dansk english Facebook Twitter

Zambia: Kvindelige landmænd gør op med traditioner

Nye dyrkningsmetoder i en landbrugsgruppe i det nordlige Zambia har fordoblet kvindernes udbytte. Men det har også sat et holdningsskred i gang, hvor der rokkes der ved traditioner, som diskriminerer kvinder.

Foto: Lena Vind-Andersen
Foto: Lena Vind-Andersen
Af Lena Vind-Andersen, informationsmedarbejder for MS i Zambia

03. april 2009

"Tidligere troede vi, at landbrug mest var for mænd, men vi har opdaget, at kvinder også kan være gode landmænd", siger Irene Chileshe. Hun er medlem af Lukafi Farmer's Group i Mansa Distriktet i det nordlige Zambia. Og hun har fået mere ud af at være medlem af landmandsgruppen end blot ny selvtillid:

"Før fik vi 45 kg bønner ud af 10 kg frø på denne mark, men nu høster vi 90 kg og kan faktisk få en profit ud af det, som vi bruger til at investere i næste års såsæd," forklarer et andet gruppemedlem, Martha Nakasote.

Syv kvinder sidder på velordnede rækker af jord; rækkerne strækker sig nydeligt ud over hele marken, hvor gruppen netop er blevet færdig med at plante bønner. Hakkerne hviler nu på jorden, og børn får stillet sulten, mens kvinderne forbereder sig på at gå hjem efter morgenens arbejde i en tiltagende varmere sol.

Arbejder sammen i gruppe af småbønder
Gruppen af småbønder blev grundlagt i 2006 efter en workshop afholdt i distriktet af MS' partner Mansa District Farmer's Association (MDFA). Her blev det forklaret, hvilke fordele der var for bønderne i at slå sig sammen om at dyrke hinandens jord, frem for at hver enkelt kun var ansvarlig for sin egen jordlod. Det inspirerede det lille landsbysamfund til at danne deres egen gruppe, der nu har 35 medlemmer, hvoraf de 15 er kvinder.

Der er mange fordele ved at være med i gruppen: "Før kunne jeg bruge dagevis på at hakke min egen jord, og jeg fik aldrig helt udnyttet den til fulde. Nu hjælper vi hinanden i stedet, og det betyder, at vi bruger mindre tid på det, og at det hele bliver udnyttet og forberedt på bare en enkelt dag," siger Martha Nakasote.

Nye dyrkningsmetoder
Gruppen har også fået træning af MDFA i, hvordan de får bedre udbytte af deres marker ved at bruge andre dyrkningsmetoder. De har lært om korrekte afstande mellem planterne, om skadedyrskontrol og om, hvordan visse traditionelle metoder, så som at plukke bladene af bønneplanterne, faktisk er direkte skadelige for udbyttet. Det har resulteret i en dramatisk stigning i høstede afgrøder og sat dem i stand til at bruge overskuddet til fordel for alle gruppens medlemmer.

Hvert medlem betaler en lille del af sit overskud til en fælles kasse, hvorfra udgifter til ekstra såsæd eller hyre af markarbejdere under høsten kan betales. Medlemmerne kan nu låne såsæd og frø fra gruppens beholdninger, så de nu kan dyrke mere varierede afgrøder.

Ændret holdning til kvinderne
Men udover disse mere håndgribelige fordele har gruppens kvindelige medlemmer også bemærket en forskel i holdninger, både hos sig selv og mændene:

"Dét, at vi nu er ligestillede medlemmer af gruppen, har lært mændene at være mere retfærdige overfor os, så vi også får del i profitten. De har endda forandret deres holdninger til os hjemme i husene, for de behandler os bedre end før. Og for vores eget vedkommende er vi selv blevet meget bedre til at fortælle dem, hvad vi har ret til," funderer Matilda Nyanja.

Traditionelt får kvinder sjældent del i profitten fra markerne, selv om de altid har været med til at dyrke dem, og mænd har været mere tilbøjelige til at bruge profitten på deres egne fornøjelser som øl frem for at bruge pengene på familien. Men nu kan gruppens kvinder selv bruge penge på familien; de kan f.eks købe sæbe og betale for børnenes skolegang.

Mænd har traditionelt snydt kvinderne
"Mænd har traditionelt altid snydt kvinderne, når det drejer sig om profitten fra afgrøderne – endda til trods for at det er kvinderne, der sørger for at give familien mad på bordet. Og mændene har stadig mange fordele, som kvinder ikke har, bl.a. bliver de ikke bare jaget væk fra deres jord, som det sker for mange kvinder. Men vi er nødt til at tage téten i at få forandret disse ting – vi som kvinder! For der er ingen andre, der kan hjælpe os med at få det gjort", erklærer Matilda Nyanja.

I sidste ende kan Lukafi Farmer's group ende med at forandre langt mere end bare høstudbyttet for sine medlemmer. Et holdningsskifte er på vej, som kan have mere vidtgående konsekvenser i fremtiden, end mændene lige havde regnet med.

Send til en ven   Print siden