Rejs til Zambia - et frodigt og fredeligt land med et væld af naturparker som South Luangwa og Victoria Falls.
Som volontør i Zambia kan du arbejde med at forbedre kvinder og børns vilkår gennem undervisning. Du kan også tage del i udbredelse af demokrati og menneskerettigheder. Du bliver indkvarteret hos en lokal zambiansk familie og får en unik mulighed for at komme tæt på deres hverdag. Læs mere på fanerne herunder.
Hvad skal du arbejde med?
Efter undervisningsforløbet på Global Platform følger 3 måneders volontørarbejde. Vi har flere partnerorganisationer i Zambia, og uanset hvad du prioriterer får du som volontør mulighed for at komme helt ind til kernen af udviklingsarbejdet. Du kan vælge mellem følgende projekter og arbejdsområder:
Fattigdomsbekæmpelse og arbejde med kvinder og børn
Du har mulighed for at hjælpe vores partneroorganisation, som arbejder med at forbedre de enkeltes muligheder i samfundet. Organisationen arbejder for at bekæmpe fattigdom, bl.a. gennem forebyggelse af børnearbejde og initiativer for at få børn i skole. Derudover arbejder de med undervisning af kvinder og børn i særdeleshed. Som volontør vil dit arbejde bl.a. bestå i rådgivning af børn og undervisning, ligesom det kan være muligt at deltage i den politiske proces og projekt planlægning.
Demokrati og jordrettigheder til kvinder og unge
Vores anden partnerorganisation arbejder specifikt med demokrati og jordrettigheder til især kvinder og unge. Som volontør består opgaverne bl.a. i undervisning i miljø og udvikling af landbrug, som en hjælp og motivation til både børn, unge og bønder.
Rettigheder, politik, uddannelse og information
Dette projekt kan du arbejde på i samarbejde med vores parnterorganisation der er en NGO som arbejder for at øge borgernes deltagelse og medbestemmelse i politik gennem uddannelse og information. Organisationen laver kampagner og holder møder, hvor de bl.a. informerer om stemme-rettigheder og vigtigheden ved at stemme til valg. Som volontør vil du indgå i projektets daglige arbejde.
Det forventes, at du arbejder fem dage om ugen, men i weekenderne har du fri til at tage på mindre ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend, kan det oftest arrangeres med arbejdsstedet.
Global Volontør Ung er for dig
Du er mellem 18 og 25 år og har mod på nye eventyr. Du har lyst til at gøre en forskel for andre og lære nye mennesker at kende. Som Global Volontør rejser du sammen med op til 8 andre.
Hvad vil du arbejde med?
Når du rejser ud som volontør er der mange forskellige arbejdsopgaver, du kan give dig i kast med. Når du tilmelder dig opholdet skal du derfor lave en prioriteret rækkefølge over hvilke arbejdstyper, du bedst kunne tænke dig at arbejde med. Global Contact gør alt for at imødekomme dine ønsker om arbejdstype, men vi kan desværre ikke garantere, at du får din førsteprioritet.
Husk at søge visum og dine vaccinationer
Når du søger visum skal du altid ansøge om et turistvisum, uanset hvilke andre visumtyper der er (læs mere under Visum).
Kontakt din læge eller rejseklinikken på Rigshospitalet for oplysninger om hvilke vaccinationer, der er nødvendige (læs mere under Vaccinationer).
Når du ankommer til Lusaka
I Zambia vil du blive tilknyttet Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i hovedstaden Lusaka. På landekontoret er Mabo Mwanza ansat til at tage sig af volontørerne.
Du ankommer til Lusaka International Airport, hvor du vil blive afhentet af MS ansatte og kørt til MS’ gæstehus. Gæstehuset er placeret på samme grund som MS’ landekontor. De første ca. 4 dage kommer til at gå med introduktion til landet, MS Zambias arbejde og jeres placeringer. Herefter vil der være afrejse til placeringerne.
Bemærk at kost ikke er inkluderet i intro ugen.
Zambia er et utrolig smukt land og temperaturen meget tilpas. Der er mulighed for mange spændende naturoplevelser i Zambia og der er et væld safariparker som f.eks. Lower Zambezi og South Luangwa og de verdensberømte Victoria Falls i nærheden byen Livingstone.
Flyt dig!
Som volontør gør du en forskel mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke, anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.
Sådan bor du
Du bliver indkvarteret hos en lokal familie sammen med en anden volontør. Familierne har ofte en tilknytning til den organisation du arbejder for.
I de fleste tilfælde vil du komme til at bo i en mindre by i naturskønne omgivelser. Alle vores samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle i lokalmiljøet, og du vil blive vel modtaget af befolkningen. Det forventes samtidig, at du går aktivt ind i kulturmødet.
Hvis du ønsker at arbejde og bo sammen med en du rejser med eller ønsker at bo alene, så skriv det til os i din ansøgning. Der er mulighed for at forlænge dit ophold, men prisen vil så blive forhøjet, idet du skal betale for kost, logi og forsikring.
Du starter på Global Platform Kenya
Dit ophold begynder med 4 uger på Global Platform Kenya, hvor du bor og modtager undervisning i swahili, udviklingsproblematikker, projektdesign, kampagneplanlægning og kulturforståelse. Undervisningen varetages af danske og lokale lærere, som lægger op til relevant debat og aktivt inddrager deltagerne. Mange af læringsoplevelserne foregår ude i lokalområdet, hvor du får sat konkrete ansigter og steder på de problemstillinger, vi diskuterer i undervisningen. Det kan være et besøg på en lokal farm, der dyrker sukkerbønner, hvor vi hører de ansatte fortælle om deres arbejdsforhold. Gennem dit ophold på Global Platform bliver du også rustet til dit volontørarbejde.
Grundkursus
Jo bedre du er forberedt, jo mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor deltage i et obligatorisk grundkursus inden afrejse. Her får du information om dit værtsland, og vi diskuterer udviklingsproblematikker og kulturforståelse. Det er også på grundkurset du møder dine kommende rejsefæller. Se programmet for grundkurset.
Hjemkomstweekend
Alle rejsende fra Global Contact deltager også i en obligatorisk hjemkomstweekend efter endt ophold. Formålet er at evaluere dit ophold, gense dine rejsefæller og dele dine oplevelser med andre. I løbet af weekenden diskuterer vi, hvordan man kan bruge sine rejseoplevelser efter man er kommet hjem, og hvilke muligheder der er for at lave frivilligt arbejde i Danmark. Læs mere om hjemkomstweekenden.
Både grundkursus og hjemkomstweekenden afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, København N.
Pris
Prisen for et ophold er 31.800 DKK/ 36.000 NOK.
Flyrejse t/r: Inkl.
Obligatorisk forberedelsesseminar: Inkl.
Forsikring: Inkl.
Kost: Inkl.
Logi: Inkl.
Afbestillingsforsikring for flybillet: Inkl.
Gebyr til værtsorganisation: Inkl.
Administrationsgebyr til Global Contact: Inkl.
Mellemfolkeligt Samvirke medlemsskab: Eksl.
Sprogundervisning: Eksl.
Visum: Eksl (Husk at ansøge om turistvisum)
Medicin og vaccinationer: Eksl.
Udgifter i forbindelse med videre rejse: Eksl.
Transport til/fra forberedelsesugen i København: Eksl.
Ændringer af flybillet efter udstedelse: Eksl.
Lommepenge: Eksl.
Global Contacts overskud går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med at give verdens fattigste større demokratisk indflydelse. Læs mere på: www.ms.dk.













