Det vigtigste var kulturudveksling
Af Arne Møller og Lilian Willems Møller
Da vi (begge midt i 60’erne) for et par år siden blev plantet langt ude i Indien i landsbyen Lalsot i delstaten Rajasthan, hvor hvide mennesker normalt ikke kommer og skulle undervise i engelsk i en landsbyskole, var det ret meget af et kulturchok...
Vi følte os rimeligt godt klædt på både hjemmefra og gennem Global Contacts samarbejdsorganisation i Indien i hvis camp vi boede.
Vi syntes vi vidste en masse om Indien. Alligevel blev vi overraskede over at forholdene var så primitive som de var: fx at engelskbøgerne ikke var de samme til alle i klassen, at børnene sad på et snavset gulv, at engelsklæreren ikke talte engelsk – vi kunne i hvert fald ikke kommunikere med ham. Vi troede vi skulle være inspiratorer, hjælpelærere, evt. vikarer, men fra første dag så vi i øjnene at det drejede sig om var at vi skulle påtage os engelskundervisningen af ca. 50 børn fordelt på 1., 2. og 3. klasse. Vi slog klasserne sammen og begyndte engelskundervisningen fra scratch efter naturmetoden og rollespil. Første og 3. klasserne kunne alligevel lige meget dvs stort set ingenting.
De var kun vant til at skrive af fra tavlen og gentage, hvad læreren sagde uden at vide hvad det betød.
Om eftermiddagen var vi på familiebesøg for at fortælle forældrene om undervisningen og opfordre dem til at sende børnene i skole dagligt og med deres bøger, blyanter m.m. Det var stort set kun mændende – faren, hans brødre og sønner, der deltog i disse besøg, og kvinderne sørgede for chai til os mere eller mindre tildækkede. De fleste kvinder arbejdede iøvrigt i marken, mens mændende for det meste lå under skyggefulde træer.
Det var utroligt spændende for os at komme helt ind i familiemønstrene og spørgsmålene var mange fra begge parter. At en kvinde midt i 60’erne var på arbejdsmarkedet på lige fod med mænd var uvant for dem. Efterhånden følte vi at det gav dem status at byde os på chai eller andet, når vi gik til og fra skolearbejdet (vi undlod med vilje at blive kørt i campens bil). Vi havde hele tiden tolk på, hvilket var nødvendigt, for selvom alle unge og yngre mennesker har lært engelsk i skolen, som ligestillet sprog med hindi, kunne stort set ingen bruge det til noget som helst. ”Goodmorning teacher var hvad det kunne blive til!
Om aftenerne på campen havde vi interessante diskussioner med det personalet, som sørgede for os og også byggede videre på den ufærdige camp. En dag kom 4 af områdets vigtigste mænd, som skulle se hvad vi var for nogen. Mange spørgsmål til os eller rettere til Arne som eneste mand -, bl.a. spørgsmålet om hvad moderne middelklassemennesker i Europa fandt var det vigtigste at beskæftige sig med. Først bagefter indså vi, at vi kvinder skulle have bidraget mere – men Arne svarede da spørgsmålet var direkte til ham. Han fortalte om den typiske moderne middelklassefamilie med et par børn begge forældre hårdt arbejdende for at tjene penge til afdragene på parcelhuset, bilen, det perfekte hjem med fladskærm, samtalekøkken og modetøj til børn osv. (Det var før finanskrisen.) Og for at trække det klart op blev de bibragt et indtryk af luksus skabt via hårdt arbejde. De fire mænd brød ud i latter og vi fik at vide af tolken at de fandt det komisk, at vi europæere havde alt det de drømte om også at få ved at ligge på ryggen hver dag og bede til en af deres millioner af guder, som skulle forære dem alle goderne.
Der blev arrangeret udflugter i 2 af weekenderne – en kamelsafari og en tigersafari – i samarbejde med os voluntører, en tysk kvinde i 30'erne og en engelsk kvinde i 40'erne og så os to midt i 60'erne. Var selvfølgelig også i Agra, hvor vi så Taj Mahal og der blev også tid til sightseeing i Det nye og gamle Delhi på scootertaxi.
Det var en oplevelse for livet og vi kan vel også sige at vi har gjort en forskel.
