dansk english Facebook Twitter

Fem kendte lever fairtrade i 24 timer

Mellemfolkeligt Samvirke har i samarbejde med MetroXpress givet fem kendte udfordringen om at leve fairtrade i 24 timer og skrive om det op til Fair Fælled. Deres klummer bringes i MetroXpress, og du kan også se dem her på siden.

Nikolaj Kirk, Jytte Abildstrøm, Isam B, Neel Rønholt og Frank Høj

MetroXpress den 11. august 2008:

God samvittighed smager godt

Nikolaj Kirk, kok: Mission ”Lev fairtrade i 24 timer”, jeps – den er jeg da med på! Hvem vil ikke gerne spise sig til verdensfred og glade kaffebønders mulighed for at samles i fagforeninger i skyggen af en bananpalme? 

Selv om god samvittighed smager godt, så lad os fra starten få på det rene, at når man begynder sin morgen som en eksotisk Kaptajn Jespersen med en rask lille samba på stuegulvet med en svajende papegøje på skulderen, bliver man altså sulten – og så er fanden løs i fadeburet. For hvad hulen kan man egentlig få på fairtrade menuen, bortset fra bananer, chokolade og kaffe?

Vi har nok alle på et tidspunkt i vores barndom siddet med skrabede knæ og stirret dybt ned i havregrynsskålen, og tænkt "hvem der bare kunne leve af chokolade alene".

Desværre er den grå virkelighed den, at holder man sig kørende hele dagen på en blanding af chokolade og koffeinchok, så begynder hænderne jo nok at ryste lidt for meget til, at kokkekniven kan svinges – uden at man er til fare for sig selv og sine omgivelser.

Hmm, men hvad spiste ham Nikolaj så den dag? Hvis du ikke kan styre din nysgerrighed, så få svaret i Fælledparken den 16.-17. august, og smag på en fairtrade-ret efter alle kogekunstens regler.


MetroXpress den 12. august 2008:

Vi har en stor opgave at løfte

Jytte Abildstrøm, teaterdirektør: Jeg, Jytte Abildstrøm, blev født palmesøndag 25. marts 1934, og i 1935 flyttede mine forældre og fire år ældre bror til et halvt hus i Vanløse.

Jeg kom i skole den l. april 1940. Krigen kom, og min far blev arbejdsløs, men han tog en varemæglereksamen, som han mest brugte som kornagent – og det foregik i vores dagligstue fra 1943 til 1953, hvorefter han fik kontor i byen.

Min far svigtede aldrig udtrykket "fair handel", og han brugte det og egenskaben på begge sider – det vil sige både sælger og køber skulle være fair…

Derfor har jeg selv prøvet som teatermenneske at leve op til ordet fair og se det fra begge sider.

Der står vi i dag. Vi har en stor opgave at løfte, vi skal nemlig tænke ud i alle kroge (selv om det allervigtigste for mig er at være fair over for Moder Jord).

Vi kan alle begynde NU i dette sekund. Vi får nok at se til, men det er det værd.

Vi skal være bevidste og spørge: Hvor kommer det fra? Hvordan bliver det lavet? Og meget mere.

Alle processer skal være fair. De kommende slægter vil blive stolte af vor tid.

 

Isam B og fairtrade-bananerne

MetroXpress den 13. august 2008:

Isam B, musiker: Det er torsdag morgen, og jeg bliver vækket af en pusten og stønnen, der tonser direkte mod badeværelset, som var jeg midt i et hestevæddeløb; Min kone har lige passeret mig og når lige at træde ind i badeværelset, før hun roligt, men højt proklamerer: ”Avvvv!!”

Jeg galoperer ud af min søvn, som jeg i øvrigt ikke fik særlig meget af den nat, takket være væddeløbshestene, der med jævne mellemrum tonsede forbi mig.

Herlev Hospital: "here we come!” Showet er i gang, og veerne slår hårdere og hårdere.

En del timer og en rygmarvsbedøvelse senere er hun faldet til ro med en sygelig trang til bananer. Jeg skynder mig ned til bilen og fræser ud ad Herlev Hovedgade på udkig efter bananer; Jeg spotter en Netto, parkerer (ulovligt) lige uden for indgangen og løber ind og ta’r den første pose bananer, jeg får øje på. Puffende overhaler jeg en pensionist på vejen til kassen.

Kassemedarbejderen er i gang med at feje ude foran, mens jeg tripper ved kassen og er ved at panikke. ”Er det ikk' dig fra Outlandish?” er det første han siger, mens han slentrer tilbage på plads. Jeg svarer psykopatisk ”NEJ! Har lidt travlt – bare bananerne tak.” Jeg kommer løbende ind på fødegangen til min kone og rækker hende bananerne. ”Økologiske FAIR TRADE bananer. Tak skat!” siger hun udmattet og smilende, hvortil jeg svarer, ”øh... of course – kun det bedste til dig min due”. Peace.

 

Chokolade med god samvittighed

MetroXpress den 14. august 2008:

Neel Rønholt, skuespiller: Klokken er otte, og mens jeg står og kigger i skabet efter morgenmad, kommer jeg i tanke om, at det er i dag, at jeg skal leve af fairtrade. Hmmm, spændende – især når der ikke er andet i mit skab med det lille blå og gule mærke på end en halv pakke chokolade. Jeg ved, at eftersom jeg om en time står på teaterskolen til fægtning og ”militærtræning”, er det nok ikke den bedste kombination med en halv pakke chokolade i maven.

Må jeg virkelig allerede give op efter kun et lille kvarter? Supermarkederne har ikke åbent endnu, så jeg må krybe til korset og spise en skål havregryn.. Både mælk og havregryn er dog økologisk, og midt i min halv dårlige samvittighed kommer jeg i tanke om den fairtrade t-shirt, jeg har liggende i skabet, Eduns One t-shirt!

I min frokostpause går jeg i Netto på Holmen for at købe lidt ind. Det første, jeg støder på, er fairtrade-bananer, som jeg glad kommer i min kurv, men herefter går det ned ad bakke. Jeg leder nøje på hylderne, men indser, at min frokost åbenbart vil komme til primært at indeholde bananer, chokolade og kaffe. Endnu engang må jeg ty til økologien og købe noget økologisk rugbrød.

Jeg begynder at overveje, om det var dumt, at jeg meldte mig til denne udfordring. Min dagligdag med teaterskole fra 9-18 med meget fysisk træning er vist ikke den optimale hverdag for en fairtrade-indkøber. Har nydt at kunne spise chokolade med god samvittighed, men derudover er jeg lidt skuffet over, at når nu man oven i købet er så opsøgende omkring at købe fairtrade, at det så skal være så svært at finde for den almindelige forbruger. Havde håbet at kunne gå i seng fuld af god samvittighed, i stedet går jeg i seng en smule sulten…

 

Bytte, bytte købmand

MetroXpress, den 15. august 2008

Frank Høj, cykelrytter: Jeg er et rimelig simpelt menneske. Jeg vælger som regel at handle i det mindste i et af de tre supermarkeder, der ligger i mit lokalområde. Jeg vælger det mindste på grund af deres begrænsede udvalg, så jeg slipper for at stå over for valget af, hvilken af de otte forskellige mærker flåede tomater jeg nu skal vælge. Desuden er jeg glemsom og må ofte trave frem og tilbage fra den ene ende til den anden, fordi jeg lige glemte de seks æg, mens jeg var nede i køleafdelingen.

Det, jeg vil sige, er, at mine indkøb er blevet meget lettere med fairtradeprodukterne.

Deres logo er let at genkende, så i stedet for ubeslutsomt at stå og trippe foran et kæmpe virvar af varer kan jeg nu bare tage og smide varen i kurven uden de store grublerier.

Oven i købet med god samvittighed.

Min vej igennem supermarkedet er blevet markant lettere, og jeg kommer ud med følelsen af overskud, for jeg har givet andre mennesker muligheden for et værdigt liv, hvor frugten af deres arbejde er respekteret.

Det giver i sidste ende en selvrespekt, for verden er rund.

Rund som et cykelhjul. Men ligesom hjulet er verden heller aldrig stærkere end sit svageste led. Hvis man forsømmer nogle af egerne, så de til sidst bliver svage og knækker, ja, så bryder hele hjulet sammen. Så ved at være fair i livets store tour, vinder vi alle.

I anledning af fairtradefestivalen – arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke i Fælledparken i weekenden – har MetroXpress hele ugen bragt en klumme om fairtrade.

Send til en ven   Print siden  
Fairtradestudietur
Lige nu tilbyder Global Contact fairtrade-studieture til Nicaragua og Honduras, læs <a href="http://www.globalcontact.dk/sw63942.asp" target=_top>mere</a>
Lige nu tilbyder Global Contact fairtrade-studieture til Nicaragua og Honduras, læs mere

Download vores fairtrade avis
Download fairtradeavis