Afrikaner for et stykke tid

Line Sthiesen Thomsen og Johanne Jepsen er udsendt som voluntører gennem Global Contact. Siden marts 2009 har de arbejdet for Tanga Youth Development Organisation i Tanzania.

Med til at være afrikaner i et stykke tid hører også, at man bruger tid sammen med sin værtsfamilie.

Vi er blevet lukket ind på det lille kontor i børnehaveklassen ’Good Hope’, som ligger i en tilsyneladende stilfærdig bydel i Tanga. Her er Line og Johanne hjælpelærere. Udenfor har børnene fået legetime, en aktivitet som synes at været gået helt over gevind. Skrig og skrål fylder luften og giver den udenforstående det indtryk, at nogle er igang med at torturere børnene. Larmen er simpelthen infernalsk, og i Danmark var Arbejdstilsynet med garanti skredet ind forlængst.

Men for Line og Johanne er det blevet hverdag, og larmen ser ikke ud til at genere dem i videre omfang.

Sukkerchok
”Det er på grund af sukkeret. Børnene får sygt meget sukker, forklarer Johanne. ”Vi kører generelt bare på eet langt sukkerchok”, tager Line over, og forklarer at børnene får te med tre skefulde sukker ’med top’, sukker i grøden og at selv en omgang spaghetti bliver blandet med Blue Band (margarine, red.) og sukker.

Forklaringen ledsages af grimasser, der forklarer, at det ikke bliver en af de retter, de tager med sig hjem til Danmark. Til gengæld har det tre måneder lange ophold i Tanga givet mange andre oplevelser, som de to unge kvinder tager med sig. Eksemplerne vælter frem:

Man får meget tålmodighed. Man lærer ikke at spille bedrevidende og at respektere andre, selvom man ikke er enig. Man lærer at improvisere, fordi der ikke altid er tid til at forberede sig. Og man oplever, at folk der siger, at de har travlt, alligevel har tid til at tale meget i telefon. Man lærer i det hele taget at arbejde på andre præmisser. Den tanzaniske pædagogik har eksempelvis været en større udfordring.

Good morning, teacher!

Line og Johanne møder på arbejde hver dag fra klokken 8.30 til 12.30, hvor de fungerer som hjælpelærere i børnehaveklassen. Her har de prøvet at rokke ved nogle af rutinerne.

Børnene har først fået borde og stole for tre måneder siden, og de har tydeligvis ikke lært at sidde stille. ”Her er ikke noget med at komme ud at lege, så det har vi prøvet at indføre. Vi var heller ikke meget for at give lektier for, men så klagede forældrene”, fortæller Line.

Da forældrene brokkede sig, begyndte Line og Johanne at give børnene hjemmearbejde. Men ofte hjælper forældrene ikke børnene med at få det lavet. Det har givet anledning til mange diskussioner, blandt andet om hvorfor forældrene har den holdning, at børn skal lære så meget så tidligt, og hvorfor det er nødvendigt med karakterer, når man kun er tre-fem år.

”Sagen er, at de skal gennemføre en engelskprøve, hvis de skal optages på en god skole”, siger Line.

”Et af problemerne er bare, at børnene ikke lærer at tale ordentligt swahili, før de begynder på det engelske. Her er meget udenadslære, og børnene går rundt og siger ”Good morning, teacher!” til alle de møder på alle tidspunkter af dagen”, supplerer Johanne.

”Og når de skal farvelægge en tegning, så vælger læreren farverne for eleverne. De får ikke lov til at tænke selv” siger Line.

Byen er med sine 245.000 indbyggere blandt de fire største byer i Tanzania. Byen ligger i det nordøstlige Tanzania tæt på grænsen til Kenya og ved det Indiske Ocean, kun fem timers kørsel fra Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg. Og fem timer til Dar es Salaam og færgen til øen Zanzibar. Tanga er kendt for sin driftige havn, sin jernbane, produktion af te, cement og sisal, en plante man kan udvinde fibre af til reb og slidstærke gulvtæpper.

Ikke bare turist på gennemrejse
Pigerne tager udfordringerne i stiv arm. Selvom de stiller spørgsmål til den tanzaniske tilgang, accepterer de også, at de ikke kan lave om på hele systemet. For omvendt handler det forholdsvis korte ophold jo også om at møde nye mennesker og opleve en anden kultur med respekt.

Line og Johanne blev på Global Contacts forberedelseskursus hjemmefra grundigt informeret om worst case scenarios – blandt andet om hvor fattige folk kunne være. De havde faktisk forberedt sig på, at de skulle bo længere ude på landet og hos en meget fattigere familie. Familien, som Line og Johanne bor hos, er mere velstillet, end pigerne havde forestillet sig.

”Altså, jeg havde regnet med at jeg skulle tisse i et hul i jorden. Og her har vi så fået et fint badeværelse med bruser og toilet. Det er jo luksus”, fortæller Line.

”Vi blev lidt overrasket, da vi blev placeret her i Tanga. Men det er fint nok, og vi er superglade for det. Tanga er ret landsbyagtig og hyggelig”, siger Line.

Line og Johanne kan bedst lide at rejse og bo på denne måde, fordi de oplever, at de automatisk bliver en del af kulturen, og at deres værtsfamilie involverer dem og passer på dem. Det er blevet til mange samtaler og oplevelser, som de ellers ikke ville have haft.

”Folk genkender os tit på gaden. Du er ikke bare turist på gennemrejse. Du er afrikaner for et stykke tid”, konkluderer Johanne.

Ka’ I mærke Jesus?
Og med til at være afrikaner i et stykke tid hører også, at man gør sit bedste for at lære swahili og bruger tid sammen med sin værtsfamilie – om det handler om at se TV, spise med hænderne, vaske tøj i hånden, gå på diskotek med familiens tre tenaagesønner eller tage i kirke.

”Vi var i kirke i går”, forklarer pigerne i munden på hinanden:

”De elskede os bare. Det var en helt vild oplevelse, der varede i tre-fire timer. Sådan noget med gospelsang, håndspålæggelse, og en masse skrig og gråd” siger Line

”Vores ’mor’ spurgte: ’Ka’ I mærke Jesus? Ka’ I høre ham tale til jer?’ Det sagde vi, at vi ikke ku’, men måske hørte vi ikke godt nok efter?!”, afslutter Johanne.