Global Platform Kenya
Tag på Global Platform i Kenya i 4 uger sammen med andre unge danskere. Her får du en enestående mulighed for at få en helt anden forståelse og indblik i en fremmed kultur end du får på en almindelig turistrejse. Du vil besøge landsbyer og organisationer og få indblik i livsvilkårene i en kultur, som er meget anderledes end det vi kender i Danmark.
Hvad er Global Platform?
Global Platform er et 4 ugers ophold hvor du får et unikt indblik i den lokale kultur og kontekst gennem et tætpakket program sammensat af vores danske og kenyanske undervisere. Du er af sted sammen med et hold unge danskere i alderen 18-25 år, som du deler fag, hverdag og fest med på Platformen.

Livet på Global Platform i Kenya
Du kan regne med et spækket program med masser af oplevelser, hvor du kommer helt ind under huden på det kenyanske samfund. Du skal for eksempel:
-
Lære indgående om stammekultur ved at arbejde side om side med maasaier, turkanaer og luo'er

- Opleve landsbylivet ved at tage del i madlavning og overnatte hos en lokal familie i deres jordhytte
- Prøve kræfter med at undervise 30 ivrige kenyanske unger i den lokale skole
- Høre historier indefra, gennem mødet med kenyanske kvindegrupper, der kæmper for deres rettigheder
- Lære Swahili, så du kan tage en sludder med de handlende på markedet eller finde ud af hvornår (og om) bussen kører
Tilbage på skolebænken?
Absolut ikke! Vi lærer ved at opleve og tager derfor på en masse ture ud i området. Vi taler med, og ikke om, de lokale, og udveksler perspektiver på livet, samfundet og verden med dem. Du gør dig erfaringer med frivilligt arbejde i en afrikansk kontekst, blandt andet ved at lave workshops med lokale unge og tage på projektbesøg og møde kenyanske ildsjæle. Du får redskaber i workshopdesign, undervisningsteknikker, konfliktløsning, interkulturel kommunikation og kropssprog, samt hvordan du deler dine oplevelser gennem video eller blogging. Se et eksempel på et skema for Global Platform Kenya.
Du kan også følge livet på Platformen på Mt Kenyas Facebookside

Hvem er Global Platform for?
Alle der rejser ud som Global Volontør Ung starter med et ophold på Global Platform inden de tager ud på deres volontørplacering. Men Global Platform opholdet kan også fungere som et selvstændigt ophold, eller som optakt til din egen videre rejse. Du behøver derfor ikke have bestilt et volontørophold for at komme med på Global Platform.
Global Platform er ideel for dig som gerne vil dybere ind under huden på landets kultur, mennesker og samfund, end du kan komme ved at rejse rundt med rygsæk, og gerne vil prøve kræfter med lidt frivilligt arbejde.
Fritiden
I de fleste af weekenderne har du fri og kan tage på udflugter med de andre deltagere eller blive på platformen og slappe af. Du kan for eksempel tage på safari i Masai Mara, bestige Mount Kenyas tinder, genfinde dit aflagte tøj på genbrugsmarkedet ”Mitumba”, hygge med kostskolepigerne på Daraja, besøge nye kenyanske venner, lave lejrbål, gå på cafe, bruge net-cafeerne i byen eller gå på opdagelse i Nanyuki.
Video om Global Platform
Du kan også komme på Global Platform i Nepal, Jordan og El Salvador
Hvordan bor du på Global Platform Kenya?
Global Platform Kenya deler campus med Daraja Academy, en lokal kostskole for kenyanske piger fra trange kår. Under dit ophold vil du spise og lave sociale aktiviteter sammen med pigerne fra kostskolen. Daraja Academy holder ferie i april, august og december, så i disse perioder vil pigerne ikke være på skolen under hele dit ophold på Global Platform Kenya.
På selve platformen bliver du indlogeret på sovesale med plads til op til otte personer og i nogle perioder vil man bo sammen med deltagere på MS’ Globale Højskole eller danske studerende, der tager i studiepraktik gennem MS. På værelserne er der hylder og små skabe til opbevaring af dine værdigenstande. Medbring en hængelås, hvis du vil bruge dem.
Mad og drikke
Under dit ophold på Global Platform Kenya er al kost inklusiv. Du spiser sammen med Daraja pigerne i en hyggelig fælles spisesal, hvor der er også er adgang til rent drikkevand. Det meste af maden er lokale retter, så du får et godt indblik i kenyansk madkultur på platformen. Et par gange om ugen er der europæiske retter som pasta, pandekager og suppe, og der serveres kød 1-2 gange om ugen.
Sprog
I Kenya er både engelsk og swahili nationalsprog og meget udbredte. I området omkring platformen taler mange af de lokale dog kun deres stammesprog og en smule swahili. Så der er god grund til at give sig i kast med swahiliundervisningen. Engelsk er det fælles sprog og undervisningssproget på Global Platform. På den måde bliver du sprogligt godt forberedt til din videre rejse i regionen.
Lokalområdet
Global Platform ligger i naturskønne omgivelser tre timer nord for Nairobi ved foden af Mount Kenya. Platformen er omgivet af smuk afrikansk natur med zebraer og giraffer kun ca. et kvarters kørsel væk. Blandt naboerne er masaaier og turkanaer, der driver deres kvæg omkring, men også mange andre stammer lever omkring platformen under simple kår. Byen Nanyuki ligger ca. 45 minutters bumpet kørsel fra platformen. Her kan man gå på lokalt marked eller i et stort supermarked, der har stort set alt, på netcafe eller på en af byens mange cafeer med trådløst netværk, spise lokalt eller vestligt og danse til afrikanske rytmer.
Sikkerhed
Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:
- Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
- Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
- Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
- Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
- Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.
Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.
Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.
Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.
5 gode råd:
- TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Se dig altid for og sæt ikke din lid til færdselsregler. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
- TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
- VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
- SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
- POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering.
Dit forløb
Du kan vælge at tage på Global Platform som en del af dit volontørophold eller som et selvstændigt ophold, hvor du evt. rejser videre bagefter. Læs mere om hele forløbet her på siden.

Grundkursus i København
Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. På grundkurset møder du alle de andre deltagerer du skal på Global Platform med. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh. N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.
Global Platform Kenya
Ca. en måned efter grundkurset er der afgang til Global Platform Kenya. Har du valgt at lade Global Contact stå for at købe flybilletten, vil du rejse sammen med andre af deltagerne, som du mødte på grundkurset, derned. Global Platform opholdet varer 4 uger hvor du bor du sammen med de andre deltagere på platformen. Læs mere om programmet her på siden. Under opholdet vil der være friwekender hvor du selv har mulighed for at planlægge ture og opleve noget mere af Kenya.
Din videre rejse
Denne del af forløbet afhænger af dit eget valg af rejse. Er du med på Global Contacts volontørophold rejser du videre ud på din placering hvor du vil lave frivilligt arbejde. Det kan også være du kun har valgt at tage på Global Platform og derefter rejser hjem til Danmark, eller selv tager videre rundt med rygsæk i regionen.
Hjemkomstweekend
Global Contact inviterer alle deltagere på en hjemkomstweekend, der afslutter opholdet. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold, erfaringsudveksle, sætte dine rejseoplevelser i politisk perspektiv og lægge planer for dit videre engagement.
Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden.
Tilmelding
Nedenstående pris er for dem som kun ønsker at rejse på Global Platform. (Hvis du bestiller et Global Volontør Ung ophold er dit Global Platform ophold automatisk inklusiv).
Når du bestiller dit ophold kan du vælgeom du vil lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).
Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
Hvad koster opholdet?
| Global Platform Kenya | Pris ialt DKK |
|
4 uger på Global Platform Kenya |
11.800 kr.* |

Skal Global Contact købe din flybillet?
| Flystrækninger og rejseforsikring | Pris ialt DKK |
|
Fly: København - Global Platform Kenya - København Forsikring: Gouda Super (ca. 900 kr.) |
7.700 kr. |
OBS. Vi kan lave din flybillet lige som du vil have den og tilføje ekstra destinationer før eller efter Global Platform opholdet. Du har mulighed for at tilføje dette i din tilmelding.
Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet
- Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
- Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
- Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
- Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
- Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
- Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
- Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter
Vil du selv sørge for fly og forsikring?
Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve Global Platform opholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.
Visum
Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger, eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.
…til dit ophold i Kenya
Du skal have visum, når du rejser til Kenya. Visummet søges i Nairobi lufthavn, og koster 50$, der betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
Når du ansøger, skal du oplyse din kontaktadresse, så det er en god idé at skrive adressen herunder ned i forvejen:
ActionAid International Kenya
AACC Building, Waiyaki Way
Box 42814-00100, Nairobi
Rejseforsikring
Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen efter du er rejst, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.
Vaccination
Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
OBS: Global Platform Kenya ligger i et malariafrit område, så det er ikke nødvendigt at tage malariapiller, mens du er der.
Husk at du er gæst
Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.
Videre rejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet
Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.
Telefon
Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.
Medlemskab
At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.










