Der bor en rotte i min tøjskuffe

Rotter, skorpioner og 14-årige gifte piger er blot noget af det, som Jonathan og Sinne fra Faaborg har måttet vænne sig til. De har de seneste tre måneder boet i det nordlige Zambia.

Sinne og Jonathan med deres zambiske familie. Foto: Lena Vind-Andersen.

"Vi har kun en enkelt lampe i hele huset, og batterier til min pandelampe er svære at få. Så en dag, da jeg i buldermørke stak hånden ned i min tøjskuffe, mærkede jeg pludseligt noget, der var lidt mere loddent, end mine underbukser plejer at være", griner Jonathan.

Det viste sig at være en lille rotte i færd med at bygge rede. Og den slags hører med til hverdagen, når man har begivet sig ud for at bo hos en familie i den lille landsby Pilado i det nordlige Zambia.

Jonathan Tybjerg og Sinne Fyhn har i hvert fald vænnet sig til lidt af hvert i de tre måneder, de har været her. De har fundet en skorpion i ludospillet, hørt om heksedoktorer, der blev fanget lige rundt om hjørnet, og set en 14-årig pige jage efter sin ægtemand, fordi han ikke havde opført sig ordentligt. Og de har måttet lære, hvordan det er at være kendt af alle.

Sinne og " lillebror" Enock i færd med at vaske tøj. Foto: Jonathan Tybjerg.

Sinne er egentlig mest vant til, at det er hendes navn, der får folk til at studse. Og Jonathan er i Danmark bedst kendt som Jonathan " Morgensang" fra sin tid som Faaborg Gymnasiums energiske næstformand i bestyrelsen og organisator af morgensamlingen. Men i Zambia er det mest deres hvide hud, folk lægger mærke til.

Doktor og sygeplejerske
De to 20-årige venner, der blev studenter sidste år fra Faaborg Gymnasium, befinder sig nemlig meget langt fra alle gængse turistruter. Der er ikke andre hvide mennesker i 50 kilometers omkreds. Og deres medbragte førstehjælpskasse har givet dem to nye tilnavne: Doktor Jonathan og Sygeplejerske Sinne.

Det var ellers meningen, at førstehjælpskassen skulle bruges på dem selv. Men i stedet har de brugt indholdet på at lindre deres værtsfamilies sår og skrammer.

"Jeg havde egentlig forventet, at folk kunne noget mere selv. At de havde alle mulige smarte planter og husmodertricks, de kunne bruge, når nu de bor så langt fra alting. Men da vores " lillebror", Enock, fik en halv gryde kogende vand ud over sig, var det mig, der måtte sætte ham i en balje med vand. De andre stod bare og viftede ham, og de var meget forundrede over, at man kunne stoppe smerten på den måde", fortæller Jonathan.

Forbud mod at slå
I det hele taget har opholdet på mange måder været et overraskende bekendskab med den afrikanske virkelighed på godt og ondt.

"Vores "mors" første reaktion efter ulykken var at stikke Enock et par på siden af hovedet, fordi han ikke havde lært at holde sig fra kogende vand", fortæller en hovedrystende Sinne, for hvem de zambiske opdragelsesmetoder kom som lidt af et chok.

Så både hun og Jonathan har haft mange diskussioner om emnet, både med deres egen værtsfamilie, naboerne og ikke mindst lærerne på den skole, hvor de har undervist i engelsk og matematik.

Et resultat af Jonathans og Sinnes ophold er denne plakat på den lokale skole, hvor skoleinspektøren skriver: 1) Lærere må ikke slå elever. 2) Lærere må ikke bruge elevers arbejdskraft til personlige projekter. Foto: Jonathan Tybjerg.

I skolen er korporlig afstraffelse nemlig heller ikke ualmindelig, selv om lovgivningen egentlig forbyder det. Og eftersom deres værtsfar er skolens inspektør, er der faktisk også kommet noget godt ud af det. Han har nemlig ladet sig overbevise nok til i klasseværelserne at sætte plakater op, hvor lærere forbydes at slå på eleverne.

Det er de to venner glade for, for inden de rejste ud med Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram Global Contact havde de netop håbet, at de på en eller anden måde kunne gøre en forskel i folks hverdag.

"Vi ville ikke bare være turister, vi ville lære en anden kultur at kende indefra", fortæller Jonathan.

Og selv om de har erkendt, at det kan være vanskeligt at ændre noget væsentligt på bare tre måneder, er de dog enige om, at de trods alt har kunnet bidrage med noget.

"Vi har kunnet give dem et andet perspektiv på verden og nogle nye idéer. Og i vores måde at omgås børnene på har vi i hvert fald vist dem et alternativ. Og nej... det ændrer nok ikke noget lige med det samme, men så længe folk i det mindste tænker over noget, de aldrig har tænkt på før, så har vi da opnået noget", funderer Sinne.

Vikingespil er blevet en populær leg i Pilado. Foto: Lena Vind-Andersen.

Vikingespil og fodbold
Og på nogle konkrete punkter har deres ophold i Afrika i hvert fald ændret noget: Der er nu børn i landsbyen Pilado, der kan spille vikingespil. Og der er langt flere, der spiller fodbold.

"Jeg blev gjort til træner for skoleholdet allerede anden dag, jeg var her", smiler Jonathan, som endda har organiseret en turnering med over 100 deltagere fra lokalområdet.

Det krævede bl.a. flere kilometers cykelture rundt til de lokale trænere for at få holdet op at stå.

For i en landsby i Zambia kan man ikke bare sætte en seddel op i supermarkedet om, at interesserede kan tilmelde.

Sinne og Jonathan vender hjem til Danmark i slutningen af juni.

Allerede den anden dag, han var der, blev Jonathan gjort til træner for skolefodboldholdet. Foto: Lena Vind-Andersen.