Trykt i Fjerritslev Ugeavis 16. juni 2009

Nina Bak Nielsen - tre måneder i Afrika

Nina Bak Nielsen fra Fjerritslev har boet på afrikansk manér de seneste tre måneder. Og det er ikke en oplevelse for sarte sjæle.

Af Lena Vind-Andersen, informationsmedarbejder, MS Zambia

16. juni 2009

Nina Bak Nielsen er født på en gård i Thorupholme, hvor hun boede, indtil hun var otte år. Siden har hun boet i Thorupholme, Klim, Fjerritslev og Slettestrand. Hun har spillet fodbold og håndbold i Thorup-Klim Boldklub og har svømmet på talentholdet i Fjerritslev. Hun blev udlært butiksslager sidste år ved slagteren på Møllevej i Thisted.

- Jeg fik et kæmpe kulturchok, da jeg først kom herned, griner Nina Bak Nielsen. Og det var måske ikke så mærkeligt, for en landsby i det nordlige Zambia ligger ret langt væk fra Fjerritslev - på alle mulige måder. 21-årige Nina havde ellers prøvet at forberede sig på det værste.

- Jeg var forberedt på, at toilettet nok bare var et hul i jorden og at man skulle tage bad i en balje med koldt vand. Jeg havde også pakket hele Fjerritslev Apotek med i toilettasken og regnet med at få den værste omgang diarre - men jeg har slet ikke haft brug for noget af det overhovedet, fortæller hun.

Selv om det med toilettet viste sig at være rigtig nok mange steder, var det ikke selve levestandarden, der udløste kulturchokket. Det var alle de andre mere uhåndgribelige ting, som man støder på, når man pludselig befinder sig i en helt anden kulturel kontekst og skal bo hos en lokal familie.

For næsten tre måneder siden rejste Nina til Zambia med Mellemfolkelig Samvirkes rejseprogram Global Contact. Siden da har hun sammen med en anden dansk pige boet hos en lokal zambisk familie meget langt væk fra alle gængse turistruter. Man kan faktisk dårligt komme længere væk fra landets hovedstad, Lusaka, end den lille by Mansa, 800 km mod nord. Her kan man ikke engang købe et postkort.

Eftersom der næsten ikke bor andre hvide mennesker i byen, går der ikke lang tid, før alle ved, hvem man er. Men det var også præcis det, Nina ville.

- Jeg har drømt om at komme til Afrika, siden jeg først var hernede med mine forældre, da jeg var 10-12 år gammel.

- Denne måde er perfekt. Når man bor og arbejder sammen med de lokale, ser man ikke bare overfladen. Man kommer virkelig ind under huden på kulturen. Og det er hun i den grad kommet, selv om det alligevel tog nogle uger før kulturchokket lagde sig.

- Hos min familie skulle børnene ligge på knæ, hver gang de talte med forældrene. Det var også børnene, der lavede det meste af det huslige arbejde, så de dårligt havde tid til at lege og være børn, fortæller hun.

Det havde hun lidt svært ved at vænne sig til, især fordi hun gerne ville hjælpe til, men ikke fik lov til det så tit. Men af og til lykkedes det alligevel.

- En aften fik vi mirakuløst lov til at tage opvasken. Da en af børnene, John på 15 år, kom for at se på udbrød han: Jamen det går da alt for stærk, dét der.

Også storebror Charles på 21 var forundret: Hold da op, hvor går det stærk, når I vasker op, kommenterede han.

- De synes, det var helt sindssygt, så stærk det gik, ler Nina.

- Netop det med at være langsom eller hurtig, var en af de andre ting, der var svært at vænne sig til. For i Zambia går tingene bare ikke nær så stærkt som i Danmark. Hvis man aftaler et møde kl. 14, kan man lige så godt affinde sig med, at ingen dukker op før en halv time senere.

- Jeg vidste ikke, at alting gik så langsomt hernede. Jeg har virkelig fået sat min tålmodig på prøve nogle gange, konstaterer Nina. Det har været en overraskelse, at elendigheden ikke er nær så udbredt, som Nina troede.

Der er jo også nogle, der har råd til pænt tøj og en ok bil, selv om de fleste ikke har. Men hun har mødt rigtig mange, der tilhører den sidste kategori, gennem sit arbejde for en lokal organisation, der støtter forældreløse børn med udgifter til skoleuniformer og bøger.

- En dag kom der to kvinder med fire-fem børn hver ind på vores kontor og bad om hjælp. Både de selv og alle børnene var smittede med AIDS. Den ene af kvinderne havde et toårig barn på ryggen, som mere lignede en etårig baby. Barnet var helt udhungret og havde helt tomme øjne. Det var svært at se på. Og vi kunne ikke gøre andet for dem end at sende dem op til kirken og bede om mad. Det var jo ikke den slags hjælp, vores organisation kunne give.

Nina har også mødt mange unge zambiere, ikke mindst gennem et arbejde, hun har haft de sidste par uger af sit ophold, med at undervise på den lokale skole. Og også i mødet med de unge, bliver forskellene til Danmark sat i skarp kontrast.

- Alle de unge hernede har så mange drømme om, hvad de gerne vil lave, og hvor de gerne vil rejse hen. Men de har ikke mulighed for at realisere det. Selv hvis de får et job, kan de aldrig få tjent pengene til det, for lønningerne er alt for små. Når jeg så tænker på, hvor mange muligheder vi har i Danmark, hvor mange ting vi har, og hvor meget frihed vi har, til at gøre dét vi har lyst til, føler jeg mig helt grådig i sammenligning. Nogle gange har jeg bare haft lyst til at tage alle med hjem i rygsækken.

Men det er nu ikke kun elendigheden, Nina vil huske mest. Tværtimod. For alt i alt har opholdet været en fantastisk positiv oplevelse.

- Alle har været rigtig søde og imødekommende. Folk er så glade for, at vi overhovedet er her. Jeg har fået en masse nye venner, som jeg kommer til at savne meget, slår Nina fast. Så hun vil klart anbefale andre unge at gøre det samme: Man skal bare ikke være sart eller bange for at få jord under neglene, smiler hun. Nina vender hjem til Danmark til juni.