamle by i Jerusalem, virker konflikt, besættelse og angst totalt fraværende. Udsigten ligner den, de fleste danskere kender fra Disneys tegnefilm Alladin. Alle bygninger er opført i helt lyse sandsten, himmelen er turkisblå som middelhavet og varmedisen hænger tungt i luften. Kupler fra moskeer, kirker og synagoger titter frem over alt. De religiøse riter begynder: Jøderne beder, mens de danser og klapper, og midt i det hele starter muslimerne deres bønner fra minareterne, ud over byen. Franciskanermunkene går tur langs Via Delarosa og kirkeklokkerne ringer solen ned.

 

Umiddelbart virker det, som om det at leve i én fælles harmonisk stat side om side er muligt. Efter min mening tilbyder hver religion smukke symbolske riter, når de beder til deres Guder, men jeg er overbevist om, at ingen Gud hører deres bønner, for ingen Gud kan rumme det had der hersker under overfalden. Desværre er harmonien blot umiddelbar, for i horisonten sniger den grå brutale mur sig, nær Olivenbjerget, hvor det siges at Jesus fik kysset af Judas. Her skilles vandene og Israel deles fra Vestbredden med militærtårne, soldater, beton og pigtråd. Som udenforstående i sagen, kan jeg ikke vælge anden side end menneskets. Mit ærinde er at tale for menneskelighed ved at gøre opmærksom på det umenneskelige. Jeg vil fortælle om de oplevelser jeg havde i sommers, på min rejse med Mellemfolkelig Samvirke i Israel og Palæstina. Jeg må fortælle dig om de ting der sker dernede lige nu, ting de fleste af os ikke kan begribe.

 

Muren

Muren, sikkerheds-muren, hegnet; ”forhadt barn” har mange navne. Fakta er, at Muren for 5 år siden i 2004 blev dømt ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag. Det virker, som om den instans, der blandt andet er blevet skabt til at forhindre at verden nogensinde igen skal opleve et Holocaust, ingen autoritet har. Vores internationale retssystem har dømt, men til trods bygges der stadig videre på muren. Muren er i dag omkring 700 km lang, 9 meter høj i byområder og nogle steder strækker den sig 16 km ind i Vestbredden. En ting er, at Israel som stat ikke retter sig efter sin dom. En anden ting er, at vi som medlemmer af FN igen lader det gå ubemærket forbi vore privilegerede næser, at et andet medlem af FN bryder vore fælles principper.

 

Omverdenens passivitet

 Debatten om Muren er stille forsvundet fra den offentlige debat. Kan vi blot se passivt til, mens et medlem af FN, et demokrati, fortsat bygger på en ulovlig og umenneskelig mur? Det er forståeligt at israelerne er bange, efter adskillige ligeledes umenneskelige terrorangreb. Men er en mur virkelig løsningen? Har historien ikke lært os, at mure intet godt fører med sig?I mediebilledet og på den politiske dagsorden herhjemme fylder den hver dag eksisterende psykiske terror i Israel og Palæstina alt for lidt. Vi kender ikke til de daglige problemer, som blandt andet muren og dens check points skaber. Jeg fik chancen for at opleve hverdagen i området, og jeg så at den hverdag er besat af psykisk nedslidende tilstande både for israelerne og palæstinenserne.

 

En morgen ved Qalandiya
En almindelig morgen kl. 5 var vi med den israelske organisation Matchom Watch ved check pointet Qalandiya, nær Ramallah. Matchom Watch er en organisation af frivillige israelske kvinder, som overvåger check points, og forsøger at rapportere om brud på menneskerettigheder og andre ulovligheder. Hvad jeg så, hørte og mærkede den morgen har printet sig ind i mit sind. For dem der ikke har været ved et check point før, kan jeg berette, at sådan et sted består af høje grå betonbygninger. Når man træder ind er der opstillet grå metalbåse af kraftigt gitter. Man står i 6-7 rækker og hver række fører ind i en bås, som på makaber vis minder, om indretninger til at sluse kvæg ind i en stald. Først når man er kommet igennem båsene, kan man komme frem til den israelske soldat, som tjekker ens pas og forhåbentligt lader en gå ind på den anden siden. Foran gitteret stod masser af mennesker. Situationen mindede på en absurd måde om stemningen ved hegnet ind til åbningen af Roskilde Festival. Forestil dig mængden af mennesker, der står og skubber og maser på hinanden. Nogle forsøger at kravle mellem gitteret og taget og bliver fastklemt. Forestil dig lyden af skrig og råb, hvin og pludselige lyde af metaltremmer der bliver rusket. I stedet for glade unge mennesker på vej til friheden på Roskilde Festival, så forestil dig mænd i alle aldre, unge, ældre, syge, raske. Alt fra læger til skolebørn, der hver dag skal igennem dette, blot for at kunne forsørge deres familier. Og en sidste ting, prøv nu at forestille dig at det var din far, bror, kæreste, mand eller onkel, der dagligt skulle udsættes for dette.

 

Den tabte ære

Soldaterne åbner porten når de vil, de laver usystematisk reglerne om for hvem der må komme igennem og hvem der ikke må, og de forbyder folk at komme igennem uden grund. Når ”sluserne” åbnes høres et brøl, folk maser på hinanden og løber alt hvad de kan for at nå med igennem, fordi de aldrig ved hvornår soldaten i sikkerhedsburet igen åbner.Hvis man kender lidt til den arabiske kultur, vil man vide, at dette er noget af det mest ydmygende man kan udsætte en arabisk mand for. Mændene får ikke blot frarøvet deres bevægelsesfrihed og den tid, som de kunne bruge på at arbejde og tjene penge. De får frarøvet deres værdighed, deres ære og deres manddom.

 

What a wonderful world?

Jeg nærer stærk sympati for disse mennesker og på samme tid en stor medlidenhed for de unge soldater på den anden side.Tænk engang at komme så langt ud, at man kan skabe et had til et folk. Et had der tillader en at sidde i et sikkerhedsbur og bestemme over andres liv. Og at man kan miste sin empati, og oven i købet tillader sig at tænde mikrofonen og synge What a wonderful world ud over de fortvivlede masser. Det menneske der kan nå så langt væk fra menneskeværd, kan jeg kun have medlidenhed for. Det står tydeligt for mig her, at Israel ved at beskytte sig mod terror, skaber sine egne terrorister, der hver dag begår psykisk terror mod et andet folk.

 

To folk én lidelse

Israelerne er også ofre i konflikten. De er bange og fortvivlede og ønsker normaliserede tilstande, men den angst de forståeligt nok har, spænder ben for fredsprocessen. Vi har at gøre med to folkeslag, hvor generation efter generation opdrages til at nære had. Det er to nationer, hvor flertallet af befolkningen lider eller har lidt af post-traumatisk stress. Det er på den ene side unge mennesker der via militæret opdrages til at eliminere fjenden, og på den anden side unge mennesker der opdrages til at hade undertrykkeren. Realiteten skær i hjertet; hvorfor kan disse unge mennesker, som ligner mig selv, ikke få lov til at vokse op uden det altfortærende militær og uden et iboende had? Hvordan skal de få en opfattelse af, at demokratiet indeholder medmenneskelighed, ytringsfrihed, religionsfrihed og bevægelsesfrihed når de lærer om demokratiet gennem et altfortærende militær, hvad enten de er unge palæstinensere eller unge israelere?

 

Vores pligt

Konflikten i Mellemøsten har nu været så langvarig og nedslidende, at det er ved at det for længst var på tide at ty til nye metoder. Trepartsforhandlinger mellem Obama, Abbas og Netanyahu er tydeligvis ikke nok. Konflikten hat slugt så mange menneskeliv og ressourcer, uden effekt. Hvad kan man som menig borger gøre?Jeg er overbevist om, at flere ville råbe op, hvis de havde været vidner til, det jeg så på Vestbredden og i Israel i sommers. Vi har en pligt, som borgere i den privilegerede del af verden, og den pligt går ud på at gøre hinanden opmærksom på, når der sker noget uretfærdigt. Vi skal stille højere krav til os selv omkring de emner, der burde være en del af vores hverdag. Rejs selv ud og tag stilling og rapporter så tilbage eller støt en organisation, som kæmper for samme sag. Kun på den måde kan vi påvirke vore beslutningstagere. Forandringen skal komme nedefra. Lever vi ikke op til denne pligt, er der ingen garanti bag ordene ”aldrig mere Auschwitz”!


Send til en ven   Print siden