Global Volontør Ung

Vil du opleve hverdagen i en anden kultur? Har du lyst til at udfordre dig selv og dit syn på verden? Bliv volontør og lav frivilligt arbejde i udlandet gennem Global Contact
Som Global Volontør Ung skal du være mellem 18 og 25 år. Global Contact formidler volontørophold i nogle af verdens fattigste lande. Som volontør rejser du ud i verden og laver frivilligt arbejde ved en lokal organisation i det land du har valgt. Du kan bl.a. undervise i engelsk i Indien, oplyse om hiv og aids i Kenya eller hjælpe kaffebønder i El Salvador. Du kommer til at bo hos en lokal værtsfamilie og kommer tæt på deres hverdag. Enkelte steder bor du i en camp eller et gæstehus sammen med andre volontører. Som volontør skal du have gå-på-mod, være tolerant og være åben overfor andre kulturer. Du skal kunne tale og forstå engelsk, og nogle steder vil kendskab til spansk eller fransk være en fordel.
Dit volontørforløb
Som Global Volontør Ung rejser du ud i minimum 4 måneder, hvoraf den første måned foregår sammen med en masse andre frivillige på vores Global Platform og de næste foregår på din volontørplacering med det frivillige arbejde du har valgt at lave. Nedenfor kan du læse mere om forløbet som Global Volontør Ung.

Grundkursus
Forløbet starter med et 5-dages grundkursus i København, som foregår ca. 4 uger inden afrejse. Her får du grundig information om dit projekt og hvor du skal bo. Gennem bl.a. workshops, debat, oplæg og rollespil forbereder grundkurset dig på forskellige måder på dit volontørophold og mødet med en fremmed kultur. Det er også på grundkurset, at du møder de andre volontører, som du skal rejse med.
Global Platform
Næste skridt er et 4-ugers ophold på en af de såkaldte Global Platforms i enten El Salvador, Nepal, Jordan, Kenya eller Tanzania. Her bliver du klædt på til at blive en god volontør i en fremmed kultur, kommer på masser af ekskursioner, lærer om kulturforståelse og de lokale forhold, laver aktiviteter med de lokale og får sprogundervisning.
Dit volontørophold
Endelig følger dit volontørophold i det land, du selv har valgt. Du bestemmer selv, om du vil arbejde frivilligt i 3, 4 eller 5 måneder. Her skal du prøve kræfter med alt det, som du har lært og arbejdet med på grundkurset og Global Platform. Du vil her gøre en forskel lokalt, mens du også flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. Når dit volontørophold er slut, bestemmer du selv, om du tager direkte hjem til Danmark eller rejser videre. Din hjemrejse er fleksibel, så du kan rejse videre på egen hånd, hvis du har lyst.
Hjemkomstweekend
1-2 måneder efter hjemkomst afholdes en 3-dages hjemkomstweekend i København som afslutning på hele forløbet. Her kan du gense rejsefæller, dele oplevelser og evaluere dit ophold.

Hvor får jeg mere information?
-
Læs om de forskellige ophold: Du kan læse meget mere om alle de forskellige projekter og typer frivilligt arbejde på vores hjemmeside. I menulinjen vælger du Global Volontør Ung og så enten det land du gerne vil til eller den type arbejde du gerne vil lave. Du kan også lade dig inspirere på vores side der beskriver forskellige typer frivilligt arbejde
-
Læs blogs om andres oplevelser: Mange af de volontører vi sender ud vælger at skrive blogs, så venner og familie kan følge med i deres oplevelser. Her kan du både læse om hvad en hverdag indebærer, om de frustrationer der hører med når man lander i en fremmed kultur, men også om de mange glæder og oplevelser der er på arbejdet, i familien og på udflugter i weekenderne. Du finder det hele på vores blogside
-
Spørg en tidligere volontør: det er helt naturligt man gerne vil høre fra andre som allerede har været af sted, så vi har samlet et korps af tidligere volontører der gerne vil dele deres erfaringer. Læs mere om dette og send dine spørgsmål af sted på spørg en tidligere volontør.
-
Kom til infomøde: Vi holder infomøder i landets fire største byer. Her informerer vi om Global Contact og vores ophold og tidligere volontører kommer og fortæller om deres oplevelser. Se hvornår det næste infomøde bliver holdt og tilmeld dig på infomødesiden.
-
Læs om volontørernes egne projekter: Flere volontører starter deres egne projekter, enten ude på placeringerne eller når de kommer hjem. Som noget nyt er en gruppe begyndt at samle beskrivelser af nogle af disse projekter på en blog, som kan bruges som inspiration for andre. Læs bloggen Global Contact Projekter.
- Se video og læs artikler: vi har også et video- og artikelarkiv hvor du kan se og læse mere om hvad det vil sige at rejse ud som volontør på siderne video og artikler.








