Global Volontør Ung i Vietnam
Som volontør får du kulturen helt ind under huden og får mulighed for en unik indsigt i vietnamesernes dagligdag.
Vietnam er et land i sprudlende udvikling, som du har mulighed for at opleve helt tæt på. En stor del af befolkningen er stadig mærket af Vietnamkrigen i deres dagligdag. Samtidig er Vietnam et land med smuk natur - både høje bjerge i Sapa i nord og fladt delta i syd.
Selvom der er sket en økonomisk fremgang i Vietnam de sidste par år, er der stadig en stor del af befolkningen, som ikke har fået del i denne udvikling.
Vil du gøre en forskel?
Som volontør gør du en forskel lokalt, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.

Hvad kan du arbejde med?
I Vietnam kommer du ud på et af Action Aid Vietnams projekter. Fælles for alle projekterne er, at du vil komme til at arbejde sammen med en ung frivillig fra Vietnam også. Nedenfor kan du læse om de aktiviter du kan lave som frivillig. Du kan vælge om du vil have fokus på enten børn eller unge og voksne.
Børn
I Vietnam har du mulighed for at arbejde med børn, som kommer fra meget fattige familier på landt i Vietnam. Børnene vil være i alderen fra 0-15 år. Du vil have mulighed for at igangsætte lege med børnene, lave forskellige aktiviteter samt undervise i engelsk. Samtidig vil der også være behov for at være der som en ekstra støtte og hjælpe dem med mad og hygiejne. Der vil derfor være stor mulighed for selv at være kreativ og opfindsom samt i gangsætte egne projekter. Dette kan du gøre sammen med andre danske og lokale unge frivillige.
Du vil blive tilknyttet et af Action Aids kontorer, som ligger i landsbyer, spredt over hele Vietnam. Du vil blive placeret sammen med en anden lokal ung, som vil være en social og sproglig støtte gennem dit ophold. Samtidig vil du også blive placeret med minimum en anden dansk volontør fra platformen. På denne måde lærer du både lokale unge, en anden kultur og familie at kende under dit ophold.
Undervisning
Har du lyst til at lære andre engelsk både små som gamle, der ikke har haft eller har gode muligheder for at gå i skole, kan du her undervise om eftermiddagen hos den lokale organisation i landsbyen, ved det distriktkontor som du vil blvie tilknyttet. Du vil i samarbejde med en lokal ung, som snakker engelsk, og en anden dansk volontør, undervise de
lokale i en landsby i Vietnam. Samtidig er der mulighed for at hjælpe til med opgaver i den lokale organisation samt undervise i andre fag, som du har lyst til at undervise i. Det kan både være faglige eller kreative fag, alt efter hvor du har en interesse.
Der vil være mindst én i landsbyen, som snakker engelsk, samt den lokale unge som du vil være sammen med under hele dit ophold. Du vil blive placeret hos Action Aid Vietnam i den landsby, som har mest brug for volontører i den periode hvor du er af sted. Du vil altså både kunne bo i det nordlige samt sydlige Vietnam.
Hvor meget skal du arbejde?
Arbejdstiden er i dagtimerne og vil være på ca. 25-30 timer om ugen. Har du lyst til at tage initiativ til mere, vil der oftest være mulighed for dette. Du kan igangsætte egne eller fælles projekter på stedet eller i lokalområdet. Du skal være opmærksom på, at det kan blive nødvendigt, at du selv tager initiativ til arbejdsopgaver, hvis der ikke er nok arbejde i det projekt, du er tilknyttet.
Det forventes at du arbejder 5 dage om ugen, men i weekenden har du fri til at slappe af, tage på mindre ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend, kan det oftest arrangeres med arbejdsstedet. Ferier og helligdage varierer. Din kontaktperson vil fortælle dig om eventuelle lukkedage, når du ankommer til dit projekt.
Hvor skal du bo under dit frivillige arbejde?
Du vil blive indkvarteret hos en lokal familie på landet eller i en større landsby eller i et hus sammen med de andre volontører som du rejser sammen med. Du får dit eget værelse, og her vil være alle de nødvendige faciliteter. Du vil have adgang til elektricitet, men elektriciteten kan i nogle tilfælde være ustabil. Du vil bo sammen med eller i nærheden af en anden volontør samt en lokal frivillig under opholdet. På denne måde vil du både komme tæt på en anden ung fra Vietnam samt leve ved en familie og lære denne at kende. At bo hos en lokal familie er i sig selv en stor del af at bo i og blive del af en anden kultur. Det giver dig en unik mulighed for at snakke med de lokale, lære normer, traditioner og kultur bedre at kende, blive taget med til forskellige private arrangementer, samt få et familiært hjem og et lokalt tilhørsforhold, hvilket alt sammen medvirker til, at du kommer helt tæt på befolkningen, samfundet og kulturen.
Mad og drikke
En vigtig del af dit ophold er det kulturelle møde med den lokale befolkning og deres skikke og madvaner, og derfor spises alle måltider sammen med den organisation du arbejder ved eller hos familien. Du får herved muligheden for at spise det lokale mad. Alle måltiderne er inkluderet i opholdet, medmindre andet er oplyst. Du vil spise det samme som din familie og folk i organisationen, og der vil ikke blive tilberedt særlig mad til volontører.
Du vil altid have adgang til drikkevand, hvor du bor. Hvis kvaliteten er lav, vil vandet enten være kogt eller filtreret.
Sprog
Der vil altid være mindst én i landsbyen og ved organisationen, som snakker engelsk. Samtidig vil den lokale unge, som du er sammen med, hjælpe dig med at oversætte samt lære dig vietnamesisk undervejs i dit ophold.
Dit lokalområde
Du vil komme til at bo i en mindre by i naturskønne omgivelser nogle timer væk fra Hanoi i det nordlige Vietnam. Alle vores samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle i lokalmiljøet, og du vil blive vel modtaget af befolkningen. Det forventes samtidig, at du går aktivt ind i kulturmødet.
Der kan godt være flere volontører i det område, du bor i, men for at du nemmere kan blive en del af lokalmiljøet, ligger de fleste af projekterne uden for turistområderne.
Det vil være let at tage forskellige steder hen, når du har fri i weekenden, og opleve andre steder af Vietnam. Du kan tage til Halong Bay med bus, som er et af verdens vidundere. Nord for Hanoi ligger fantastiske bjergkæder. Blandt andet kan du tage til Bjergbyen Sapa og vandre mellem rismarker.
Sikkerhed
Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:
- Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
- Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
- Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
- Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
- Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.
Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.
Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.
Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.
5 gode råd:
- TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
- TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
- VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
- SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
- POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering.
Godt forberedt
Når du rejser ud for at hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og det sted, hvor du er volontør.

Grundkursus i København
Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her får du grundig information om dit projekt, og hvor du skal bo. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Her vil komme en tidligere volontør fra netop det land, du skal til, så du kan stille små og store spørgsmål til en, der har været det hele igennem. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Det er også på Grundkurset, du møder de andre volontører, som du skal rejse med. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.
Global Platform i Nepal
Alle der tager til Asien starter med 4 uger på Global Platform Nepal, der ligger som en oase midt i Kathmandus pulserende liv. Her forberedes du og andre unge på opgaven som volontør i en asiatisk kultur ved at lære om, hvilke kræfter der er på spil - både de kræfter, der arbejder for at skabe forandring og de, der holder fast i status quo. Vi tager fat der, hvor Grundkurset slap, men bliver praktisk orienteret med fokus på den asiatiske kultur. Du kommer på mange ekskursioner, laver aktiviteter med de lokale og gør dig de første erfaringer med at være volontør, når du kommer ud og prøve at undervise, arbejde med konkrete cases, lave workshops med de lokale unge og tage på projektbesøg. Du vil lære om historien, religionerne, globalisering, det politiske miljø og kulturforståelse. Undervejs i forløbet vil du med vejledning fra de danske og lokale facilitatorer planlægge et mini-projekt, som du selv vælger. Projektet kan du evt. føre ud i livet, når du senere selv skal ud som volontør. Og så skal du have selvfølgelig have det sjovt! Du vil desuden blive undervist i nepali, så du kan kommunikere med lokalbefolkningen. Læs mere om volontørernes oplevelser på Global Platform Nepal på deres blog.
Læs mere om Global Platform her.
Ankomst på dit projekt
Efter Global Platform flyver du til Vietnam, hvor du vil blive hentet i lufthavnen af vores lokale partner. Efter nogle dages introduktion på deres hovedkontor i Hanoi vil du blive hjulpet i gang med dit arbejde og indlogeret hos dit arbejdssted.
Hjemkomstweekend
Global Contact tilbyder alle volontører en hjemkomstweekend efter endt ophold. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold og dele dine oplevelser med andre. Der er også workshops i formidling, kampagne eller idéer til, hvordan du kan lave frivilligt arbejde, hvis du har mod på det. Hjemkomstweekenden finder sted 1-2 måneder efter, du er kommet hjem. Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden her.
Tilmelding
Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).
Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men jo tidligere du melder dig, des større chance er der for, at vi kan opfylde dit ønske om arbejdssted og en evt. rejsekammerat. Du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset, men så kan vi ikke love at du vil få alle detaljer om arbejdssted og værtsfamilie på kurset.
Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
Hvad koster opholdet?
| Volontørophold 16 uger | Pris ialt DKK |
|
4 uger på Global Platform Nepal 12 ugers volontørophold Vietnam |
20.600 kr.* |

Skal Global Contact købe din flybillet?
| Flystrækninger og rejseforsikring | Pris ialt DKK |
|
Fly: København - Global Platform Nepal - Vietnam - København Forsikring: Gouda Super (ca. 2.200 kr.) |
15.900 kr. |
Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet
- Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
- Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
- Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
- Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
- Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
- Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
- Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter
Vil du selv sørge for fly og forsikring?
Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.
Global Contacts økonomi
Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide hvad dine penge går til når du tager af sted med os. Klik og se hvordan udgifterne fordeles.
Visum
Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.
…til dit ophold i Nepal
Du skal have visum, når du rejser til Nepal. Visummet søges i Kathmandu lufthavn, og koster 40$, der betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
OBS: Hvis du på vej til Global Platform Nepal mellemlander i Indien, kræves der transitvisum til Indien - også selvom du ikke forlader lufthavnen. Du skal på forhånd søge om det hos Indiens ambassade.
…til dit ophold i Vietnam
Du skal have visum, når du rejser til Vietnam. Du skal på forhånd søge visum hos Vietnams ambassade. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato. Når du ansøger, skal du oplyse din kontaktadresse i Vietnam, så det er en god idé at skrive adressen herunder ned i forvejen:
Action Aid Vietnam
5th floor, HEAC Building, 14-16 Ham Long Str.
Hoan Kiem District
Hanoi
Rejseforsikring
Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen, mens du er af sted, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.
OBS: Forsikring er 25% dyrere for færinger, så den samlede pris på opholdet vil stige med ca. 500 kr.
Vaccination
Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
Husk at du er gæst
Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.
Vidererejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet
Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.
Telefon
Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.
Medlemskab
At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.








Så venligst kontakt

